Jess fra New Girl
© New Girl

14 hjernedødt irriterende ting, der sker, hver eneste gang du skal flytte

“Jeg vil ikke alligevel! Er det for sent at fortryde?”

21. februar 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

1. Du opdager, hvor mange komplet ubrugelige ting du har. Det er vist på tide, at din gamle, pink ølbong med plys og glimmer ryger en tur i skralderen...

2. Gamle minder stjæler al din tid. Du tager dig selv i at sidde og nærlæse dine dagbøger fra 6. klasse, hvor du var dybt forelsket i Kasper fra 8., og hvor Henriette virkelig havde været led i gymnastiktimen. Og ja, det var en hård tid, men nu skal du altså lægge minderne til side og begynde pakkeriet! 

3. Du skal gøre hovedrent i dit gamle hjem. Når turen kommer til ovnen, slår du dig selv hårdt i hovedet, fordi du altid har undgået at gøre den ordentligt rent. Hvordan filan kan et stykke firkantet jern blive så klamt?

4. Dine logistiske evner er svært udfordret. Din støvsuger står i dit nye hjem, men dit gamle gulv trænger til en sidste svingom. Du kunne sikkert låne naboernes, men du har ikke talt med dem i al den tid, du har boet der, og det virker temmelig åndssvagt (læs: alt for sent) at opbygge et godt forhold til dem nu.

5. Selvom ovnen og gulvet skinner, får du alligevel nada af dit depositum tilbage. Er der nogensinde nogen, der har set skyggen af de mange tusinde kroner, som 'du nok skal få igen, når du flytter'? 

6. På selve flyttedagen bakser du rundt med en trailer i myldretiden, og det er ikke din spidskompetence. Folk bliver i øvrigt skide sure, når du parkerer mærkelige steder, men hey makker, det må man altså gerne, når man flytter! (sagde din kørelærer ikke det engang i en teoritime?)

7. Koordinering af flyttehjælperne er et sandt mareridt. “Jeg kan være der fra 12.30-15,” skriver en, mens en anden først kan komme 8 timer senere. Okay, venner, der er pizza og flyttebajere klokken 18 sharp, så skal vi ikke bare sige, at I kan komme der? 

8. Dine flyttehjælpere tager ingen af de tunge kasser, og du har absolut ingen ret til at brokke dig. Ps. Tak for hjælpen, venner. 

9. Trapper. Din hedeste drøm er en elevator i din nye opgang.

10. Smerten i arme og ben dagen efter flytteriet er ulidelig. Det positive er, at du ikke behøver at gå i fitness foreløbig (siger du i hvert fald til dig selv).

11. Alting er væk. Det der med at skrive 'KØKKEN – gryder og pander' og 'STUE – brætspil og potteskjulere' på flyttekasserne blev hurtigt kedeligt, og nu kan du ikke finde noget som helst i byen af flyttekasser, som du bor i.

12. Du savner din gamle affære, Mr. Internet. Hvorfor. Virker. Det. Ikke? ARGH!

13. Lys er undervurderet. Du lever i flere måneder uden lamper i dit nye hjem, fordi du ikke liiiiiige får det fikset (og fordi du ikke aner, hvordan du hænger dem op uden at dø af stød).

14. Hvis du flytter sammen med en roomie, er personen altid lidt (læs: mega) irriterende til at starte med. Det er de små ting, der kan gå dig på nerverne, men hvor svært kan det være at tørre krummerne væk fra køkkenbordet?! 

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?