Giv vand til en kamel og bliv gift
© iStock

6 overdrevet skøre datingtraditioner fra vores forfædre

Datingråd fra biblen: "Glem alt om Tinder, og gå i stedet på jagt efter en mand med kameler"

13. oktober 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Hvis du synes, det går lidt sløvt på datingfronten, så er der rigeligt råd at hente på diverse medier – og her på Woman er vi da også kommet med vores bud på, hvordan du møder den rette.  

Men måske er du bare kørt træt i hele det moderne dating-ræs? Så kan du eventuelt overveje at teste nogle af vores forfædres traditioner af, for de havde altså nogle kreative måder at finde partnere på. 

Alternativt kan du også bare læse med og være glad for, at dit kærlighedsliv ikke afhænger af, om det er jagtsæson for gæs... 

1. Giv vand til kameler – så skal du nok fange dig en mand

Det siger Biblen i hvert fald. I første Mosebog begiver tjeneren Eliezer sig hen til en brønd for at finde en værdig kone til Abrahams søn Isak. 

Eliezer beder til Gud og spørger, om han ikke vil give ham et tegn, når han har fundet den rette kvinde. Det bliver kvinden Rebekka, der består det, der siden er blevet kaldt “kameltesten”.

Hun er kommet hen til brønden for at hente vand til hele sin familie, men på trods af det giver hun også vand til både Eliezer og alle hans 10 kameler: En meget generøs handling, der lander hende rollen som Isaks brud. 

Så hvis du ser en flot mand, der virker lidt tørstig, kan du jo altid tilbyde ham et glas vand!

2. Medvirk i et orgie

I perioden 710–794 var der et område i Japan, der fandt på en noget speciel måde at få unge singler til at møde hinanden: De skulle nemlig deltage i konkurrenceprægede masseorgier. Fænomenet blev kaldt “Utagaki”, og formålet var at få unge mennesker til at møde folk fra andre landsbyer end deres egen.

Konkurrenceelementet lå i, at de unge mænd skulle bejle til de unge kvinder og blandt andet give dem forskellige tegn på deres kærlighed – hvis en kvinde ikke modtog nogen under ritualet, blev hun dømt ugiftbar. Til gengæld var det kun en fordel, hvis hun blev gravid, for så var hun officielt bundet til den ansvarlige mand, der forpligtede sig til at tage sig af hende og barnet.

Under ritualet måtte kvinderne frit vælge (eller afslå) blandt deres bejlere, og de par, der blev etableret under ritualet, blev senere gift.

3. Hvor der er gæs, er der (åbenbart) ikke ægtemænd!

I det victorianske England var der kun en kort periode, hvor unge kvinder kunne gøre deres debut som giftemodne kvinder.

Omkring påske blev sæsonen erklæret åben, og den lukkede allerede igen 12. august, hvilket var begyndelsen på jagtsæsonen af gæs (for du kan altså ikke jagte gæs og kvinder på samme tid).

Kvinderne skulle gerne have fundet et match inden jagtsæsonen, da de victorianske kvinder generelt havde meget lidt kontakt med mænd på andre tidspunkter af året – så det var om at hapse en mand, inden gæssene ankom. 

4. Den videnskabelige tilgang

Den moderne tilgang til kærlighedsmatch startede faktisk allerede i starten af 1920'erne, hvor en journalist skrev en artikel om fire kærlighedstest baseret på videnskaben.

Den første test var en måling af pulsen, mens du kysser din partner, den anden målte din “ophidselse”, når du så din partner blive udsat for smerte, og den tredje involverede, at du duftede til din partner. 

Den fjerde er den mest absurde: Her blev et skud affyret ud i luften, og så blev begge parters nervøse reaktion målt: Hvis de reagerede for nervøst, var de nok også for nervøse til at blive gift...  

5. Kan fremtiden mon spås i et æble?

I USA's tidlige historie var det almindeligt, at æblesæsonen også var sæson for at afholde forskellige matchmaking-lege. 

Den ene gik ud på, at kvinder udvalgte et æble og markerede det som “deres”. Æblerne blev samlet i en balje, hvor mændene så fiskede efter dem med deres mund. Fremtidige matches blev spået ud fra det æble, manden fik fat i.  

6. Spot ham på nødderne

En keltisk tradition foreskriver, at de skotske singlekvinder kunne spå om deres fremtidige ægtemand ud fra hasselnødder.

På Halloween ville kvinder kaste hasselnødder ind i et bål, og hver nød ville repræsentere en af hendes bejlere. Ham, hvis nød, der brændte til aske i stedet for at poppe, ville kvinden blive gift med.

Kilder: Womansday.comBustle.com

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?