Meredith Grey Cristina Yang Grey's Anatomy
© ShondaLand / The Mark Gordon Company / Touchstone Television

9 pinlige personligheder, der bor i 90 procent af alle kvinder

“Nej, Camilla, det er altså pest – jeg har selv slået det op på Netdoktor!”

22. oktober 2017 af Sarah Lyster Nielsen

Selv om de fleste af os sikkert gerne ville være helt perfekte, så må vi desværre indrømme, at vi nok ikke er det. Vi har mange drøngode kvaliteter, men hvis vi nu skal være heeelt ærlige, har vi også nogle mindre heldige dele af vores personlighed, som vi ihærdigt forsøger at skjule for omverdenen.

Vi har samlet ni pinlige personligheder, som de fleste kvinder i al hemmelighed indeholder – og du kan garanteret genkende dig selv i lidt flere, end du gerne vil indrømme…

1. Den selvdiagnosticerende læge

Hvis du får det mindste ondt i hovedet eller føler dig småsløj, slår du liiige dine symptomer op på Google, og før du ved af det, har du fået overbevist dig selv om, at du som minimum har pest og nok skal til at få styr på det dér testamente… I virkeligheden er der selvfølgelig bare tale om en mild forkølelse, der kan tages med te og Strepsils. Men det KUNNE jo være!

2. Navlepilleren – bogstaveligt talt

Når du er alene, er der ikke dét, du ikke kan pille i: tæer, hud, navle, næse, ører – og du føler en sær tilfredsstillelse, hvis du får fat i noget ørevoks eller tålakrids, som du kan granske nærmere. 

3. Superstjernen in spe

Et eller andet lille sted indeni bor den slumrende superstjerne, som er overbevist om, at hvis du bare fik chancen, ville du blive en ekstremt succesfuld skuespiller/sanger/forfatter – men indtil da holder du dig til Singstar med pigerne og bedømmer X factor-deltagerne kritisk med dit ‘trænede’ øre.

4. Den nøjeregnende sladdertante

Din indre sladdertante har styr på samtlige intriger, der har været i vennegruppen de sidste 10 år, og hun kan selvfølgelig også huske, hvem der har været sammen med hvem. Det er vigtig viden!

5. Moderdyret

Du har måske ikke børn endnu og har heller ikke rigtigt nogen praktisk erfaring med dem, men du er overbevist om, at med den rette mængde omsorg og kærlighed skal du nok blive en pragtfuld mor. Indtil da dukker moderdyret frem, når din veninde igen har for lidt overtøj på eller er blevet en aaanelse for fuld i breezers.

6. Den utro

Nej, du vil selvfølgelig aldrig gøre alvor af det, men HVIS du skulle blive single igen, har du en hel liste over lækre mandfolk parat. Det er jo rent hypotetisk!

7. Stalkeren

Din indre stalker kommer frem, når din ekskæreste pludselig har et nyt profilbillede med en anden pige, eller hvis en af dine bekendte begynder at se lidt gravid ud – du er nødt til at grave i det, og du er selvfølgelig ekspert i at finde information uden at efterlade dig nogen form for spor.

8. Den trælse teenager

Selv om du det meste af tiden opfører dig pænt og voksent, kommer din indre teenager alligevel frem nogle gange. Det kan være, når din mor beder dig om at gøre noget, du ikke orker, eller når din veninde siger noget, du tager lidt for personligt, og nogle gange dukker hun også helt  umotiveret op, når der kommer shots eller breezers på bordet… Suk.

9. SoMe-manageren

SoMe-manageren kommer frem, når du skal finde din bedste selfievinkel, og når der skal findes en sjov tekst til din nyeste Instagram-post. Du fryder dig, når der tikker likes og kommentarer ind – ikke fordi du skal bruge det til noget, men det er jo altid rart med lidt bekræftelse! Især fordi det også bekræfter superstjernen om, at hun også altid kunne blive blogger. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?