Kvinde vil gerne væk fra sin dårlige date
© iStock

Dårlig date? Her er 5 nemme måder, du kan slippe ud af den på

Kender du til “Ups, jeg kom vist til at spilde”-finten? Eller bør du trække “det røde kort”?

17. januar 2018 af Helene Hyldgaard-Jensen

Måske snakker han kun om sig selv... Måske snakker han slet ikke, og når han endelig gør, så smasker han imens!

Du vil faktisk bare gerne væk derfra hurtigst muligt – men hvordan? Bare rolig. Vi har et par gode råd til dig lige her.

1. Nødsituationsopkaldet

Det er altid en god idé at have en backup-plan med en veninde, inden du tager afsted på en uvis date. I kan eventuelt aftale et tidspunkt, hvor hun skal ringe og fortælle om en “nødsituation”, som du simpelthen er NØDT til at tage hjem for!

2. Hovedpinen

Hvis du fra starten af daten kan fornemme, at det ikke ligefrem bliver en dans på røde roser, så er den falske hovedpine altid en vinder. Du kan fra starten af aftenen bringe op et par gange, hvor irriterende det er, at hovedpinepillen (du tog, inden I mødtes) ikke har virket. Efter noget tid kan det jo desværre være blevet så slemt, at du er “nødt” til at tage hjem... Øv øv...

3. “Ups, jeg kom vist til at spilde”

Vælg en bluse eller et par bukser hjemmefra, som du er klar til at ofre, hvis nu daten er en katastrofe. Midt under maden kommer du måske til at spilde rødvin ud over dit hvide tøj, og du er så pinlig og ærgerlig, at du desværre må takke af for i aften...

4. “Øv, det er vist den tid på måneden”

Det kan være lidt af en overraskelse for os, når den røde tid nærmer sig. Det kan dog være, at du kan udnytte det i en situation som denne! Mænd ved godt, at når det kommer til kvinder og menstruation, så skal de helst ikke blande sig. Daten tør sandsynligvis ikke vise andet end forståelse, når du kommer tilbage fra toilettet og beklageligt må indrømme, at det er den tid på måneden, og at du desværre må tage hjem. 

5. Den kolde sandhed

Denne måde er nødvendigvis ikke let, men hvis du virkelig føler dig presset til at skulle undslippe daten, kan den kolde sandhed selvfølgelig også bruges. Vær ærlig over for din date, og fortæl ham, at du desværre ikke kan se noget ske mellem jer to. 

For at bløde stemningen op kan du afslutte med et smil på læben og fortælle ham, at du håber, at han finder den rigtige en anden dag.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?