© Warner Bros.

Fantastic Beasts er starten på en magisk rejse, som ALLE Harry Potter-fans bør følge

Er vi helt sikre på, at Eddie Redmayne ikke ER troldmand?

17. november 2016 af Sara Møller Christensen

Husker du den lille melodistump, der altid bliver spillet i starten af en Harry Potter-film, mens titlen toner frem på en baggrund af mørke skyer? Den er mystisk og eventyrlig – og alene tonerne af den er nok til at give enhver ægte Harry Potter-fan kuldegysninger.

Netop den lille melodibid starter også Fantastic Beasts and Where to Find Them (eller Fantastiske skabninger og hvor de findes, som den er blevet døbt på dansk), og det skruer forventningerne helt i vejret.

Endelig, endelig, endelig skal vi igen hvirvles ind i J.K. Rowlings magiske verden. Selvom filmen allerede får premiere 17. november, føles det ærligt talt som juleaften (eller verdensmesterskaberne i quidditch, for den sags skyld)! 

Og kan vi så lide de gaver, som Rowling har med til os i sin spin off-film? Selvfølgelig! 

Ærligt talt tror vi ikke, at den kvinde kunne skabe noget, som vi ikke ville hylde, som var det en pose guld fra Gringotts (det gælder også denne rørende gave, som hun gav til en Potter-fan, der skar i sig selv). 

Særligt vilde er vi med gaven Eddie Redmayne, der virker, som om han er født til at spille Newt Scamander. Han er så overbevisende, at vi faktisk ikke er helt overbeviste om, at han ikke ER troldmand i virkeligheden.

Og så er der også de andre store stjerner som Colin Farrel og Johnny Depp, som det først for nylig kom frem skulle være med, som giver et klædeligt bad boy-touch til universet, som i denne film helt har rystet den lidt barnlige stemning af sig, som hersker i de tidlige Harry Potter-film.

Det store spørgsmål, du sidder med nu, er sikkert: Er filmen så ligeså god som de ægte Harry Potter-film? (Har vi ikke ret?).

Og vi må desværre give det lidt kedelige svar, som slet ikke er Hermione værdigt: Både og.

Fantastic Beasts and Where to Find Them er den første af hele fem film, og det kan den ikke undgå at bære præg af. Vi kender ikke karaktererne ligeså godt, som vi lærte Harry, Ron, Hermione og de andre at kende – og vi er heller ikke nær så bange for skurken endnu – og derfor er filmen ikke nær så medrivende som de sidste film i Harry Potter-serien.

Desuden bliver afslutningen lidt for crazy på superheltefilm-måden, men der er ingen tvivl om, at filmene kun vil blive bedre og bedre fra nu af, og vi kan slet ikke vente med at fortsætte den magiske rejse, som J.K Rowling endnu engang har sendt os ud på.

Gudskelov!

4 stjerner

Fantastiske skabninger og hvor de findes har premiere i danske biografer 17. november og kan ses i både 2D og 3D.

Hvad synes mændene?