© Heyday Films/ 1492 Pictures

Se Alan Rickmans rørende afskedsbrev til ‘Harry Potter’

“Tak for det hele”

15. januar 2016 af Sara Møller Christensen

Alan Rickmans portræt af Professor Snape i de otte ‘Harry Potter’-film efterlod et dybt og varigt indtryk hos alle os fans. Men at det også gjorde stort indtryk på den erfarne skuespiller, som i går døde af kræft som 69-årig, er der ingen tvivl om.

Han satte nemlig selv ord på sine oplevelser efter indspilningen af sidste film i et afskedsbrev, som blev trykt i Empire Magazine (som for øvrigt bragte et langt interview med Alan Rickman i 2015, som du kan læse her).

Brevet kan du læse herunder – vi har gjort vores bedste for at oversætte Alan Rickmans fine ord til dansk. 

“Jeg er lige kommet hjem fra dubbing-studiet, hvor jeg talte ind i en mikrofon som Severus Snape for allersidste gang. På skærmen kørte nogle flashback-klip af Daniel, Emma og Rupert (Harry, Hermione og Ron, red.) fra for ti år siden. De var 12. Jeg er også for nylig vendt hjem fra New York, og mens jeg var der, så jeg Daniel synge og danse (helt fantastisk) på Broadway. Det virker, som om et helt liv er gået på få minutter.

Tre børn er blevet voksne, siden jeg tog imod et telefonopkald fra Jo Rowling, som indeholdt et enkelt hint, der overbeviste mig om, at Snape var mere end et aldrig skiftende kostume, og at hun – på trods af, at kun tre bøger var udkommet på det tidspunkt – holdt hele den enorme, men fine historie i de sikreste hænder.

Der er et ældgammelt behov for at få fortalt historier. Men historien har brug for en fantastisk fortæller. Tak for det hele, Jo.

Alan Rickman”

Hvad synes mændene?