Friends | Phoebe, Monica and Rachel
© Warner Bros. Television

Kvinder fortæller: “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er...”

“Hvis jeg ligner lort, lugter ud af munden – eller ser godt ud – ved jeg, at min veninde altid vil sige sandheden”

14. april 2017 af Katrine Vendelbo

1. “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er at lytte til mig og give mig modspil. Vi er ens på mange punkter, men også meget forskellige, og det giver stof til eftertanke. Hun kan altid få mig til at se tingene i et nyt perspektiv og overveje, hvad der er rigtigt for mig.”

- Nina, 28

2. “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er at forkæle mig i hverdagen. En spontan invitation til en middag eller en sød og betænksom gave kan gøre alverden, når man ikke ser det komme.”

- Mette, 30

3. “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er at fortælle mig tingene, som de er. Hvis jeg ligner lort, eller lugter ud af munden – eller ser godt ud – ved jeg, at min veninde altid vil sige sandheden. I mine øjne er man først rigtige veninder, når man kan sige tingene uden filter.”

- Kristina, 25

4. “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er at give mig oplevelsesgaver. I stedet for noget boligdims eller tøj, så har hun foræret mig biografture, cafeture osv., og det, synes jeg, er meget federe at få – oplevelser sammen med min bedste veninde.”

- Linette, 21

5. “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er at inspirere mig til at prøve noget nyt. Hun har altid gang i et hav af projekter, og når jeg taler med hende, tænker jeg, at alt kan lade sig gøre. Det er ret fantastisk.”

- Maria, 28

6. “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er at overbevise mig om, at jeg er ok – eller i virkeligheden mere end det. I perioder er jeg rigtig god til at slå mig selv i hovedet og tænke dårligt om mig selv, og i de situationer hiver hun mig altid op igen.” 

- Mathilde, 24

7. “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er at vide, hvad jeg har brug for, når jeg er nede. Af samme grund har vi tilbragt et par byture ude på toilettet, hvor vi har bitchet om mænd. Hun er også tit kommet forbi uanmeldt og hevet mig med ud at gå, fordi hun vidste, at jeg havde brug for at komme på andre tanker.”

- Katrine, 26

8. “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er oprigtigt at interessere sig for de store ting, der sker i mit liv. Hun skriver og ringer selv for at høre, hvordan det går med det ene og det andet projekt, og hun går nærmest mere op i, om jeg får succes, end jeg selv gør. Det føles rart!”

- Line, 27

9. “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er at tage med mig i byen, når jeg havde brug for at komme ud og flirte med mænd. Selvom hun selv har været i parforhold og hellere ville blive hjemme.”

- Louise, 26

10. “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er at hun ALTID har tid til at snakke med mig, hvis jeg er ked af det. Uanset om hun er på arbejde, på studie eller holder 4 års dag med kæresten.” 

- Emma, 25

11. “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er at give mig husly, indtil jeg fandt en ny lejlighed, da jeg engang boede sammen med verdens værste roommate. Det var seriøst en lifesaver!”

- Christina, 24

12. “Det bedste, min veninde har gjort for mig, er at tage fri fra arbejde og rejse tværs over landet, så hun kunne holde mig i hånden, da jeg skulle have foretaget en operation, jeg var bange for. Bagefter blev hun endda nogle dage for at passe på mig og varte mig op. Det var virkelig sødt!”

- Karen, 29

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?