To kvinder og en mand drikker vin
© iStock

Sådan tackler du det, hvis din veninde altid vælger sin kæreste frem for dig

Svæver din veninde rundt på den lyserøde sky i øjeblikket?

25. marts 2018 af Amalie Kjær Boel

Det kan være, at du har en veninde, som du altid har været rigtig tæt med, og som du altid har delt dine mest pinlige historier og hemmeligheder med. Men nu synes du, at hun ofte har en ufattelig, dårlig undskyldning, hver gang hun aflyser jeres sædvanlige filmaftener eller fitnessaftaler.

Det kan være svært at vide, hvordan du netop skal tackle sådan en situation, specielt hvis det er en veninde, som du har været glad for, og kendt siden I begge gik med ble eller var ustyrlige teenagere. Vi har derfor lavet en guide til, hvordan du kan tackle det sammen med psykolog Lone Lytken, som har specialiseret sig i stress, angst, depression og lavt selvværd.

Start med at lege detektiv

Vi plejer at være gode til at være nysgerrige, når vores veninder begynder at se en ny fyr. Derudover er vi jo vist også ret gode til at finde ham på Facebook og stalke os frem til informationer om ham. Det er vel egentlig vores pligt som veninde?

Hvis din veninde begynder altid at vælge sin kæreste frem for dig, så siger Lone: “Det er en fordel at være nysgerrig, da det er væsentligt at finde ud af, om det kun er dig, hun ditcher for kæresten.” Så hvis du kan se, at din veninde nu hygger med kæresten døgnet rundt og ikke længere prioriterer tid sammen med dig og sine andre veninder, så er der her tre råd, der er gode at huske på:

1. Tag en snak med hende over en kop kaffe

Først og fremmest skal du huske på, at det ikke er okay, hvis din veninde ditcher dig gentagende gange. Hvis det er tilfældet, vil det være en god idé at tage en ordentlig snak med hende, hvor du fortæller hende, hvordan du har det.

Lone fortæller også: “Hvis I har aftaler, er det ikke i orden bare at aflyse i sidste øjeblik for at se ham. En aftale er en aftale.” Hvis du endelig tager snakken med hende, så husk at sig, at du synes, at det er skønt, at hun er forelsket – for selvfølgelig ønsker du, at hun er glad, men at en aftale stadig er en aftale. Så dem regner du med, når I laver dem.

2. Accepter, at hun har fundet prinsen på den hvide hest

“Det er nu din opgave at acceptere, at lige nu er hun ikke ret tilgængelig, men det betyder ikke, at du har mistet hende. En anden gang er det måske omvendt – så er det dig, der bliver forelsket, og hende der må acceptere ikke at have samme plads i dit liv.”

Din veninde er på den lyserøde sky, og du ved ikke, hvor længe hun er der. Det er trods alt en hormonel tilstand, hvor hun bare vil svæve rundt i nogle dage og måske længere. “Her er hun trods alt påvirket af en heftig hormoncocktail, så det kan også være fint med noget afstand i noget tid,” tilføjer Lone. 

3. Haps dig en ny veninde

“Hvis din veninde virkelig har distanceret sig fra dig til fordel for sin kæreste, så har du nu en ny opgave – at se på din venindeflok med nye øjne. For måske passer det med, at en anden veninde nu er blevet single og ikke er kærestekedelig længere. Livet går videre – også efter venindesorg,” siger Lone. Så hvorfor hapser du ikke bare lige en anden veninde? Inviter hende på en pyjamasfest hjemme hos dig med en masse lækre, hjemmelavede snacks og gode tøsefilm. Og hvis I føler mere for en bytur, så gør jer lækre sammen – og nyd singlelivet.

Et godt råd med på vejen

Lone siger: “At den anerkendelse, der ligger i alt det her, handler om, at de mennesker, vi elsker, ofte er de mennesker, vi får lyst til at bestemme over: hvornår de skal være der og ikke – ud fra hvornår vi har brug for dem. Men er det i virkeligheden det, vi ønsker?” For alt, du ønsker, er vel bare, at din veninde er glad. Det er selvfølgelig ikke fedt, at hun vælger kæresten frem for dig, men derfor kan du godt ønske hende det bedste, fordi du jo holder meget af hende som din veninde.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?