© iStock

Skal du og din veninde prøve Womans veninde-challenge 2018?

20 hyggelige nytårsforsæt, I faktisk gerne vil overholde!

16. december 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Julen er lige om hjørnet, og derefter kommer nytår som bekendt. Med nytåret følger de faste traditioner såsom dronningens nytårstale, 90-års fødselsdag, fyrværkeri og så selvfølgelig nytårsforsættet. Men helt ærligt: Er de der nytårsforsæt ikke altid noget lidt nederen, som vi kun gør, fordi vi føler, at vi bør? Hvert år lover vi os selv at stoppe med at ryge, dyrke mere motion, spise sundere, og i februar har vi droppet det igen. 

Her på redaktionen har vi besluttet, at nytårsforsæt skal være noget, som ikke kun er godt for os, men som vi faktisk virkeligt gerne vil overholde. Vi præsenterer derfor Womans veninde-challenge, der går ud på, at du og din veninde skal huske at påskønne hinanden. Derfor har vi fundet 20 små ‘udfordringer’ fordelt på 12 måneder til dig og din veninde.

Januar

  • Tag i biografen på en hverdag: Nogle gange er der ting, vi ikke får gjort, fordi vi har for travlt eller er for udmattede. Men en tur i biografen er både hyggeligt og ret afslappende, og vigtigst af alt er du sammen med din veninde. 
  • Fortæl, hvad I beundrer ved hinanden: Har du egentlig nogensinde fået sagt til din veninde, at du elsker hendes altid positive humør, eller at du beundrer hendes evne til at sammensætte tøj? 

Februar

  • Skovtur: Grib jeres handsker, og gå en tur i skoven. Eventuelt med en termoflaske med kaffe eller kakao.

  • Køb en lille ting til din veninde – bare fordi: Det behøver ikke være noget stort eller dyrt, men hun bliver helt sikkert glad for, at du tænkte på hende. 

Marts

  • Planlæg en gourmetaften, hvor I laver lækker mad sammen: Madlavningen bliver sjov, når I er sammen – og så får I endda noget vildt god mad ud af det. Derudover er det jo også en rigtigt god undskyldning for at åbne en flaske vin

April

  • Hold en byttedag: En dag, hvor du vælger noget, I skal lave, som du tror, din veninde vil synes om. En anden dag gør I det omvendt, hvor din veninde vælger noget, I skal lave, som hun tror, du vil holde af. 
  • Fortæl hinanden noget, I aldrig har fortalt nogen før: I bestemmer hver især, om det skal være et hyggeligt barndomsminde eller noget mere fortroligt. 

Maj

  • Vælg hinandens outfit for en dag: Måske opdager du en ny og modigere tøjstil, som du slet ikke vidste klædte dig. 
  • Lån hinandens yndlingsbøger: Har du en yndlingsbog, som din veninde endnu ikke har læst? Lån den til hende, og få hende til at låne dig sin favoritbog. 

Juni

  • Tag en venindeaften i byen: Drik lækre driks, og dans hele natten – uden mænd. I aften er det nemlig bare jer tøser. 
  • Se film en hel dag: Solen skinner, det er sommer, og det er perfekt strandvejr... Men hvis der er en dag, hvor I bare ikke er i ligge-ude-i-solen-hele-dagen-humør, så fuck det! Invitér din veninder over til filmhygge. Træk gardinerne for, og drik umålelige mængder af cola, mens I har et Sex and the City–maraton

Juli

  • Lær hinandens veninder at kende: I er hinandens bedste veninder, men I har sikkert også andre veninder, som den anden ikke kender. Introducér din BFF for dine andre veninder, og lad hende gøre det samme for dig – måske viser det sig, at I alle har det vildt hyggeligt sammen med hinanden. 

August

  • Tag på loppemarked: Der er et væld af loppemarkeder hen over sommeren, og det er vildt hyggeligt at gå rundt mellem det gamle guld og finde skatte. 
  • Lav en playliste til hinanden: Hvilke sange minder dig om din veninde – og hvilken musik får mon din veninde til at tænke på dig? 

September

  • Invitér din veninde over til en kop kaffe eller te: Hold fjernsynet og computeren slukket, og læg jeres telefoner væk. Og snak. Hyg jer i hinandens selskab, og giv hinanden jeres fulde opmærksomhed. 

Oktober

  • Hygge med spil: Find dine fineste stearinlys frem, og invitér din veninde (eller veninder) over til en hyggelig spilaften i efteråretsmørket. 
  • Giv jer i kast med et fællesprojekt: Kunne du godt tænke dig at lære at strikke, brodere eller noget helt tredje? Få din veninde med på den; I er bestemt ikke for unge til at have en strikkeklub! 

November

  • En tøseweekend: November kan være en lidt trist måned. Det er mørk og koldt, og der er stadig lidt for lang tid til jul, til at du rigtigt kan begynde at glæde dig: I har altså brug for en venindeweekend! Det er op til jer, om det skal være luksus-udgaven med hotelophold og spa, en weekendtur til en nærliggende storby (eventuelt København eller Aarhus), hvor I leger turister, eller om I bare skal hygge hjemme sammen (eventuelt med film og hjemmespa) en hel weekend uden afbrydelser af den irriterende dagligdag. Bare I er sammen og hygger. 

December

  • Tag på julemarked: Det er blevet tid til diverse julemarkeder, og det skal du og din veninde da til. Det er bare SÅ hyggeligt at gå rundt mellem de forskellige boder blandt duften (og smagen...) af æbleskiver og gløgg. 
  • Hold en julekalenderaften: Lav et kæmpe fad æbleskiver, og sæt jer så til rette foran tv'et, og nyd en omgang vaskeægte julehygge med jeres yndlingsjulekalender fra barndommen. Alle afsnit på én gang!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?