1. Vi tænker over det, du siger – tusind gange. En henkastet bemærkning? Til os? No such thing. Vi husker alt, hvad du siger, og gemmer det et sted dybt inde. Både det søde, det spydige, det sjove og det hemmelige.

2. Vi kan ikke være ligeglade. Når vi sommetider ligger vågen om natten, er det fordi, vi tænker over noget, der er sket, og hvordan vi kunne have reageret bedre – især overfor dem, vi holder af. Lyder det anstrengende? Det er det. Men det er jo sådan, vi er bygget. Og det er også det, der gør os til gode veninder, døtre og kærester.

3. Bare fordi vi begynder at græde, betyder det ikke, at du skal trøste. Hvis du for eksempel fortæller om et dødsfald i din familie, og vi begynder at græde, mens du taler, skal du bare snakke videre. Vi føler bare så meget med dig, at vi ikke kan holde vores egne tårer tilbage. Det er ikke fordi, vi prøver at stjæle opmærksomheden (og netop fordi vi er så følsomme, ville vi hade, hvis du troede, at det var tilfældet!).

4. At være følsom er ikke det samme som at være svag. Hvis du tror det, tager du grueligt fejl. Som i grueligt.

5. Vi glemmer indimellem, at det kan være svært for andre at sige undskyld/tak/jeg elsker dig. Vi kan godt blive lidt skuffede, når andre ikke bare snakker derudad om deres følelser… eller udviser samme omtanke, som vi selv gør. Men vi arbejder med det. Og vi husker os selv på, at du sikkert godt kan lide os, selvom du ikke altid siger det så direkte som vi.

6. At være følsom er ikke det samme som at være nærtagende. Vi kan godt tage imod kritik. Og vi kan godt tage en joke. ...Vi glemmer den bare aldrig. Så ved du det.

7. Tager du i byen med os, så forvent en del kærlighedserklæringer. Du er vores bedste ven. Ever! Vi eeelsker dig, og du er rigtig pæn.

8. Hvis nogen sårer vores venner, kan du roligt regne med, at vi eksploderer af raseri. Vi planlægger allerede, hvordan de stoddere skal straffes – Dexter-style!

9. STOP med at sende os rørende videoklip! ...med mindre du vil ødelægge vores mascara. Vi kan ikke tåle at se videoer, hvor en lam far overrasker sin datter ved at føre hende op ad kirkegulvet. Eller facebook-opslag fra en dyrekennel, hvor en gammel hund er den eneste, der ikke er blevet adopteret til jul. Det er for meget for os. Seriøst. Så stop.

Mine forældre blev skilt, da jeg var syv. Pludselig var min mor alene med tre børn, mens min far var én, der mest eksisterede et sted ude i horisonten.

Heldigvis betød en halvering af voksne i husstanden ikke en halvering af kærlighed. Bare en anden måde at leve på end før, da det var ‘børnene mod de voksne’. Og det har præget mig meget at vokse op med en mor, der var alene. 

Mange af de træk, der i dag kendetegner mig som veninde, kæreste, datter – ja, som menneske – har jeg, fordi jeg voksede op med en mor, der var alene. Og jeg genkender dem hos mine veninder, der var i samme situation.

Her er, hvad vi har lært:

1. Vi er vant til at blive regnet med.

Én forælder kan ikke nå alt. Derfor fik vi mere ansvar – også for ting, som vores jævnaldrende aldrig måtte tage stilling til. Men ansvar betød også, at vi blev hørt. Det var for eksempel nemmere at komme igennem med aftensmadsønsker eller forhandle om, hvornår vi skulle være hjemme fra fest, når der ikke sad to forældre, som allerede havde besluttet sig... og når vi dagligt beviste, at vi var ansvalige, unge mennesker (nå ja, for det meste i hvert fald).

2. Kvinder kan godt selv.

Når det ikke gav mening at råbe: “Faaa-aaar?” inde fra værelset, måtte vi jo selv i gang med at kode kanalerne på tv’et eller hænge billedrammen op. Som voksne kvinder forventer vi derfor ikke, at vores kærester bærer de tunge kasser, eller at der kommer nogen og låner os penge, når vi har brugt vores egne. 

Faktisk kan det godt være lidt svært for os at tage imod hjælp, fordi vi er vant til ikke at ville bebyrde vores mor for meget... Så bær over med os, og hjælp gerne alligevel. Vi bliver virkelig glade og taknemmelige, netop fordi vi ikke forventer det.

3. Familie er dem, vi selv vælger.

Fordi vi ikke kom fra en standard-kernefamilie, var der bedre plads til, at andre end en mor og far kunne udfylde hovedrollerne i vores liv: Mormor og morfar. Den søde nabokone. Gode venner. Vi har lært at tage imod al den kærlighed, vi kan få ind i vores liv.

4. Minus på kontoen er ikke verdens undergang.

Når vores venner stresser over, at de er “nødt til at bruge af opsparingen”, er det svært for os at se det store problem. Vi, der er vokset op med en alenemor, har nemlig altid været vant til, at én indtægt skulle holde hele huset kørende, så et par måneder i minus kan ikke slå os ud af kurs.

Vi ved, at livet går videre. Også når man er totalt flad og må købe på klods hos bageren. Det er ikke en grund til at glemme at hygge sig – eller føle at lykken er noget, man må udskyde til bedre tider.

5. Det kan godt føles lidt farligt at binde sig.

Efter at have set fra forreste række, hvor hård singletilværelsen med børn også kan være, er vi nok lidt forsigtige med, hvem vi selv slår os ned med. Vi går ikke automatisk ud fra, at der findes et ‘ever after’, og bryllup og børn står ikke nødvendigvis øverst på vores ønskesedler. Vi vil hellere ud at rejse (for det havde vi aldrig råd til, dengang vores mor var alene med os!).

Rolig nu, det er ikke fordi, vi ikke vil have en familie. Vi passer bare ekstrameget på. Så vær tålmodig med os. Vi skal nok nå det hele.

6. Vi bliver helt sikkert som vores mor.

Let’s face it, vi er primært blevet påvirket af ét menneske gennem hele vores opvækst, og det er hende. Det betyder, at som årene går, opdager vi, at vores humor, sind og livssyn i højere og højere grad begynder at ligne vores mors... Og det er faktisk helt okay. Hun er jo den bedste person – ever!

7. Vi er dem, du kan regne med. Som i virkelig regne med. 

Skal du skaffe dig af med et lig? Låne penge? Hentes syd for grænsen? Så ring til os. Hvis du er en vigtig person i vores liv, kan du nemlig godt forvente, at vi er ekstremt loyale. Vi er opvokset i en tæt sammentømret enhed, og vi vil gøre alt for dem, der står os nær. Derfor mener vi det, når vi siger, at vores venner og familie kan regne med os. Så hey, du ringer bare.

Første gang, jeg opdagede, at det åbenbart ikke var lige så ‘fint’ at være fra Lolland-Falster som fra visse andre steder i Danmark, var, da jeg begyndte på højskole i Hillerød. En dreng fra min årgang spurgte, hvor jeg kom fra, og jeg svarede: “Sundby på Lolland”.

“Lolland?” sagde han med et grin. “Er det ikke der, hvor alle de sociale tabere bliver sendt ned?” ...Urgh.

Jeg blev lidt paf – men afviste straks, at det var tilfældet, og festen fortsatte. Alligevel var det, som om jeg næste gang, jeg kom hjem til Sydhavsøerne, lagde mærke til flere personer, som så lidt trøstesløse ud. Mennesker, der gik og snakkede med sig selv. Par med uglet hår iført træsko og joggingtøj. Biler, der helt sikkert ikke var gået gennem syn i dette årti. Jeg følte pludselig, at der var en generel håbløshed i luften. Var min hjemegn virkelig så deprimerende et sted, som andre sagde?

Det var en ekstremt nedslående følelse, hvis jeg skal sige det ærligt. Og jeg kunne ikke vente med at komme væk igen. For hvad nu, hvis det dér taberimage smittede af på mig? Så hellere lægge afstand ved at fyre en hånlig bemærkning om Udkantsdanmark af.

Den evigt rådne banan

Men hvor kom al den skam og lede pludselig fra? Den var i hvert fald ikke til stede i de 18 år, jeg voksede op skiftevis på Lolland og Falster. Jeg var glad for min hjemegn, og vi havde det godt: Mine skolelærere var dygtige og søde, om sommeren fik alle kommunens elever et katalog med sommeraktiviteter, vi gratis kunne melde os til gennem biblioteket. Der var kultur, ungdomsfester og økonomisk hjælp at hente, hvis man havde brug for det. Hvorfor skulle Lolland-Falster pludselig være værre end så mange andre steder i Danmark?

Jeg tror, jeg blev flov over min hjemegn, fordi andre fortalte mig, at jeg burde være det. Og det var en følelse, der varede, til jeg prøvede at bo rundt omkring i Danmark og fik lidt perspektiv. Det viste sig, at mine venner på Fyn og i Jylland havde det på samme måde: De havde lært at skamme sig, men nu var de bare trætte til døden over at høre vores hjembyer opkaldt efter et stykke frugt, der har ligget lidt for længe. Over at høre på jokes om bistandsklienter og brugte budgetter. Det gavner ingen verdens ting.

Lad lige provinsen være

Det kan godt være, at København nu er mit hjem, som jeg elsker, men jeg er færdig med at bitche over min hjemstavn. Jo ældre jeg bliver, des tydeligere ser jeg, at jeg er rundet af provinsen – på godt og ondt. Lolland-Falster har sendt mig afsted i livet med erfaringer, menneskesyn og viden, som jeg sætter pris på hver dag, ikke mindst som journalist.

Let’s face it: Vi har alle vores baggrund og historie med os hele tiden. Og jeg er færdig med at opføre mig som en teenager, der ikke vil ses sammen med sin kiksede familie. Det er nemlig cool at stå ved sine rødder. Og ingen af de problemer, vi bakser med, bliver løst af skam eller brok. Så lad os give lokalpatriotismen et bump opad og være stolte af, hvor vi kommer fra. Uanset om det er Kolding, København, Kragenæs eller Kalundborg.

For et par år siden fik jeg en middelsvær depression. Jeg var ikke så langt nede, at jeg mistede lysten til at leve, men omvendt var et par psykologsamtaler heller ikke nok til at hjælpe mig videre. På en måde var det som at falde ned i et dybt, koldt hul fyldt med vat. Jeg kunne fornemme lyset fra verden udenfor, men selvom jeg stod på tæer for at nå op til kanten, kunne jeg ikke se ud. Det hele var bare... noget lort.

Jeg husker de tre værste måneder som et maraton af selvbebrejdelse, hævede øjne, snottede kleenex, bunker af mad, ubesvarede opkald og bekymrede familiemedlemmer. Jeg sov hele tiden, så timevis af tv, og der var meget få dage, hvor jeg ikke bebrejdede mig selv, at jeg var så pivringe til alting.

Derfor har jeg tænkt over nogle råd, som du kan bruge, hvis din veninde har en depression, og du gerne vil være der for hende.

5 ting, du ikke skal sige til en med depression (selvom du mener det godt):

1. “Du må jo sige til, hvis du har brug for at snakke.” Jeg havde to veninder, som var der hele vejen igennem, og det glemmer jeg dem aldrig for. Vi sås kun, fordi de blev ved og ved (og ved) med at dukke op og ringe.

At have en depression er lidt som at ryste et træ. Bagefter ser man de få æbler, som hænger tilbage, når resten er faldet ned. Vil du oprigtigt gerne være der for din veninde, som har det skidt, så ring, mød op, eller kom med forslag til konkrete dage, hvor I skal ses. Det betyder alt, når man ikke selv har energi til at række ud.

2. “Prøv, om du kan være lidt glad, bare i dag.” Det kan være svært at forstå, når man ikke selv har været der, men mennesker, som lider af depression, kan ikke bare tage sig sammen. –Så ville de gøre det, trust me. Giv i stedet plads til tristheden, og acceptér, at din veninde kører i et meget lavere gear, end hun plejer. Det er jo ikke for evigt.

3. “Prøv at dyrke motion, det hjælper.” Det er videnskabeligt bevist, at motion virker, men opfordringer om at løbe en tur eller gå til yoga kan føles vildt uoverskuelige, når man er fanget i tristhedsland. Og så vokser den dårlige samvittighed. Over ikke at magte det, over at man “burde” hjælpe sig selv, over at man ikke engang kan dét.

For mig var det guld værd at få at vide: “Du er okay. Det er i orden bare at være. Alt, du skal i dag, er at trække vejret. Er du træt, så tag en lur. I morgen er en ny dag, og der er vi her stadig for dig. Så kan vi måske gå en lille tur sammen der.”

4. “Lykkepiller er noget møg. Bare spørg min moster/veninde/etc.” Der er mange meninger om antidepressiv medicin, men respektér din venindes valg. Det sidste, man har brug for, når man er sårbar, er skrækhistorier eller velmenende holdninger fra folk, som har set noget i fjernsynet om tankens helende kraft. Angst avler mere angst. Ro har samme mønster.

5. “Du bliver snart den gode, gamle dig igen.” Det er der desværre ingen garanti for. Jeg glemmer aldrig min læges ord: “Du skal ikke forvente at blive helt den Maria, du var før.” Tanken skræmte mig, for jeg kunne jo godt lide den gamle, glade mig. Men lægen havde ret – livskriser forandrer. Nogle ting bliver bedre bagefter, andre sværere. Sig hellere: “Du skal nok blive glad igen” fremfor løfter om, at alt bliver som før. Sådan fungerer livet ikke. Og det er også okay. Det er langt vigtigere at have gode venner omkring sig, som 1) Kan lide dig, som du er. 2) Er gode til at give kram.

Med hjælp og støtte skal din veninde skal nok komme igennem sin depression. Og til den tid vil du være glad for, at du var et af de æbler, der blev hængende på træet.

Jeg var 20 år, første gang jeg rejste ud i verden alene. Flybilletten var til Guatemala, og jeg anede intet om, at mit livs eventyr ventede forude. Det eneste, jeg tænkte, da jeg lå vågen natten før afrejse, var: “Fååårk! Er det her den største fejltagelse ever?” 

Men jeg tog mig sammen og rejste afsted. Det krævede ladyballs, men det var det hele værd! Jeg vendte hjem et par måneder senere som et modigere, gladere, brunere og på alle måder sejere menneske, end før jeg rejste ud. Siden har min rygsæk og jeg blandt andet været i Nepal, Indien og Sri Lanka. Jeg har fået luften slået ud af mig af både smukke, vilde, skræmmende og overvældende oplevelser undervejs, men en ting er sikkert: Sjældent har jeg følt, at jeg LEVEDE i en grad, som jeg har gjort, når jeg rejste ud i verden helt alene. Derfor kan jeg kun anbefale dig at gøre det samme.

5 grunde til, at du skal gøre det:

1. Du er ikke spor alene. Du vil blive overrasket over at opleve, at du ofte kun er alene, når du ønsker det. Som solo-rejsende er du automatisk mere åben for at falde i snak med folk, og alle mulige mennesker vil henvende sig til dig – ikke kun de skumle typer! Nogle af de bedste og mest inspirerende mennesker, jeg har mødt, har jeg fundet ude i verden – fordi jeg rejste alene.

2. Det er hårdt, men du overlever. Er du afsted længe nok, vil det hele på et tidspunkt gå i lort. Bogstaveligt talt. Du får sandsynligvis diarré, du bliver nok også bestjålet, og på et tidspunkt savner du din BFF og sofaen derhjemme. Men du kommer igennem det, og det giver hår på brystet og en større tro på dig selv. Du er nemlig meget sejere, end du selv ved! Når du først har overlevet hjemvé, lommetyve og planer, som kikser, opdager du, at du jo klarede det hele. Den selvtillid tager du med hjem til din hverdag.

3. Du lærer at være i nuet. Hvis du minder om mig, så glor du på din mobil, bare du har fem minutters alenetid herhjemme. Men når du rejser solo, går de små pauser med at suge til dig af vilde udsigter, dufte, mennesker, natur – og hunde, som prøver at stjæle din mad.

4. Du har historier til mange år fremover. Hvem gider at høre om dengang, du og din kæreste drak en spand alkohol i Thailand? Ingen. Hvem gider høre om dengang, du endte på forsiden af et lokalt magasin og scorede en amerikaner, som måske var homoseksuel? Mange. Især når du krydrer fortællingen med billeder, hvor du er superskinny, fordi du lige havde haft diarré i en uge. Win!

5. Du bliver taknemmelig. Vi har det temmelig godt i Danmark, men nogle gange kommer vi til at bitche lidt for meget over køb af andelslejlighed og tallet på vores badevægt. Efter en rejse, hvor fremmede måber over, at du som ung, ugift kvinde overhovedet har muligheden for at tage din rygsæk og rejse ud alene, vil du føle endnu mere taknemmelighed over alt det, du kan og har derhjemme. Og taknemmelighed kan man sjældent få for meget af.

 

A photo posted by Maria Denise Christoffersen (@missdenoise) on Feb 12, 2015 at 6:49am PST

Jeg ønsker dig en rigtig god rejse!