Freyja fortæller

Freyja Sveinsdottir Anderberg er 25 år og tidligere praktikant på Woman.dk. Hun elsker sko, og hun har lidt for mange par – især hvis du spørger hendes kæreste, som har lovet hende et walk-inn closet. Det er dog løbeskoene, hun bruger mest, når hun flere gange ugentligt løber gaderne på Amager tynde. 


“Med SÅ mange muligheder er det jo umuligt for mig at træffe en beslutning”

Freyja fra redaktionen

Okay, her har jeg nok virkelig med et vaskeægte first world- og et såkaldt white-girl-dilemma at gøre, jeg ved det. Men ikke desto mindre har det altså en kæmpemæssig betydning for mig og min fremtid.

Min kæreste og jeg står på nuværende tidspunkt over for et stort projekt. Vi har boet i en et-værelses andelslejlighed på 50 kvadratmeter i fem år, mens vi studerede, men i efteråret, da min kæreste netop blev færdiguddannet, var vi så heldige at få lov til at købe naboens lejlighed. En stor drøm om mere plads gik i opfyldelse – helt uden at vi skulle flytte. Årelange drømme om to stuer, en suite, mit helt eget personlige badeværelse og et walk-in-closet skulle endelig indfries, og jeg var lykkelig.

Men det er ikke bare lige sådan at slå to lejligheder sammen. Det fandt vi hurtigt ud af. Og luften under vores vinger blev hurtigt erstattet af frustrationer og utålmodighed. Vi forsøgte dog at bevare håbet og optimismen. Jeg synes, at vi gjorde det ret godt, hvis vi tager omstændighederne i betragtning.

Drømmene havde nær taget livet af os

Vi overtog nabolejligheden 1. oktober, og siden da har den stået tom. Efter vi indsendte vores byggeansøgning til kommunen, satte vi alle byggeplaner på standby, mens vi ventede.

Men drømmene var der ingen, der kunne tage fra os, og jeg tror, at det var det, som nær havde taget livet af os i den meget lange ventetid. For motivationen og viljen til at gå i gang med istandsættelsen fejlede ingenting – ud over det faktum at vi ikke kunne (eller turde) gå i gang, før vi fik kommunens tilladelse. For øv, hvor ville det være ærgerligt at skulle sælge en lejlighed, hvor vi havde flået køkkenet ned af ren iver og utålmodighed.

Jeg troede, at de sværeste beslutninger var truffet for længst

Men netop som tålmodigheden var ved at slippe op, fik vi ENDELIG tilladelse af kommunen til at slå lejlighederne sammen, med alt hvad det indebærer. Lykke og lettelse strømmede endnu engang igennem mig. Men nu opstår helt nye frustrationer, som jeg ikke lige havde forudset.

For jeg troede, at den største beslutning var at underskrive købsaftalen. Men nej, de største beslutninger står vi over for nu. Og lige nu synes beslutningerne umulige, for det virker til, at vi har uendelige muligheder. Det viser sig, at det faktisk ikke er så nemt at skulle træffe en beslutning, som skal gøre os mere end bare glade og tilfredse de næste mange år – især når vi har drømt om det så længe.

Hvor stort skal mit walk-in-closet egentlig være?

Vores svære beslutninger drejer sig om indretningen af den ekstra lejlighed. Hvor mange rum er optimalt for os? Hvor stort et walk-in-closet har vi brug for? Skal vi lave endnu en stue eller prioritere flere soveværelser? Når vi har flere muligheder, end vi nogensinde havde drømt om, så virker det helt umuligt at træffe den rigtige beslutning.

Men vi har faktisk også mange begrænsninger. For vi kan jo ikke modellere med lejligheden helt, som vi vil, og det er nok i virkeligheden det, der gør det hele så svært. Og hvor mange hensyn skal vi tage? Vi vil gerne tænke på os selv og vores egne behov, men vi er også meget bevidste om, at vores liv formentlig vil ændre sig meget de næste par år, så de behov vi har nu vil helt sikkert ændre sig inden så længe.

Det er trods alt vores liv, det hele handler om

Jeg glæder mig så ufatteligt meget til, når vi har truffet de svære beslutninger, så vi kan komme i gang med at renovere. Og så glæder jeg mig helt vildt til at indrette mig i den færdige lejlighed, som forhåbentlig lever op til alle drømmene og forventningernes glæder. Jeg begynder så småt også at ane en fare for skuffelse. Jeg skubber den tanke væk igen. Vi skal virkelig huske at nyde processen dertil, for det er jo trods alt vores liv, der udspiller sig lige nu.

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“Når først du har fået én tatovering, vil du bare have flere”

Freyja fra redaktionen

Det var præcis, hvad folk med tatoveringer fortalte mig, da jeg var 18 år og ønskede mig en tatovering. Men ‘ej, sådan får jeg det ikke’, tænkte jeg.

Jeg var lige gået ud af gymnasiet, og jeg havde fået penge i fødselsdagsgave til en tatovering, som jeg i øvrigt havde snakket om længe. Min mor havde grinende fortalt en kollega, at når unge i dag bliver 18 år, så ønsker de sig tatoveringer. Det fandt de yderst underholdende – især fordi der ikke var andre i familien, der havde dekoreret sin hud med kunstig farve, og derfor kunne de konstatere, at jeg have fået den skøre ide fra andre. Det havde de da også ret i.

Jeg skulle KUN have én

Men jeg ville altså ikke blive bidt af dillen – det forsikrede jeg min mor (og mormor) om. Jeg skulle kun have én tatovering – det var jeg helt sikker på, for jeg havde kun én enkelt i tankerne, og det skulle KUN være den og så færdig slut.

Men det griner jeg lidt af i dag. For de havde altså ret, dem med kunstig farve i huden. Og hvorfor skulle de ikke også have det, når nu det var samtlige tatoverede mennesker, jeg mødte, der sagde sådan? Og nu er jeg blevet en af dem.

Det mest vedvarende projekt, du nogensinde vil få

Og jeg vil også gerne være med til at love dig, at når du først får én tatovering, så vil du bare gerne have flere. Det kan måske sammenlignes med, hvis du begynder at tegne et mønster på et blankt stykke papir. Så kan du hele tiden lige tilføje en cirkel mere, og pludselig er papiret ikke så blankt mere.

Det bliver dit konstante, igangværende projekt at udtænke og vælge din næste tatovering og dens placering, og projektet får ikke en ende. Der kan godt gå lang tid mellem dem, men du vil hele tiden have en ny idé i baghovedet. Det har jeg da også nu. Jeg har to tatoveringer indtil videre, men jeg skal uden tvivl have en mere.

Jeg er tæt på at besvime hver gang

Det er hverken smerten eller adrenalinen, jeg er afhængig af, for adrenalinkick kan jeg altså få på andre måder, og jeg har en ret høj smertetærskel, så smerten generer mig ikke. Og så var jeg endda tæt på at besvime begge gange, jeg skulle tatoveres, da jeg skulle forholde mig til den konkrete placering af min stencil. Det tror jeg hænger sammen med, at det først er i dét øjeblik, at det går op for mig, hvor permanent min beslutning egentlig er. Men efter jeg får samlet mig, så siger jeg ikke en lyd. Jeg må være en fornøjelse at tatovere, så den fornøjelse må jeg da hellere give til flere tatovører. Ergo er mit projekt ‘udsmykning af krop’ i fuld gang, selvom du måske ikke kan se det på mig – og måske heller aldrig vil komme til det.

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“Skal vi fejre jul sammen, bare fordi vi har været kærester længe?”

Freyja fra redaktionen og hendes kæreste

Det er et spørgsmål, som jeg har stillet mig selv et par gange. Men det er faktisk ikke en undren, der kommer indefra – tværtimod er det en undren, jeg møder, når jeg fortæller folk, at min kæreste og jeg ikke har fejret jul sammen, på trods af at vi har været sammen i syv år.

Jeg har efterhånden talt med mange forskellige mennesker – med lige så forskellige meninger om netop dette emne. Og jeg tager faktisk mig selv i at forsvare vores løsning af og til.

Vi kan da godt klare et par juledages adskillelse

Jeg har altid tænkt, at det er meget naturligt, at vi begge gerne vil holde jul 24. december med hver vores familie. Vi har boet sammen i fem år, og vi er jo sammen hver eneste dag, så et par juledage kan vi altså godt være adskilt. Men det sætter da nogle tanker i gang hos mig, når folk udfordrer mine juletraditioner...

Til historien hører, at min familie herhjemme er meget lille. Vi kan lige snige os op på seks mennesker juleaften, når vi bare er os uden vedhæng. Derfor værner vi om hinanden og holder vores juleaften “hellig”, for vi kan altså godt mærke, hvis der mangler én. Og min kæreste plejer at tage med sine forældre op til den øvrige familie i Nordjylland – og det er altså en ulidelig lang togtur alene for mig anden juledag, hvis jeg skal på besøg. Så det kommer ikke på tale for en omgang medister med svigerfamilien. Jeg kan iøvrigt ikke fordrage medister.

“Smut nu bare op til den medister”

Men det er her, jeg til tider møder andre meninger. Bevares, alle skal da bare gøre, som de finder bedst, men det er da lidt finurligt, at vi kan være så uenige… For jeg har både mødt folk, som mente, at når vi er kærester, så skal vi selvfølgelig fejre jul sammen – og at jeg selvfølgelig skulle have hoppet på det tog op til den medister der. Men jeg har også mødt modpolen, der mente, at nej, det skal vi da slet ikke – i hvert fald ikke før vi får børn.

I år skal det være anderledes

Men jeg kan også godt mærke, efter syv jule (som faktisk føles reeet lange, når vi har været adskilt), at nu vil jeg altså gerne tilbringe den magiske juletid med ham. Så i år skal det være anderledes. Det er vi enige om. Men det var dog ikke helt så nemt for os at blive enige om, hvordan vi præcis skulle gøre det, for der er altså mange familiemedlemmer at tage hensyn til – og måske kan jeg ikke komme uden om en tur op til den medister alligevel.

For vi er kommet frem til, at vi skal være hos min familie 23. og 25. december og den 24 og 26. med hans familie – og så må det blive omvendt næste år. Vi vil gerne starte vores egne traditioner, for det varer nok ikke mange år, før vi ikke kun er os to længere, og så er julen jo ikke længere for vores egen skyld. Det er et nyt kapitel, som jeg glæder mig til at påbegynde sammen med ham, jeg har valgt at tilbringe livet med.

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“Hun er den familie, jeg selv har valgt – men vi er faktisk blevet tættere end det”

Freyja fra redaktionen og hendes bedste veninde

Min allerbedste veninde og jeg har kendt hinanden siden vi var 15 år. I mange år var det bare os, og der var ingen kærester i billedet. Så hun var selvfølgelig altid den første, jeg gik til, og jeg fortalte hende virkelig alt – som i ALT. Jeg har altid været meget ærlig over for mine gode veninder, men hun har ligesom bare altid fået den hudløst ærlige, rå og upolerede version. Men der er noget, der har forandret sig en smule de seneste par år. Og det skal jeg nok komme til lige om lidt.

Hun synes, at jeg er hysterisk, og jeg synes, at hun er skrupskør

Min bedste veninde og jeg er meget ens på mange punkter, selvom vi også er vidt forskellige, når det kommer til andre ting. Og det er lige sådan, vi kan lide det. Nogle gange griner vi af hinandens forskelligheder. For hun synes med garanti, at jeg er hysterisk, når jeg har proteinpulver med i tasken og absolut skal lave mavebøjninger på hotelværelset, når vi er på weekend-shoppetur til Berlin. Og jeg synes, at hun er skrupskør, når hun får øje på nullermænd i hjørnerne, som almindelige mennesker altså slet ikke kan se. Men hun er fantastisk. Hun var der for mig, da jeg mistede, og hun var der for mig, da jeg oplevede den store kærlighed.

Nu har vi også rejst en del sammen, så vi har naturligvis et hav af oplevelser og minder i vores fælles rygsæk. Og dem kan vi altid tage op og grine af på en kedelig, grå november-onsdag. Og det er netop det, der gør vores rejser så værdifulde: at vi kan gennemleve dem igen og igen. Men der er altså også blevet stoppet noget nyt ned i den fælles rygsæk. Noget som kan udfordre vores hudløse ærlighed en anelse.  

Vi deler mere end minder

Så vi deler mange ting. Udover oplevelser og minder deler vi også mange holdninger og meninger. Vi har taget (tilnærmelsesvis) den samme uddannelse, og det er ikke usandsynligt, at vi også deler tøj og sko til tider. Og så deler vi jo et hav af erfaringer, gode som dårlige, lærerige og pinlige, alle dem vi er stolte af, og dem som vi helst gerne vil glemme. Vi deler sladder og hemmeligheder – og mange store grin. Og nu deler vi også svigerfamilie.

Ja, du læste rigtigt. Vores kærester er brødre. Så nu er vi ikke længere “kun” den familie, vi selv har valgt. Vi deler faktisk familie nu. 

Surrealistisk familiemiddag

Det er altså ret specielt at sidde til middag med min kærestes familie, som jeg har været en del af i syv år nu – og så sidder hun der pludselig også. Det er skørt men sjovt! Og det er noget, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig skulle ske. Men her sidder vi. Selvom det føles ret godt, at vi også kan dele svigermekanikkens familiekommensammener, at vi kan tage på dobbelt dates, og at hun højest sandsynligt skal være mine børns tante, så har det altså også en betydning for, hvor ærligt vi kan tale om vores respektive forhold. 

For jeg kan mærke, at nu hvor vores kærester er brødre, så er der altså nogle ting, som det ligesom bare ikke er heeelt okay at tale om. Mest af alt er det selvfølgelig af hensyn til vores kærester. Men det er også noget, som jeg gerne vil undvære at dele med hende, nu når vi skal dele resten af livet sammen. 

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“Er din kæreste også vild med fodbold? Så kan du nok imponere ham sådan her...”

Freyja fra redaktionen og hendes kæreste på vej til fodbold

Jeg er vild med at være en uafhængig og selvstændig kvinde – og det er da også en ting, som jeg gerne opfordre andre kvinder til at tage del af. Ja, jeg er endda født på kvindernes internationale kampdag, for at det ikke skal være løgn.

Selvom jeg bor sammen med min kæreste, som jeg har været sammen med i syv år, så har jeg stadig mine egne interesser, som fylder en del i mit liv. Og jeg synes, det er vigtigt, at vi bliver ved med at have hver vores personlige hobbyer, så vi også holder fast i vores egen identitet, selvom vi har et fast og seriøst forhold.

Tag ham med storm

Men når det så er sagt, så finder jeg det nok lige så vigtigt, at vi også engagerer os i nogle af hinandens interesser. Jeg tror på, at det styrker os som par, men også at det gør os til mere åbne, tålmodige og tolerante mennesker helt generelt.

Og derfor har jeg aktivt valgt at engagere mig i hans interesse for fodbold… Altså, bare en gang imellem! Og det viser sig faktisk, at jeg formår at tage ham med storm og imponere ham med min viden og mit engagement gang på gang – og det kan du altså også gøre, hvis din kæreste elsker fodbold! (Hvis du selvfølgelig ikke allerede rocker som fodboldkæreste).

Fra en fodbold-kæreste til en anden. Her kommer min to minutters guide til at tage din kæreste med storm:

1. Stil de rigtige spørgsmål – på det rigtige tidspunkt

Første skridt er selvfølgelig at se en kamp med ham. Men det i sig selv kan nok tage modet fra de fleste – præcis ligesom det gør for mig, der ikke bliver synderligt stimuleret af at se 22 mænd løbe rundt efter en bold på en græsplæne. Derfor kan du virkelig hjælpe dig selv – og tage pusten fra ham ved at stille de helt rigtige spørgsmål undervejs.

Det er dog ikke helt ligegyldigt, hvornår du stiller dem – det har jeg måtte lære på den hårde måde. For han bliver højst sandsynligt det absolut modsatte af imponeret, hvis du spørger ind til et eller andet mærkeligt om modstanderens målmands shorts, hvis hans yndlingshold lige er kommet bagud med to mål… Så dét du skal gøre er:

  • Giv lige yndlingsholdet en googlesøgning: Hvilket land kommer topscoreren fra, og hvad blev han solgt for, da hans nuværende hold købte ham? Spørg ind til netop dén spiller, og imponér ham så med din viden, hvis han ikke kan svare på dine gode spørgsmål.

  • Tænk over hvornår det giver mening at udspørge ham! For du må altså under ingen omstændigheder stille et spørgsmål, når der er liiiige ved at blive scoret. Vent gerne til umiddelbart efter en scoring – gerne hvis det var “hans hold”, der scorede – så vil han helt sikkert gerne spørges, om ikke hans hold også vandt mesterskabet sidste år? Jeg lover dig, det virker.

Og når kampen er begivenhedsløs og lidt kedelig (det synes han måske også, at den er), så fyrer du bare løs med spørgsmål! Min erfaring er, at han om ikke andet vil blive taknemmelig for, at du i det hele taget bare sidder der ved siden af ham og udviser interesse for det, han brænder (allermest) for.

2. Tag med ham på stadion

Næste skridt, hvis du vil vise ham endnu mere dedikation, er, at du kan tage med ham ind og se en kamp. Det er altså slet ikke så slemt, som jeg selv gik og bildte mig ind. Bevares, du behøver ikke tage med ham hver weekend, men en enkelt gang om året er faktisk helt okay (det er, hvad det kan blive til for mit vedkommende).

Der er altså en helt særlig stemning på stadion – især hvis det er et af de store, og det tilnærmelsesvist er fyldt helt op. Sådan en stemning finder du ikke så mange andre steder. Det skal opleves (siger hende som ellers altid har modsat sig at blive slæbt med).

Jeg havde endda min bedste veninde med en gang. Og det var helt skørt og vildt sjovt at tilbringe et par timer sammen med hende og vores kærester i Parken til en landskamp. Men seriøst, husk varmt tøj, hvis det ikke ligefrem er løvfaldssommer!

3. Sats på et par kampe

Sidste skridt er, at du kan øge sin egen interesse med en lille investering. Det kan du gøre på flere måder:

  • Leg med rigtige penge. Gå med ham ned i kiosken og sats en femmer på den/de kampe I skal se. Du behøver virkelig ikke at ane en flyvende fis om fodbold – nej, du kan nærmest bare skrive nogle tilfældige resultater ned, hvis ikke du har en tydelig mavefornemmelse. Men du kan selvfølgelig også få ham til at vejlede dig. Mon ikke han bliver bare lidt stolt, hvis han kan rådgive dig med sin ekspertise?

Og ja, du kan rent faktisk nøjes med at satse en femmer. Det er nok penge, som du aldrig vil savne. Til gengæld er det en investering i både din aften og i dit parforhold – og så har du jo stadig chancen for at vinde den tilbage igen.

  • I kan også lave jeres egne små væddemål derhjemme. Vi hyggede os i hvert fald gevaldigt derhjemme under VM i sommers, da vi spillede gratis med i “Vm i 0 rigtige”. (Min kæreste vandt faktisk en del penge, mens jeg var underholdt af at gætte med i blinde på kampenes udfald).

Og det her er faktisk ret så vigtigt! For jeg lover dig, at uanset om det er Real Madrid og Barcelona, der spiller Champions League-finale, eller om det Uganda og Saudi Arabien, der spiller indledende kampe under VM, så bliver fodboldkampen ti gange så interessant for os, der egentlig i bund og grund er ligeglade, når vi har noget på spil – om det så er en femmer eller en omgang massage.

Og endnu vigtigere: Han vil helt sikkert blive blæst bagover af din indlevelse og interesse for ham og hans fodbold. Selv tak. 

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“12 mærkværdige ting, du måske kender, hvis du også er opvokset med brødre”

Freyja og hendes brødre

Jeg er mine forældres allerførste barn. Men jeg fik sørme ikke lov til at være enebarn særlig længe, for bare 15 måneder efter min ankomst til verden fik jeg min første lillebror. Så han har altid været i mit liv – jeg har ikke lyst til at forestille mig en verden, hvor jeg ikke har min bror. Og så skal jeg ellers lige love for, at mine forældre havde hænderne fulde… Med to (tilnærmelsesvis) spædbørn samtidig.

Folk har altid troet, at vi var tvillinger. For det meste er det nok, fordi vi i mange år havde samme størrelse (indtil han voksede til dobbelt størrelse i 1.g), og fordi vi var bedste venner og altid legede sammen som små. Men nok også fordi vi lignede hinanden en del – og så klippede min mor det samme gryde-pandehår på os begge. Åh, det var ikke helt kønt… Men det var jo 90’erne, så intet var kønt.

Mine islandske vikinger

Og så gik der lige en håndfuld år, før lillebror nummer to meldte sin ankomst. Så jeg er storesøster til to yngre brødre – selvom de nu begge to godt kan finde på at bilde folk ind, at de begge er ældre end mig. Men de ser nok også begge to sådan ud. De er i sandhed to store og stærke islandske vikinger, og i dag priser jeg mig lykkelig for dem. Jeg ville ikke undvære dem for noget i verden. Men det har ikke altid været lige sjovt.  

For der er altså også noget ved min opvækst med mine brødre, som har været ret så sært og skørt – og bevares, det har da virkelig gjort mig til den, jeg er i dag, men det har godt nok også været svært til tider... Hvis du er opvokset med brødre, så har du måske nogle af de samme minder?

Vi får se, for her er i hvert fald 12 mærkværdige ting, som jeg har måtte gennemleve takket være mine yngre brødre:

1. Da jeg var i voksealderen, måtte jeg aldrig få en rød vinterjakke. For mine brødre skulle kunne overtage den efter mig. Så alt mit overtøj i mine første 12 leveår var enten, sort, gråt eller blåt. Og så lærer du ligesom at holde af neutrale farver... Men sjovt nok så vælger jeg nu de “farver” helt frivilligt i dag.  

2. Jeg huggede altid min brors Actionman, så den kunne være “Ken” til min Barbie. Men det vidste han selvfølgelig ikke – for så ville Actionman miste hovedet på grund af “pigelus”...

3. Jeg blev ALTID nedstemt, når vi skulle vælge en film. Eller i det hele taget faktisk bare når vi skulle vælge noget som helst!

4. ... så jeg har godt nok set mange fodboldkampe i tv. Du spørger bare mig, hvis du skal have forklaret offside-reglen.

5. Lugten af et indelukket drengeværelse kender jeg ret så godt. Det er en af de lugte, som nok for altid vil sidde fast i min erindring. Jeg kan genkende den på lang afstand. Og det er bestemt et af de mindre gode minder. Ad!  

6. Jeg synes, at min kærestes sure sokker nærmest dufter... For jeg var virkelig vant til at være målskive for svedige fodboldsokker, som næsten kunne stå af sig selv.

7. Jeg har altid kunne løbe ret så hurtigt. Det var et overlevelsesinstinkt, jeg måtte udvikle. For hvis jeg også skulle nå at finde påskeæg i haven (inden de for længst var blevet fortæret), så måtte jeg skrue bissen på.

8. Jeg har et helt særligt bånd til min mor. Hun har blandt andet lært mig at gøre rent efter hankøn.

9. Men jeg er i sandhed også fars pige. Du bliver hurtigt fars prinsesse, når du er den eneste i flokken, som går i kjole. Men mine brødre vil nok også altid have nogle helt særlige minder med min far – for det, som mor og jeg ikke fik besked om, det havde vi ikke ondt af. 

10. Jeg blev altid sat i midten på bagsædet. Men som mine brødre blev ældre og stærkere… Ja, så er det bare ikke sjovt, når der kører en gul bil forbi! Jeg siger det bare…

11. En sneboldkamp i haven var lig med vaskere. Og når jeg nægtede at flygte grædende ind til mor... Ja, så blev jeg hårdhudet. Men jeg går i en stor bue uden om sneboldkampe i dag.

12. Nu har jeg min egen personlige hær af bodyguards. Alle de år med en storesøster må alligevel have præget dem, for nu har de tilsyneladende udviklet et beskytter-instinkt. Jeg er jo deres “lille-søster”. Det er altså fantastisk at have voksne brødre!

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.