Freyja fortæller

Freyja Sveinsdottir Anderberg er 25 år og tidligere praktikant på Woman.dk. Hun elsker sko, og hun har lidt for mange par – især hvis du spørger hendes kæreste, som har lovet hende et walk-inn closet. Det er dog løbeskoene, hun bruger mest, når hun flere gange ugentligt løber gaderne på Amager tynde. 


“Min kæreste tvangsindlægger mig tit – til at se Counter-Strike”

Freyja fra redaktionen og hendes kæreste

Jeg husker tydeligt, hvordan drengene i folkeskoleklassen spillede Counter-Strike i fritidsklubben. Det var ikke noget for mig! Jeg ville hellere spille Sims. Siden dengang er jeg lykkeligt gået en stor bue uden om Counter-Strike. Men det fik min kæreste så lige lavet om på én gang for alle – og jeg lover dig, at det revolutionerede min verden.  

Først kom spillet snigende ind i min stue, når ham derhjemme, spillede det online med sine venner. Og siden da har det også invaderet mit tv. Tak for det, ZULU og DR3. Kanal 4 er sørme blevet udkonkurreret derhjemme – og det er kun mod min vilje. 

Det hele startede for knap et år siden. Der var åbenbart en eller anden stor turnering, og den viste DR3 direkte, så det skulle min kæreste bare se. EN HEL WEEKEND. Vi bor i en lille lejlighed, så når han ser tv… Ja, så gør jeg det også – om jeg vil det eller ej. Men det er der så også flere gode grunde til.

En bedre kæreste

Når det kommer til stykket, så vil jeg bare gerne tilbringe tid med ham. For vi er begge travle mennesker, og kvalitetstid hænger ikke altid på træerne, så hvis Counter-Strike i tv betyder, at jeg får en hel weekend med ham under dynen på sofaen, så lader jeg mig gerne tvangsindlægge. Og ved du hvad? Jeg er ret så sikker på, at jeg er blevet en bedre kæreste af det... Nu skal du høre hvorfor.

Da jeg først gav slip på min irritation og faktisk satte mig ind i reglerne (dem ud af de (virkelig!) mange regler, som jeg faktisk kunne forstå) efter hvad der føltes som tusind spørgsmål til professoren, blev det faktisk lidt spændende. Og hvad der til at starte med udgjorde en mindre trussel for verdensfreden i vores lille hjem var pludselig forvandlet til en (tilnærmelsesvis romantisk) hyggestund.

Og efter adskillige lure på sofaen undervejs i løbet af weekenden – for ja, sådan en omgang kan jeg jo heller ikke holde mig vågen til – formåede jeg faktisk at blive oppe til langt ud på natten om søndagen, fordi finalen trak i langdrag og i øvrigt var mega spændende – selv for sådan en Sims-lover som mig.

Jeg ved med sikkerhed, at han nød det. Faktisk nok endnu mere end jeg gjorde. Og tænk lige over det; Ville du ikke også være lykkelig og helt vildt taknemmelig over for din kæreste, hvis det var tøsefilm, I så en HEL weekend? Jeg ved, at den weekend var god for os, og derfor er det da heller ikke længere det værste, der kan ske i mit lille hjem... Selvom jeg nu stadig til enhver tid vil foretrække en god film!

Jeg blev kastet for løverne 

Men jeg har også fundet ud af, at “counter-romantikken”, for mit vedkommende, har en grænse… For så fik han mig også til at prøve selve spillet...  Og jeg siger dig, jeg var jo et rent naturtalent! Alle mine modstandere blev skudt lige i hovedet.

Men det var nu også bare computerens dårligste robotter, jeg spillede imod… Da jeg først blev kastet for løverne og skulle spille mod rigtige mennesker (fremmede mennesker rundt omkring i verden), så smed de mig UD af spillet, fordi jeg “gik på opdagelse”, da jeg var den eneste levende tilbage fra mit hold… (Hvis du kender spillet, så ved du nok præcis hvad jeg taler om). Jeg har ikke spillet siden.


Så længe det der skyderi bliver inde i tv'et, så kan jeg godt være med. Og hvis din kæreste også reserverer tv’et til Counter-Strike med jævne mellemrum (eller ret så ofte efterhånden – igen tak, DR3 og ZULU), så er mit bedste råd til dig – fra en “counter-kæreste” til en anden: Du bare skal omfavne det! Og du bliver helt sikkert også en bedre kæreste af det. 

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“11 tydelige tegn på, at jeg faktisk ER voksen”

Freyja fra redaktionen

Da jeg var lille, havde jeg et ret præcist billede af, hvornår folk var voksne, og hvornår de var børn – eller det troede jeg i hvert fald… Da jeg var teenager, var jeg ret så sikker på, at nu måtte jeg snart være voksen. Men nu, som 25 årig… Ja, nu har jeg altså ikke så travlt med at blive voksen mere.

Jeg er stadig mors lille pige (især hvis du spørger hende), jeg er stadig bange for store hunde, og så elsker jeg stadig Disney-film – tre ting, som i høj grad karakteriserede mig som barn.

Til dagligt tænker jeg ikke rigtig over det – men en gang imellem bliver jeg virkelig mindet om, at dét der voksensyndrom – det har jeg nu, om jeg vil det eller ej – uanset hvor ofte jeg flygter hjem til mor.

Et du også ramt af voksen-syndromet?

Her er 11 tydelige tegn på, at jeg faktisk ER voksen:

1. En middag hjemme hos mor er virkelig værd at aflyse en aftale for! For mors hjemmelavede mad smager seriøst bedre end selv den mest snaskede burger eller den mest frisklavede sushi! Glem byen – det er fredag, og jeg skal hjem til mor og se Vild med Dans.

2. Det er IKKE sjovt at få post i postkassen! For hvis ikke det er reklamer eller latterlige flyers (fra Malermester Mogens med et halvdårligt tilbud), så er det rudekuverter med regninger. Nej, tak.

3. Jeg skal betale for mine egne forsikringer. Selvom jeg egentlig ikke gider – hvad blev der af carpe diem og living on the edge? Men nu er jeg jo voksen, og det er ligesom en del af pakken.

4. Nu vi er ved voksen-pakken… Hvad er pension? Jeg ved det altså stadig ikke… Men nu bliver der forventet af mig, at jeg ved det – så det er endnu en ting til to-do-listen. 

5. Der er ingen andre end mig selv (eller min kæreste) at bebrejde, når der ikke er mere toiletpapir...  Og mine naboer er bare ikke lige typerne, jeg har lyst til at banke på hos for at låne...

6. Jeg kan rent faktisk godt lide vin – og kaffe! Mest kaffe – jeg nyder virkelig smagen af friskbrygget morgenkaffe.

7. Når jeg møder en gymnasieelev i byen eller til familiefesten, føler jeg mig ÆLDgammel! Bonusinfo: De nye 1.g’ere var ikke født, da 9/11 skete!

8. Jeg kan selv bestemme, om jeg vil spise is og chokolade til aftensmad! Eller… Det er så kun, når min kæreste ikke er hjemme… Men alligevel! Måske er du mere heldig på den front?

9. Det er megairriterende, at jeg selv skal gøre hele hytten rent. MEN når først det er gjort, så er det jo helt vildt tilfredsstillende – jeg siger det bare…

10. Jeg spekulerer rent faktisk på, hvordan jeg renser fugerne på mit badeværelse... Jeg er jo verdens kedeligste voksen! Du skulle bare se mine Google-søgninger…

11. Et af mine allerstørste ønsker er at sætte et par af mine egne børn i verden meget snart!

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“Er jeg den eneste, som falder i søvn til fredagsfilmen?”

Blogindlæg fra Woman redaktionen, Freyja fortæller

En af mine værste egenskaber har jeg arvet fra min mor – så tak for det, mor! Hun kan ikke holde sig vågen, når der bliver sat en film på – så det kan jeg heller ikke. Nu tænker du måske, at det er en harmløs, lille ting at gøre sådan et stort nummer ud af, men jeg siger dig, at det har ikke ligefrem en ubetydelig påvirkning på for eksempel mit parforhold.

Lad os lige få afklaret skadens omfang

Det er faktisk (næsten) ligegyldigt, om klokken er ti om formiddagen, tre om eftermiddagen eller ni om aftenen… Jeg bliver ofte lullet i søvn, når alt omkring mig bliver stille, og jeg kun skal fokusere på skærmen foran mig. Selvfølgelig er det værst om aftenen, men det er altså heller ikke helt ualmindeligt, at jeg falder i søvn, selvom jeg lige er stået op. Det er som sådan også lige meget, hvor meget jeg stopper i mig af koffein og sukker – når først jeg sidder der med tunge øjne foran fjernsynet, så er det for sent, og jeg kan ikke hjælpe mig selv på nogen måde.

Min kæreste synes, at det er det mest irriterende i verden. Og han tagger mig ofte i memes på Facebook med diverse babyer og gamle damer, som falder i søvn to sekunder efter, at filmen er sat på – men så længe han kan grine af mig, er jeg taknemmelig.

Døgnets absolut bedste søvn

Jeg synes, at det er noget af det hårdeste i verden (... i hvert fald når jeg sidder i situationen) at holde mig vågen på sofaen. Der er ikke noget så tungt som mine øjenlåg i de her situationer, og det er virkelig en kamp for mig at holde mig vågen – en kamp, som jeg tvivler på, er det værd. For jeg lover dig, at når jeg endelig giver efter, så er det døgnets absolut bedste søvn – og det ville på ingen måde være det samme, hvis jeg lagde mig ind i sengen. Den perfekte søvn findes kun på sofaen ved siden af min kæreste, mens der kører en film på fuld drøn i fjernsynet.

Til gengæld vågner jeg allerede igen efter ti minutter – veludhvilet og klar til at følge med i filmen igen… Hvis altså ikke min kæreste allerede har givet op og slukket for filmen – for han hader virkelig at skulle se videre selv, mens jeg blunder vigtige scener væk.

Mit livs dyreste lur

Men nogle gange er han så sød, at han spørger om vi skal sætte filmen på pause et øjeblik – og jeg ELSKER ham virkelig for det. Men jeg kan heller ikke helt lade være med at se det som et mindre personligt nederlag; at jeg heller ikke kunne holde mig vågen til denne film. Den står vist 20-0 til søvnen – eller noget… Jeg ser det som en uretfærdig kamp.

Jeg er sågar faldet i søvn i biografen en gang – sådan rigtigt faldet i søvn... Og det var han bestemt ikke glad for. Det må vist have været mit livs dyreste lur – både økonomisk (for det var vistnok i den store biograf Imperial i København, og det var Hobitten – den sene forestilling) og i forhold til min kæreste (som var ret så utilfreds). Så det gør jeg altså ikke igen! Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne love mig selv (og ham) det!

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. For takket være min værste egenskab så kan jeg faktisk se Hobitten (og alle de andre drøngode film) igen, akkurat som hvis jeg aldrig havde set dem før…  

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“Den daglige kamp, du helt sikkert kender, hvis du også cykler i al slags vejr”

Freyja cykler i al slags vejr

Mit navn er Freyja, og jeg er afhængig af min cykel – eller jeg vælger at være afhængig af min cykel, for så føler jeg mit totalt uafhængig. Hver dag – i solskin, sne og slud, i regn og blæst – ikke engang stormvejr kan afholde mig fra at tage cyklen, når jeg skal noget. Men det er et love/hate-forhold vi har, min cykel og jeg. For det har sine fordele men helt sikkert også sine ulemper. Det er ulemperne jeg vil tildele dette blogindlæg. Og hvis du også er afhængig af din cykel, så kender du dem helt sikkert!

Den praktiske versus den optimistiske cyklist

Som jeg ser det, så findes der to forskellige typer af cykel-afhængige: Der er de praktiske, som altid helgarderer sig, og så er der de optimistiske – og jeg hører helt sikkert til sidstnævnte.

Min mor derimod, hun er praktisk – mere praktisk end smart. Hun har altid sit regntøj med – hvis ikke hun har det på (hun cykler godt nok heller ikke specielt hurtigt, så hun når nok ikke i tørvejr, hvis det pludselig skulle begynde at stå ned i lårtykke stråler).

Jeg derimod er altid helt sikker på, at jeg nok skal nå frem, før himlen åbner sig. Så regnbukserne får lov at blive derhjemme (og de passer heller ikke helt til de sko, som jeg absolut skal have på). Men (lidt for) ofte tager jeg fejl. For jeg når det som regel aldrig. Hvis der er lovet skybrud, så er jeg altid det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og så er der kun én ting, der er sikkert: Jeg kommer til at ankomme fuldstændigt gennemblødt. Der var endda en gang, hvor jeg var nødt til at gå i Føtex og købe et par nye bukser, for dem jeg ankom i kunne vrides, og jeg kunne allerede mærke forkølelsen komme snigende i halsen. Gid jeg havde haft mine regnbukser på dén dag!

Jeg ender nok som min mor

Når vi er ankommet drivvåde lidt for mange gange, så er jeg sikker på, at vi optimister langsomt overgår til den første type; De praktiske. Men det regntøj er bare så irriterende. For hvis ikke vi ankommer gennemblødte af regnen, så er vi helt sikkert gennemvædede af sved på grund af den sauna-lignende tilstand, der befinder sig under vores regntøj.

Det er, som om uanset hvor langsomt jeg forsøger at cykle, så kan jeg ikke holde sveden og de røde kinder tilbage (på trods af at det ofte er min hensigt at cykle stille og roligt, men den ene overhaling tager ligesom bare den anden, og pludselig indgår jeg i et kapløb om at komme først over krydset). Så jeg befinder mig i en dagligt eskalerende tøjkrise af samme grund. Hvad kan jeg tage på, som både kan holde mig varm de første fem minutter, og som ikke får svedpletter som bevis på mine 30 minutters ræs gennem byen i myldretiden? 

Jeg tror ikke, at sådan et outfit findes – og det må jeg leve med som den optimistiske og upraktiske cyklist-type jeg er. Indtil videre er lag-på-lag-løsningen min bedste ven, men af en eller anden grund formår jeg stadig at møde på arbejde i t-shirt og sved på panden… I frostgrader.

Så i virkeligheden forstår jeg godt min mor. Hun har opgivet ræset, og hun har affundet sig med rollen som den praktiske cykel-type, der holder sig roligt inde til siden på cykelstien, og som kan glæde sig over, at hun i det mindste ankommer tør og pæn på arbejde hver eneste morgen – uanset vejret.

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“Færdiguddannet – men hvad skal jeg så nu?”

Freyja S. Anderberg

Følelsen af frihed, lettelsen over at have klaret det godt, rigtig godt faktisk, forløsningen efter tre års slid, lykken, optimismen, håbet om fremtidens muligheder, spænding omkring det nye og ukendte, intimideret af mulighederne – og begrænsningerne, angst, og senere panik! På bare få uger gennemgik jeg hele følelsesregisteret, og jeg fandt ud af, at der bestemt ikke er langt fra følelsen af succes til det komplet modsatte.

En lykkerus der mindede mig om studentertiden

At gå ud fra eksamenslokalet efter en veloverstået bacheloreksamen velvidende, at sommeren ventede forude og med en forventning om, at verden lå for mine fødder – jeg siger dig, lykken ville ingen ende tage. Det var følelsen af frihed og overskud – jeg var ikke til at skyde igennem. Det føltes næsten, som da jeg blev student fire år tidligere.

Men noget føltes ikke som sidst. For fremtidens uforudsigelighed var nu et altoverskyggende og skræmmende faktum, der i høj grad gennemsyrede alt, der var mig på det tidspunkt. For hvad skulle der nu blive af mig? Ville jeg kunne få mit drømmejob? Jeg havde med vilje udskudt alt der havde med a-kasse, jobsøgning og dagpenge at gøre, til jeg stod med eksamensbeviset i hånden. Men det var jo nu, så... vågn op, Freyja.

Jeg havde ingen planer om at læse videre. Jeg var ret skoletræt, og jeg var bestemt ikke motiveret til at gå direkte videre til overbygningen. Så drømmen – og planen – var at finde et job, som jeg ville blive så glad for, at en kandidatgrad ikke ville komme på tale, men var det overhovedet muligt for mig?

 … Men hvor langt var jeg egentlig kommet siden da?

Jeg var pludselig møghamrende angst og panikslagen for at stå med følelsen af ikke at være kommet videre, siden jeg blev student. I hvert fald hvad gjaldt min jobsituation. Når jeg tog et kig i spejlet og på mine omgivelser, kunne jeg jo godt se forandringerne og den menneskelige modningsproces, jeg havde været igennem, så jeg var jo ikke i tvivl om, at jeg havde rykket mig milevidt, men arbejdsmarkedet og mine muligheder (eller den potentielle mangel på samme) skræmte mig.

Jeg var især bange for, at jeg ville blive desperat efter et job og derfor takke ja til et, som jeg også kunne have fået uden min uddannelse, hvilket netop ville få mig til at føle, at jeg ikke havde rykket mig en meter siden hue-ugen – og at de tre år på universitetet ikke havde været tilstrækkelige eller havde givet pote. Og hele dagpengesystemet var kun med til at forstærke disse følelser. 

Dybe ridser i lakken

Det virkede da attraktivt at være på dagpenge et par måneder, mens jeg ledte efter drømmejobbet. Og jeg skal da ikke klage, for det gav en stor økonomisk tryghed. Men de jævnlige, obligatoriske møder på jobcenteret, den påtvungede aktivering, der lå og truede i den nærmeste fremtid, og de mange afslag på jobs (som jeg efter at have brugt timer på at søge, faktisk VIRKELIG gerne ville have) var ikke just noget, der boostede selvtilliden for den nyudklækkede bachelor, som så frem til at bidrage til samfundet.

Og så må jeg ikke glemme de mange jobs, der egentlig ikke var noget for mig, som jeg følte mig tvunget til at søge på grund af de strikse dagpengeregler, hvilke også lavede dybe ridser i lakken. Så jeg havde svært ved at finde mig selv og min plads i den verden, jeg drømte om at blive en aktiv og bidragende del af.

De eneste begrænsninger er dem, du sætter for dig selv

Men efter længere tids overvejelser og panik, og efter hvad der føltes som 1000 søgte stillinger, besluttede jeg mig for at tage mig sammen og give slip på bekymringerne. Jeg traf en beslutning om, at mit brændende ønske om succes måtte være større end frygten for fiasko. For jeg vidste allerede dengang med sikkerhed, at mine tre år på universitetet har gjort en verden til forskel for mig, og at jeg nu er 1000 gange rigere, end jeg var med bidemærker og bølger i huen.

Og der gik ikke længe efter, at jeg havde truffet denne beslutning, før jeg fik et job. I oktober 2016 (tre måneder efter jeg blev færdiguddannet) fik jeg et studierelevant job, og det tog en markant del af det pres, jeg havde lagt på mig selv. Nu følte jeg igen, at jeg havde en plads i samfundet – jeg følte mig vigtig og uundværlig – følelser, som jeg nu aldrig vil undervurdere, da de tilsyneladende har stor betydning for mig og min tilfredshed både personligt og karrieremæssigt.

Men jeg fandt også ud af, at det ikke var drømmejobbet, og at jeg ikke ville være der for længe. Jeg skulle jo starte et sted, og det gav mig så meget erfaring og et godt karrieremæssigt springbræt. Og så blev jeg motiveret til at læse videre.

Hvad der egentlig skulle have været begyndelsen på drømmekarrieren var nu blevet til et sabbatår, for nu er jeg i gang med min kandidatuddannelse, som jeg færdiggør til sommer. Jeg tror fuldt og fast på, at det år, jeg havde mellem min bachelor og kandidat (med alle dets op- og nedture), var ret så vigtigt og afgørende for mig – det var nødvendigt for mig og mine fremtidige beslutninger, og jeg frygter ikke længere tiden efter jeg afslutter min kandidat – og det behøver du heller ikke at gøre – det hele skal nok gøre dig klogere.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.