Idas ideer

Ida Storm er studentermedhjælper på Woman.dk. Hun er en 27-årig kvinde fra den nordjyske ø Mors, der bor i smilets by, Aarhus. Ida elsker at bade på alle årets dage, og prøver hårdnakket at få alle, hun kender med: “Det er SÅ dejligt bagefter!“. Hvis det var forsvarligt, ville hun spise romkugler og blødkogte æg hver dag - en perfekt kostpyramide (ifølge hende selv).

 


“Henny & Idas overlevelsesguide: Sådan overlever du at skrive speciale”

Specialeskrivning

Lige nu skriver vi begge to speciale, og oh my god hvor er det svært! Altså... Hvor starter og stopper vi lige i så stor en opgave? Selvom det mest af alt føles, som om vi sejler rundt og endnu ikke heeelt har knækket speciale-koden, har vi dog lært en ting eller to de seneste par måneder. Vi har her samlet 12 gode råd, der hjælper os igennem den her sindssyge proces: 

1. Du må godt starte med det nemme – du skal jo have et redegørende afsnit anyways, og du må altså godt hoppe over, hvor gærdet er lavest. Seriøst!

2. Drik lækre ting. Det lyder undervurderet, men det kan virkelig redde vores dag med en lækker kaffe, god te, kold Pepsi Max eller skøn juice. Hvis du endnu ikke har en koffein-afhængighed, er nu et perfekt tidspunkt at få den.

3. Struktur! Kedeligt, men, for mange af os, nødvendigt. Vi kører begge to ugeplaner, så vi har et overblik over, hvad vi gerne vil have færdigt den pågældende uge. Ida sporter også en omgang Pomodoro-teknik, når det føles umuligt at komme i gang med skriblerierne. 

4. Behandl det som et job. Noget, vi selv har svært ved, men som vi ved batter. Aftal med dig selv, at du arbejder fra for eksempel klokken 9-15 hver dag. Det er så nemt at komme til at lave alle mulige aftaler, for du kan jo bare arbejde på et andet tidspunkt, men nix! Tandlægen, løbeturen, indkøbene og støvsugningen må vente til efter klokken 15! 

5. Husk at børste tænder og tage sokker på. Okay, pointen er bare, at du sikkert vil føle dig meget bedre tilpas, hvis du faktisk føler, at du kommer op og i gang med dagen. Selvom det er MEGET fristende at ligge i nattøj langt under dynen, mens du skriver dit metodeafsnit. 

6. Brug din vejleder. Kan de være intimiderende og umulige at forstå? Jeps. Kan det være angstprovokerende at stille dem spørgsmål? Oh yes. Men er de der for at hjælpe os? JA! Derfor: Brug din vejleder! Og husk, at de altså også har været studerende engang. 

7. ... og hold ikke igen med at sparre med andre i din omgangskreds. Skriver din veninde også speciale? Snak med hende om, hvad hun synes er svært. Eller endnu mere oplagt – brug dine studiekammerater eller meld dig ind i en specialegruppe. Det er trods alt liiidt sjovere at snakke om Foucaults magtbegreber med andre end kun dig selv (okay, helt sjovt bliver det alligevel aldrig...) 

8. Lad være med at sammenligne dig med andre. Selvom det er en god idé at snakke med andre specialeskrivende om hele projektprocessen, så er det vigtigt, at du ikke lader dig slå ud, bare fordi Ulrikke fra studiet allerede har færdiggjort sin perspektivering. Alle er forskellige og dermed også forskellige skriveprocesser. 

9. Belønninger er mere end okay. Du har uden tvivl fortjent den nye kjole, den lækre hindbærsnitte, den fridag eller den How I Met Your Mother-pause, du drømmer om. Det er altså ikke easy peasy at skrive speciale – du fortjener det! 

10. Hold ordentlige pauser. Vi er selv skyldige i bare at sidde og scrolle Instagram op og ned, når det endelig er tid til et øjeblik væk fra vores skriverier – men en lille tur rundt i nabolaget er altså bare mere opkvikkende end at sidde og glo på billedet af den juice, moster Johanne lige har tilføjet til sin Instagram-story

11. Skriveblokade? Endnu en grund til lige at gøre noget andet. Nogle gange hjælper det altså bare lige at blende en smoothie i køkkenet eller lidt yoga-øvelser på stuegulvet i stedet for at stirre videre på skærmen.  

12. Husk på, at det ikke er liv eller død. Selvom det sikkert føles som det lige nu! 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“Jeg så Camp Rock til mine øjne blødte, og jeg så ALLE Google-billeder af ham igennem”

Kendisforelskelser, Nick Jonas

Please sig, jeg ikke er den eneste, der har skrevet “Ida Jonas” overalt på mine fysik-mapper, forestillet mig Se&Hør ringe til mig for at spørge til min kendis-flirt, og genset de samme klip med mine teenage-besættelser igen og igen og igen og igen. 

Jeg er Fisk i stjernetegn, hvilket gør mig til verdens største romantiker og drømmer, og det kan måske også være en forklaring på, at jeg virkelig følte, det handlede om liv og død, når jeg blev kendis-forelsket som 13-årig. Herunder kan du læse mine tre absolut største kendisforelskelser, fra da jeg var teenager. 

Har vi mon en kendisforelskelse til fælles? 

1. Martin fra X Factor 

Jeg var 13 år gammel, da charmøren, Martin fra Øøørum, vandt X Factor. Og oh my god, hvor 13-årige Ida synes, at han var Guds gave til mennesket!

Han kunne jo først og fremmest synge, og det var helt ærligt nok til, at jeg var sikker på, vi var skabt for hinanden. Dernæst havde han det der seje armbånd med sådan nogle mærkelige, kinesiske dyr, som også bare var hottere end hot i 2008. Og så var han jo bare SÅ sød! Kan I huske, da han sang Somebody to love i X Factor? Altså, jeg var helt sikker på, at vi skulle giftes, og han skulle synge den sang til mig på vores bryllupsdag.

Derfor tog 13-årige jeg sig mod til at forfatte et brev til Martin sammen med min bedste veninde. Vi skrev om, hvor meeega goood vi bare synes, at han var, og vi var KÆMPE fans! 

Kan I forestille jer, hvor ulykkelig jeg blev, efter at have tjekket postkassen troligt hver dag i flere uger, og det langsomt gik op for mig, at han ikke kom til at svare? 

Men holdt det mig fra at købe en “I <3 Martin” t-shirt og tage til samtlige koncerter med ham? Nej, nej selvfølgelig ikke. En gang Martin fra Ørum-fangirl, altid Martin fra Ørum-fangirl

2. Nick Jonas fra Jonas Brothers

Oh this is an S.O.S., Don't wanna second guess, This is the bottom line, It's true” – Nick Jonas havde mig fra første S.O.S.! 

Min besættelse af Nick Jonas var en langvarig affære. Jeg så Camp Rock til mine øjne blødte, jeg så ALLE (som i ALLE!) Google-billeder af ham igennem og kunne samtlige sangtekster. 

En juleaften fik jeg Jonas Brothers' album A little bit longer, og hvad der ellers havde været en hyggelig aften med familie, sang, gaver og dejlig mad, udviklede sig hurtigt til en traumatisk, kold og hjerteskærende aften.

For hvem havde Nick Jonas takket i det lille hæfte, der lagde inde i CD-coveret (ja ja, det her var før SoMe)? Ingen mindre end Selena Gomez... Hvilket jo måtte betyde, at de var kærester. 

Jeg var helt ude af den – nu kunne jeg aldrig blive kærester med den ældre, superstjerne fra USA, jeg jo ellers havde ekstremt gode chancer ved inden...

Så ja, den kærlighedshistorie endte desværre (også) utrolig ulykkeligt. Jeg har ikke set Camp Rock siden... 

3. Cyron Melville fra Jul i Valhal 

Siger Cyron Melville dig umiddelbart ikke lige noget? Men siger “Men nu tændes lyset i mørket, herinde findes håbet for mig” dig måske noget? Ja, ikke? Cyron var nemlig selveste Balder i Jul i Valhal, og det er selvfølgelig også derfra, at min bestættelse af den smukke mand udviklede sig. 

Selvom denne besættelse ikke var lige så markant og langstrakt som de to foregående, har jeg seriøst ikke tal på, hvor mange gange jeg har set Jul i Valhal-musikvideoen, hvor Cyron krænger sit hjerte ud – repeat, repeat, repeat, repeat

Og helt ærligt ikke? Jeg elsker stadig at se ting, hvor han er med i. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“11 grunde til, dine efterskole- og højskolevenner er noget helt særligt”

Højskolevenner

Har du været på efterskole eller højskole? Så ved du nok, at de venskaber, du får der, bare er noget helt for sig selv! Det er noget helt særligt over at bo sammen, have undervisning sammen, feste sammen, sove sammen og være så intenst sammen, som du er på efterskole og højskole. Jeg tager selv udgangspunkt i mit højskoleophold, men mon ikke I, der er efterskolevenner, også kan genkende et punkt eller to? 

1. Vi har været intenst sammen i en lang periode, og derfor kender vi hinanden enormt godt.  Mine højskolevenner ved, de ikke lige skal regne med, jeg gider snakke med dem inden, jeg har fået min morgenkaffe, og de ved, at de aldrig nogensinde må så meget som tænke på at spise i min seng! 

2. Mit tøjskab er vokset til dobbeltstørrelse. Selv efter, jeg er kommet hjem fra højskolen, kender jeg mine højskolevenners klædeskab så godt, at jeg sagtens lige kan skrive: “Hey, må jeg ikke låne den der røde buksedragt på lørdag?”. 

3. Vi har et helt særligt sammenhold. De andre årgange kan da på ingen tænkelige måder være lige så gode som vores! Vel?

4. Mine højskolevenner har hjulpet mig til at blive mere voksen. På højskolen skulle jeg for første gang bo uden mine forældre, og der var derfor mange ting, jeg skulle prøve at gøre selv for første gang – men helt ærligt, så var det meget nemmere at stå på egne ben, når det var sammen med mine venner på højskolen. 

5. Vi har fordybet os sammen i noget. På min højskole havde vi alle fag som dans og sang, og det gjorde så meget at dele fælles interesse og sammen blive dygtigere.

6. Vi har prøvet nye ting sammen. Var det kønt, da vi skulle prøve at sejle kajak første gang? Nej. Men var det sjovt? Ja! Var det kønt, da vi var inde at prøve militærets udfordringsbane? Nej! Men var det sjovt? Nej, faktisk overhovedet, virkeligt ikke...

7. De kender alt til min familiesituation, og jeg skal dermed ikke til altid til at forklare hele mit stamtræ, når jeg henviser til Ani, Mikkel eller Dorthe – de er helt med på, hvem det er. 

8. Jeg har venner i hele landet. Lidt nedtur, at halvdelen af mine højskolevenner bor i en anden landsdel end mig, men fedt at have venner i hele Danmark, til hvis nu man en dag skal flytte (eller, lad os være ærlige, mangler en sofa at crashe på i København, Aarhus eller Odense). 

9. De er oprigtigt glade på mine vegne. På en højskole er der ingen karakterer, ingen konkurrence eller sammenligning. Derfor er det måske nemmere at være glade på andres vegne? Jeg ved det ikke, men jeg har jordens bedste heppekor i mine højskolevenner!

10. De har helt styr på, hvad jeg kan lide, og hvad jeg ikke kan lide. Efter at have boet sammen ved de godt, at de ikke skal byde mig på en fiske/svampe-lasagne (mit mareridt). 

11. De er blevet min lille, ekstra familie.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“13 grunde til, det er fantastisk at have en søster”

Søstre

1. Jeg har dobbelt så stort et klædeskab. Okay, den her var måske mest gældende, da vi boede hjemme, men der er ikke noget bedre end at kunne iklæde sig en nice kjole, et pænt par sko eller en fin t-shirt, jeg ikke selv har givet en krone for. Jeg låner jo bare!

2. Der er altid en, der gider lave noget med mig. Og hvis hun ikke gør, kan det være en aktivitet i sig selv at prøve at tvinge hende til det. 

3. Vi kan have jordens største skænderier, men vi ved, at det aldrig vil ændre noget mellem os. Fem minutter efter vi har grædt og råbt af hinanden: “Vil du med i Føtex, eller hva'?”

4. Jeg har altid en i mit liv, der vil være ærlig omkring, hvorvidt de sko, jeg lige har købt, er seje eller lidt skøre. “Ani, hvad synes du, om den her kjole?”, "Den er... Speciel...” – 2 sekunder efter: Fjern fra kurv. 

5. Jeg vil altid have en, jeg kan fortælle de sindssygt pinlige historier til, jeg ikke kan fortælle til nogle andre. Og det bedste af det hele: jeg ved, hun holder tæt!

6. Hun dømmer mig ikke for alle de konkurrencer, jeg deltager i på Instagram, hvor jeg altid tagger hende. Også selvom hun ved, jeg aldrig vil dele præmien med hende på trods af, jeg skriver: “Sikke en fin taske, den vil jeg virkelig gerne vinde! Jeg ville dele med min søde søster, @AniFrøslev 😍"

7. Jeg har altid en at ringe til, når jeg skal cykle igennem Amager Fælled en mørk aften. Eller skal igennem den der uhyggelige gyde... Eller der går en bag mig, der virker lidt suspekt! 

8. Jeg ved, at hvis jeg en dag får børn, får de verdens sejeste moster. 

9. Hun ved, hvornår jeg bullshitter. “Stop Ida, du har jo selv spist alle Spangsberg flødebollerne!”

10. Hun giver mig bedste gaver! Hun ved præcis, hvilken krystal jeg mangler i min samling, hvilken t-shirt, jeg synes er flot, eller hvilken creme, jeg netop er løbet tør for. 

11. Hun er min evige undskyldning. Mig i telefonen, når min chef spørger, om jeg kan blive længere: “Ej sorry, jeg har en aftale med Ani!”. 2 sekunder efter på Messenger: “Hey, har brugt dig som undskyldning. Hvis nogle spørger, har vi en aftale.”

12. Ingen andre end os forstår vores bånd. Nej, det er ikke mærkeligt at ringe til hinanden tre gange om dagen. Det var meget vigtigt at facetime, mens vi lavede hver vores aftensmad og ikke rigtig talte sammen.  

13. Jeg bliver aldrig alene – vi vil altid have hinanden. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

 

“15 ting, der giver mig alders-stress”

Ida som baby, Ida med Instagram-filtre

1. Når jeg tænker over, hvor 16-årige Ida troede, jeg ville være i dag, og hvor 26-årige Ida rent faktisk er i dag. Nej, jeg har intet hus, nej, jeg har ingen bil, nej, jeg har intet barn, ja, jeg går stadig i skole...

2. Når folk spørger mig om, hvad jeg vil bruge min fem år lange universitetsuddannelse på. “Ingen. Jordisk. Idé”.

3. Når folk kommenterer på min fertilitet! “Ja, din fysik har jo toppet”, “Jo yngre du bliver mor, jo lettere er det at føde”, "Husk, at jo længere du venter, jo sværere bliver det at blive gravid”...

4. Når mine forældre fortæller om alle de ambitioner, de havde for mig som barn. “Så gik du jo til babysvømning, babysalmesang, babyrytmik, tegn til babytale-kursus og så videre, bare for at give dig de bedste forudsætninger!”. Jeg føler ikke rigtigt, jeg har brugt de forudsætninger endnu, men det kan jeg selvfølgelig nå endnu!

5. Når folk på min alder fortæller om deres investeringer. Altså, investere hvilke penge? De 24 kroner, der var tilbage af min SU fra sidste måned, eller? 

6. Når jeg som 26-årig er den ældste på hele Woman-redaktionen! I kid you not! Det tog også noget tid for mig selv at fatte. 

7. Når jeg er tættere på 30 end på 20, men stadig ikke ved, hvordan jeg laver en forskudsopgørelse. Til gengæld kan jeg fortælle dig alt om, hvem der har vundet Paradise Hotel de seneste 10 sæsoner, og det er jo også en slags skill, ikke? 

8. Når folk fortæller mig, at deres kæreste er fra år 2002, og jeg automatisk tænker, at det må være ulovligt. Ja okay, matematik har heller aldrig ligefrem været min stærke side, men come on! De kender jo slet ikke til Teletubbies så?

9. Når folk på min alder fortæller om deres utallige verdensrejser, og jeg kan supplere med historier om min uge i Italien i 2007. Ikke så meget selvudvikling over det. 

10. Når folk på min alder slår op på Facebook, at de netop har købt et hus. Imens har jeg forsøgt at regne ud, hvor mange penge jeg kan bruge om dagen, uden jeg går i minus. 

11. Når jeg læser om en succesfuld forfatter/TV-vært/investor/arkitekt-type, og finder ud af, hun er 19 år gammel. Alder er bare et tal, ikke? 

12. Når folk fortæller mig, at jeg skal lave en LinkedIn-profil. Skal man ikke være ældre for det? Nej okay? Jamen, så må jeg hellere lave mig en "voksen-Facebook”. 

13. Når jeg gang på gang traver Amager rundt for at finde min cykel, som jeg har glemt, hvor jeg parkerede, mens jeg husker, at andre på min alder faktisk passer på et ægte barn. 

14. Når mine yngre kollegaer pointerer, at det ikke er særlig sejt, når jeg bruger ordet “smart”. Lige om lidt bliver jeg typen, der beder unge piger om at smile med tænderne på billeder og aldrig lytter til andet end Thomas Helmig. 

15. Når det går op for mig, at min største fritidsinteresse er at prøve Instagram-filtre. Prøv at tænk, hvis jeg havde brugt alt den tid på noget fornuftigt! Set nyhederne, lært om aktiemarkedet, lagt et madbudget? Har jeg det? Nix. Har jeg derimod set, hvordan jeg ser ud med avocadoer i hele hovedet? Jaaaa! 

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“Hjemsendt igen – 10 ting fra sidste corona-hjemsendelse, jeg ikke vil gentage”

Striktrøje og skumspejl

2020 er vist ikke blevet, som nogle af os forventede. Men i slutningen af sommeren troede jeg alligevel, at hverdagen så småt var ved at vende tilbage til normalen igen – SNYDT!

Jeg er endnu engang hjemsendt og må indfinde mig med, at mit kontor igen skiftevis er ved køkkenbordet eller i min seng. 

Under sidste corona-hjemsendelse fik jeg virkelig fuld plade i corona-aktiviteter, men helt ærligt – det orker jeg faktisk ikke rigtigt igen.

Her har jeg samlet 10 ting, der holdt mit humør oppe under sidste hjemsendelse, men som jeg nok ikke kommer til at gentage i denne omgang. 

1. Spise Katjes salte fisk hver dag. Der gik noget omkring 14 dage, før jeg fattede, at vi skulle være hjemsendt LÆNGE, og det derfor ikke var den fedeste idé at kværne en pose salte fisk hver evig eneste dag. Lækkert, men måske ikke den bedste aftensmad. 

2. Gamble med min døgnrytme. “Ej, vi kan sagtens se endnu et afsnit af Tiger King, vi skal jo ikke op til noget i morgen?” – og sådan blev klokken hurtigt midnat hver evigt eneste dag. 

3. (Solo)-altankoncerter. Det var ikke mit mest stolte øjeblik, da jeg stod på vores altan med min ukulele og skrålede: “det er i dag et vejr et SOOOOL-skinsvej!” som den eneste i hele vores karée. Det så bare så idyllisk ud, når andre gjorde det på Instagram!

4. Lave et skumspejl. Altså. Idéen er god. Udførelsen (af mit spejl) er mindre god. Derfor har jeg nu et kæmpestort lyserødt skumspejl, som egentlig mest af alt bare er enormt grimt. Dog kan jeg ikke nænne at smide det ud, fordi jeg alligevel brugte overraskende mange penge på det!

5. Holde Zoom-bingo-aftener med mine veninder. Ret skal være ret – det var virkelig hyggeligt! Men det slår bare ikke at se sine veninder in real life. Derfor må min grandtante Gerda altså vige pladsen som en af mine udvalgte 10 til fordel for en veninde. 

6. Bage utallige surdejsboller. Sikkert virkelig lækkert, hvis du er god til at bage! Men det er jeg ikke. Den surdej blev virkelig mit et og alt under sidste hjemsendelse, og jeg fodrede, passede og plejede den religiøst for at få nogle semi-dårlige boller ud af den. 

7. Spise enormt meget take-away. Vi skal jo støtte lokalt? Take-away i overflod orker jeg faktisk totalt godt igen, haha. Tak til Wolt! 

8. Lære at strikke. Det er virkelig sejt at kunne strikke! Derfor gjorde jeg også en seriøs indsats for at lære det i foråret, og det blev da også til et par (ikke super pæne) striktrøjer! Men nu er det simplthen mere stressende for mig, end det er hyggeligt. Jeg havde lovet at strikke en trøje til min mor i fødselsdagsgave. Den er ikke færdig endnu. Hun havde fødselsdag 8. juli....

9. Religiøst se Fællessang på DR. Jeg kan ikke synge I Østen stiger solen op en eneste gang mere. Det er slut! 

10. Være bange og ked af det. Jeg tænker meget over, hvornår vi mon får en hverdag igen, der ligner den, vi kender. Om den overhovedet kommer tilbage? Men så længe vi følger myndighedernes retningslinjer, passer godt på hinanden og engang imellem lige husker at stoppe op og trække vejret – så kan jeg godt lige overskue den næste dag på hjemmekontoret. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.