Idas ideer

Ida Storm er studentermedhjælper på Woman.dk. Hun er en 27-årig kvinde fra den nordjyske ø Mors, der bor i smilets by, Aarhus. Ida elsker at bade på alle årets dage, og prøver hårdnakket at få alle, hun kender med: “Det er SÅ dejligt bagefter!“. Hvis det var forsvarligt, ville hun spise romkugler og blødkogte æg hver dag - en perfekt kostpyramide (ifølge hende selv).

 


“13 ting, der gik op for mig, da jeg skulle købe en lejlighed”

3 x Beliggenhed, vaskesøjle

Da min kæreste og jeg skulle købe en lejlighed, følte jeg mig enormt voksen! Liiige indtil, jeg sad overfor en bankmand, og ikke anede hvad han fablede om. Eller da vores ejendomsmægler spurgte om hundrede spørgsmål, jeg overhovedet ikke kunne svare på. Ja, for mig var det virkelig en rutschebane-tur at blive lejligheds-ejer, og hele processen fik mine øjne op for okay mange ting, jeg aldrig havde skænket en tanke: 

1. Jeg troede, man bare købte en lejlighed, hvis man kunne lide den. Det viste sig, at det ikke heeelt er grundlag nok, og pludselig spurgte jeg om ting som: “Hvornår er der sidst kommet nye vinduer i?” og ”Hvilket energimærke har boligen?”, når vi valsede ind til en fremvisning. 

2. Hvis opvaskeren eller altanen går i stykker, er det my own damn problem. Jeg savner min gamle vicevæt. 

3. Jeg er altid nervøs for at blive uvenner med min underbo. Det betyder, jeg lidt for ofte bliver hende den irriterende, der tysser på mine gæster meget tidligt på aftenen – “Det kan godt være, at Frederikke lige har vundet bagedysten, men I må altså dæmpe jer lidt, Mynte Cornelia nede i 1. tv kan ikke sove!”

 4. Jeg taler utrolig meget om lejligheds-ting med mine andre veninder, der har købt lejlighed. Lånevariabler og renteprocenter virker lige pludseligt lige så spændende som vores nyeste skokøb.

5. Der findes (åbenbart) mere end et slags lån i banken. På trods af mine 26 år havde jeg lyst til at spørge, om det var mærkeligt at tage min mor med i banken. 

6. Måske stod der, at lejligheden koster så og så mange penge, meeeen det er ikke helt det beløb, der endte med at forlade min bankkonto. Så går der lige lidt til advokater, så går der lige lidt til byggeteknisk rådgiver, og nå ja, en lille slat til tinglysning af skødet. Hvorfor er det ikke med i prisen? Jeg har lige smidt ALLE mine penge, der er ikke flere at dele ud af, okay?!

7. En vaskesøjle er Guds gave til mennesket. Hvordan har jeg kunnet undværre den i tidligere lejligheder?

8. Ejerudgift er ikke det samme som husleje. Mig, når ejendomsmægleren talte om ejerudgift: “Nåååårh, så DET er huslejen!”. I drømmer ikke om, hvor mange ejendomsmæglere jeg fik til at sukke højlydt.

9. Sexede ord som for eksempel “Faldstamme”. Et ord, jeg ikke lige havde regnet med at få i mit ordforråd, men et (åbenbart) meget vigtigt ord!

10. Det kan åbenbart være ret vigtigt at læse alt det med småt i bankdokumenterne. Jeg plejede altså bare at hoppe over alt det med småt. Det lærte jeg på den hårde måde, at jeg ikke skal. 

11. Der findes laaangt flere byggemarkerder, end jeg troede. Jem & Fix har fået konkurrence om mine gør-det-selv-skejsere!

12. At se 3 x Beliggenhed er faktisk bare research! Øv øv, nu bliver jeg nødt til at se alle 10 sæsoner igen, stakkels mig...

13. Et ekstra værelse giver anledning til riiiigtig mange spekulationer blandt ens gæster. “Nåååå, er det til, når den lille kommer?”, “Rigtig smart med et ekstra værelse til, hvis den skal være delevenlig engang. Jamen altså, man ved jo ikke, om man engang går fra hinanden!”, “Super smart, I har tænkt på et børneværelse!”... Nej... Det er til alle de gamle skoleopgaver fra folkeskolen, jeg ikke kan få mig selv til at smide ud, den guitar, jeg aldrig rigtig har fået lært at spille på og alle de andre ting, jeg ikke aner, hvor jeg skal gøre af. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“14 tegn på, jeg er tættere på 30 end på 20”

Ida er blevet gammel

“Alder er bare et tal” – right? Der er virkelig mange forskellige måder at være både 20 og 30 år på. Jeg er vel det, man kalder for “i midten af tyverne” – jeg er, nærmere betegnet, 27. Jeg har jævnaldrene veninder, der køber hus i forstaden (selvfølgelig med plads til en sandkasse til deres lille Mynte-Marselis), men jeg har lige så veninder, der bruger deres lørdage med hovedet i kummen på Heidis Beer Bar og fuldender weekenden med at være på date med endnu et Tinder-match, og det er vel det, midten af tyverne kan. Jeg begynder lige så stille at mærke, at den Ida, der vaklede rundt på 10-centimeters hæle, der aldrig sagde nej til en kold Breezer Pineapple og som sagtens synes, hun kunne leve af toast og cocopops, langsomt forsvinder længere og længere ud i horisonten. 

Her har jeg samlet 14 tegn på, jeg ikke er helt lige så young, wild and free, som jeg måske bilder mig selv ind. 

1. En fed søndagsaktivitet er at tjekke boliger på home.dk og derefter køre ud og se dem. Jeg ved jo ikke, om den franske altan er lige så flot in real life som på billederne? Og er der gode indkøbsmuligheder i området? Vigtigt! Også selvom jeg ikke skal købe det...  

2. Jeg synes, deltagerne i Paradise bliver yngre og yngre. De er jo seriøst bare børn nu! Hvor er deres forældre?!

3. Markedsdage er lykkelige dage. Øko-grøntsager, billige solsikker, koldslynget honning. Aarhus-people will understand. 

4. Jeg kunne ikke finde på at gå udenfor en dør uden solcreme. Er det overskyet? Ja. Regner det? Ja. Skal jeg have solcreme på alligevel? Øøøhh, JA selvfølgelig!

5. Når jeg mødes med mine veninder, er det lige så ofte for at strikke, som for at drikke vin. Det kan godt være, der står, Louisiana sweateren er for begyndere, men så har PetitKnit bare aldrig mødt en så begynder-agtig begynder som mig. Heldigt, jeg har pro-strikke-veninder. 

6. Aldrig har tilbudsaviser været så god læsning. Der er jo ingen grund til at betale overpriser, vel? 

7. Når jeg er ude til en øl med mine venner, siger jeg ting som: “Nå ja, men der er jo også en dag i morgen, ik'?” og “Jeg må hjem, så jeg kan få mine otte timer”. Fordi... Sandt... 

8. Friske blomster er en god investering. Det er jo vigtigt at investere i sit eget velvære!

9. Jeg 3/4 af mine fredage hellere vil spise bland selv-slik og se Vild med Dans, end jeg vil ryste min røv på Crazy Daisy. Findes Crazy Daisy overhovedet stadig?

10. Jeg begrunder andres dårlige opførsel med deres alder. “Hun kan ikke gøre for det, hun er jo kun 21”. 

11. Et sommerhus i Thy eller Syd-Sverige lyder som den perfekte ferie. Ibiza og Alanya kan simpelthen ikke gøre det for mig længere. Jeg kan jo slet ikke læse bøger i den larm.  

12. Ny teknik er besværligt teknik. Der er sku da ingen, der ved, hvordan man sætter sådan en chrome-cast op. Hvorfor gør de det så besværligt?!?!

13. Jeg drømmer våde drømme om en måltidskasse fra Årstiderne. Tænk, hvis der bare kom Pok-Choy lige til døren! Ja ja, måske er jeg studerende og har masser af tid (og få penge) til at lave mad, men seriøst, det virker så tjekket at være typen, der får måltidskasser. 

14. Jeg skal have oversat, hvad mine yngre veninder mener, når de bruger slang. “Det er totalt RIP” – betyder åbenbart, at noget er dårligt? “Avocadoen har gået på privatskole” – betyder åbenbart, at avocadoen er helt perfekt? Altså, vidste I det!? I didn't get the memo

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.