“Er jeg kedelig om sommeren? Hvorfor taler vi ikke om sommerdepressioner?”

Jeg lukker min Instagram ned igen efter den 10. story, jeg har set. “Brygge hygge”, “den bedste koncert”, “Tak for jer og en uforglemmelig aften”, “Soler lige min blege mave”, “Øl og venner – den bedste kombi”. Hvorfor kan jeg ikke være glad på de andres vegne og være glad for, at de har fundet tid i deres ellers travle kalender til at hygge med deres venner på Bryggen, stranden, til koncert eller på en ”picnic” i Frederiksberg have? Jeg tager mig selv i at føle mig kedelig og uinteressant, så jeg lægger lige et billede op på min egen Instagram-story, hvor jeg sidder på min altan og soler. Jeg vil også være med i “sommerklubben”.
Sociale medier og sommerdepression
De fleste af os kender fænomenet vinterdepression, som primært kommer på baggrund af manglende d-vitamin og isolerede aktiviteter. Mest af alt fordi vi ikke orker, når det er mørkt og gråt og vådt og vindblæsende at lave de helt store arrangementer. Vi vil måske helst sidde under en dyne, se en god film og ja, selvfølgelig selv spise to poser chips med dip, for helt ærligt, hvem narrer vi? Er der nogle af os, der holder ‘jeg-spiser-kun-frugt-og-ingen-kulhydrater-kuren’, når vi danskere går i hi i den seks måneder lange grå periode?
Men hvem snakker egentlig om det nymoderne fænomen “Sommerdepression”, som jeg mener kommer på baggrund af de sociale mediers tendens til at portrættere en “Brygge-hygge”-kultur, som mange måske kun hopper med på, fordi det er fedt at kunne vise, hvor social og aktiv man er i alle sommerens aktiviteter? I virkeligheden er Københavns kanals vand helt grønt, fyldt med tis og rigtig ulækkert og bade i. Har vi overhovedet tid og overskud til at være en del af “Brygge-hygge”-kulturen? I virkeligheden får jeg dårlig samvittighed over for mig selv, at jeg ikke også har købt den flotte grønne bikini og ligger på mit flotte blå/hvid-stribede sommerhushåndklæde på Bryggen sammen med alle mine venner og drikker et glas rosé. Men jeg orker det simpelthen ikke. Hvornår blev forpligtelsen højere vurderet end ens egen komfort og selvtilfredshed?
Følelsen af ikke at være “sommerfrisk” nok
Men skal jeg så i virkeligheden ikke lade være med at bruge de sociale medier, hvis det er sådan et stort problem for mig? Kort sagt er svaret nok: Jo. Det burde jeg, hvis jeg føler, at jeg let bliver påvirket negativt af det. For dem, der har behovet for at hoppe med hovedet først ned i de sociale mediers hovedløse “se mig”-kultur, skal give den gas og vise alt, hvad de kan. De sociale medier skaber faktisk også mange jobs og muligheder for en anderledes hverdag – og det skal anerkendes. Det er mit eget ansvar at tage afstand fra den kultur, “hvis ikke jeg kan lide lugten i bageriet”.
Dog sidder jeg stadig tilbage med følelsen af ikke at føle mig interessant eller ”sommerfrisk” nok. Måske skal jeg bare indse, at jeg hverken har tid, mentalt eller fysisk overskud til at deltage i ”Brygge-hygge”-kulturen og måske prøve igen næste år – eller helt lade være med at prøve og egentlig bare være f*cking ligeglad med at prøve og læne mig tilbage i skyggen.