“Hende, der har mistet sin far”

© Privatfoto

Jeg tror, der går lang tid, før jeg for alvor vænner mig til, at jeg ikke længere kan bruge termen “mine forældre” i nutiden. At jeg altid skal ignorere det eller rette til ”min mor” og diskret undlade at nævne, at jeg altså har haft en far. En ret god en af slagsen. Jeg hader, at folk automatisk tror, at jeg er et skilsmissebarn, som ikke ønsker ham i sit liv. Eller at jeg aldrig har haft noget med ham at gøre. For sagen er den, at det blot er lettere at undlade den eneste lille detalje, der på nogle måder gør mig anderledes fra de andre unge i dag…

For min far er død.

Og så blev der stille. Ansigterne bliver automatisk forvandlet til medlidenhedsblikke og forsigtige, nænsomme spørgsmål, fordi det berører et så skrøbeligt emne, de færreste 20-årige kan relatere til. For jeg mistede min far, da jeg var 17 år gammel, og dermed blev jeg ifølge statistikken fra DST en af de 1.2 procent under 18 år med en manglende, afdød forælder.

Et pludseligt hjertestop 

Min far faldt om med et hjertestop. Pludseligt. Han var en forretningsmand med eget firma, så han var altid på farten og aktiv i fitness hver dag. Han var stærk. Familiens overhoved. Han havde stærke meninger og vidste hvem han var. Blot 48 år gammel. Jeg kunne ikke forstå, at hans hjerte ikke kunne følge med ham. Ved hjertets sidste slag efterlod han sine medmennesker i en dyb sorg. Det var et chok, det var kaotisk, og det var forfærdeligt.

Alle i hjembyen vidste, hvem han var, alle vidste at han var død. Jeg var blot en usikker teenager, der få dage forinden hans død var kommet i et behandlingsforløb for anoreksi. Jeg var på ingen måder klar til at miste ham, men jeg var magtesløs, og jeg var der ikke til at redde ham. Til hans begravelse stillede jeg mig op foran kisten i den overfyldte kirke og sagde mit sidste farvel i en afskedstale. Jeg nåede aldrig at tage afsked med ham i live, men jeg ved, at han ville være blevet så stolt over, at jeg gjorde det for ham til begravelsen. År 2016 var et forfærdeligt år, jeg aldrig ville gå tilbage til igen – i hvert fald kun på det præmis, at jeg kunne rejse tilbage og redde min far i tide. 

Pigen, som mistede sin far 

Nu fortæller jeg min historie til jer. Den har jeg efterhånden fortalt mange gange, men det kan stadig være svært. For jeg blev pigen, der har mistet sin far, og det er en del af mig nu. I lang tid efter min fars død følte jeg, at det var det eneste folk så, når de mødte mig. Jeg kunne se medlidenhedsblikket på lang afstand. Det ændrede mig. Jeg prøvede flere grænser af og ville ikke længere være den stille og forsigtige pige. Jeg skændtes konstant med min mor og kæmpede et brag af en kamp for min far, da hun begyndte at date igen. Det sårede mig. Jeg valgte venner fra og nye til. Jeg gik til psykolog, hvor jeg lærte at bearbejde min sorg og tackle anoreksien. Det tog sin tid at komme ovenpå igen. I en lang periode vidste jeg ikke, hvem jeg var.

Jeg føler mig hel den dag i dag, hvor jeg for alvor er blevet voksen og flyttet fra provinsen til min egen lejlighed i storbyen. Jeg har egentlig et godt og normalt liv, som de fleste unge i dag, med både op- og nedture i livet. Men min sorg er der stadig som en del af mig, og selvom jeg har lært at tackle den, er det ofte svært, når jeg møder nye mennesker. For hvornår siger man egentlig ”min far er altså død”?

For gør man det for hurtigt, er det too much information, men vælger man derimod at vente, bliver det endnu sværere og mere akavet. Det giver mig også følelsen af, at jeg lyver overfor folk, når jeg undlader at sige sandheden. Hånden på hjertet. Jeg forstår, at det er et emne med berøringsangst, når man er så ung og har mistet en forælder. Det er unormalt. Det er et tabu ligeså vel som døden er, fordi folk frygter at såre en.

"Jeg ønsker at fjerne den berøringsangst, der er forbundet med sorg"

For sagen er den, og en af mine vigtige pointer er, at jeg netop gerne vil tale om min far og min sorg. Ikke hele tiden, men jeg vil gerne tale om det. Derfor har jeg også valgt at være åben omkring sorgen på SoMe. Jeg ønsker at fjerne den berøringsangst, der er forbundet med det. Mest af alt ønsker jeg også at holde min far i live, hvilket jeg føler, at jeg gør, når jeg taler om ham, hans død og mit savn. For jeg glemmer aldrig øjeblikket, hvor jeg sad og grinede med min mor i sofaen, og min onkel pludseligt kom grædende ind og fik fremstammet: ”Klaus er død.” Min mor skreg op, og mit liv blev ændret for altid. Det var brutalt, men det er en del af min historie, som jeg gerne vil dele. Jeg vil også gerne dele mit savn til min far.

Min far, som igennem hele mit liv altid gik ind til mig om morgenen og sagde: ”God dag, lille skat” hvorefter han kyssede den halvsovende mig på panden. Han var min far og helt uerstattelig. Sammen med min mor gav han mig en tryg opvækst med så mange rejser og oplevelser. De formede mig til den, jeg er i dag. Jeg er ikke ligeså stærk, som min far var, men jeg forsøger på at lytte til mig selv, være et godt menneske og tage de rigtige valg, således jeg får etableret mig et godt liv, som han også ville være blevet stolt af. 

Jeg har ofte drømme om, at han er i live, hjertesyg og det er min mission at redde ham. Jeg bliver så glad, når jeg ser og hører ham i mine drømme og samtidigt rædselsslagen for at miste ham igen. Jeg fortæller ham om mit liv og alt det, han er gået glip af. For han nåede ikke at se mig få kørekort, blive student eller flytte hjemmefra. Han oplevede aldrig at blive farfar til min brors to børn. Det er der, jeg savner ham allermest, fordi han skulle have været der sammen med os. 

"Min far lever videre i mig"

Jeg får ham aldrig tilbage, og det er uretfærdigt, men på en måde har det gjort mig stærkere. Når jeg bliver uretfærdigt behandlet eller får mit hjerte knust, tænker jeg på alt det, jeg har været igennem, og hvilket tab jeg har lidt. Hvis jeg har kunnet klare at miste min far, kan jeg klare de dage, hvor jeg ikke føler mig god nok eller er frustreret og ked af det. Det har givet mig helt andre kræfter, end jeg tror mine fleste jævnaldrende kender til, fordi jeg har set livet i et andet perspektiv. Min far lever videre i mig. Han bliver holdt i live, når jeg taler om ham. Når jeg selv bliver mor engang, vil han blive husket, og jeg vil give hans værdier videre til mine børn og fortælle dem om ham. Han vil ikke blive glemt, så længe jeg er i live. Og så kan jeg altid se på min lille tatovering på håndleddet og mindes ham.

Hver dag bliver unge sat i samme hjerteskærende situation som jeg, og mit hjerte bløder ved tanken om den tid, de nu skal gå igennem. Livet bliver revet i tusinde stykker, og man skal samle alle brudstykker op igen og lære at leve uden sin forælder. Det tager tid. Og tiden heler ikke alle sår, men sorgen bliver til et ar på sjælen, og den gør med tiden en stærkere. Jeg tænker på alle jer, som har mistet. I er ikke alene. Sorgen kan være noget så overvældende, og man kan have lyst til at lukke sig selv inde, men stilheden fra omverdenen vil ikke gavne. Det gælder om at række ud og søge trøst, både hos nærtstående venner og den sørgende familie, men også til professionelle psykologer eller sorggrupper. Giv dig selv lov til at græde ukontrolleret ud. Lyt til sange, der minder dig om tabet. Skriv breve til din forælder. Vær åben omkring sorgen, og vær med til at fjerne berøringsangsten.

Mit bedste råd 

Mit bedste råd er at sætte tid af til at være til stede i sorgen, for selvom det kan være noget så ubærligt at anerkende dødsfaldet, så er det noget, man bliver nødt til at bearbejde. Men jeg er samtidig godt klar over, at det er lettere sagt end gjort, når man skal jonglere sorgen sammen med dét at være ung og skulle efterleve både ens egne samt samfundets forventninger til en. Du bliver aldrig den samme person som før, du mistede din forælder, og det vil altid gøre ondt, men jeg lover dig, en dag vågner du op med et liv igen. Et overskud igen. Du finder dig selv i at bekymre dig over småting, såsom Instagram, eller byturen, du gik glip af. For du er tilbage, men på trods af det, er du anderledes, fordi du har oplevet en stor sorg, som du nu bærer rundt på. Det er blevet en del af din historie. Og på et tidspunkt begynder folk måske at glemme alt det, du har været igennem. De glemmer dit tab.

Men fortvivl ej, det er okay stadig at blive ramt af sorgen. Det er okay at græde, savne, eller blot tale om din forælder, uanset hvor lang tid der er gået siden dødsfaldet. Hvis jeg hører min fars stemme, ser på hans Facebook profil, eller skriver breve til ham, bliver jeg stadig meget berørt snart fire år efter hans død.

Det er befriende og helt naturligt at græde, for det viser blot kærligheden, og at din forælder har haft en massiv indflydelse på dit liv og den person, som du er blevet. Og måske kan du en dag bruge alt den kærlighed derfra, sorgen der medfulgte og erfaringer om livet efterfølgende, på at give noget af det tabte videre til verden igen. Det er i hvert fald det, jeg håber på at opnå i mit liv. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]