“Hvorfor accepterer vi denne forbandelse i vores venskaber?”

Jeg er med på, at det er helt normalt, vi mennesker føler misundelse, ligegyldighed eller kan have svært ved at se andre klare sig godt. Problemet er, når vi mellem venner ikke længere kan være oprigtig glade på hinandens vegne. I min optik er det faktisk venskabets forbandelse.   

Kan du huske, hvornår du sidst har glædet dig på dine venners vegne? Altså sådan oprigtig glædet dig over noget, en god ven har opnået eller udført? Hvis ikke – så er det måske på tide, du ser indad og mærker efter, hvorfor det er sådan.  

Jeg opfatter vores samfund som et, der fokuserer meget mere på enkeltindividet fremfor fællesskabet. I et rigt velfærdssamfund kan vi nemlig tillade os det. Måske har det været sådan længe, men de sidste par år har jeg virkelig lagt mærke til tendenserne i mine relationer, hvor glæden ved hinandens små og store succeser skylles ud med jantelovsmentalitet og misundelse.  

Og hvor jeg dog hader misundelse! Jeg hader, når følelsen rammer mig – og jeg hader, når jeg kan se den i mine venner. For mig har venskabet nemlig altid været helt essentielt. Jeg har lagt stort set alle mine æg i den kurv, men når æggene revner eller går i stykker, hvad gør man egentlig så? Her henviser jeg til den følelse, jeg har mærket i mødet med den manglende glæde til hinanden. En følelse, der gør ondt. En følelse, der nedbryder og en handling, som ofte har en egoistisk afsender.  

Mine venner har altid været min højeste prioritet

Selv om det kan lyde lidt hårdt at rangere, så har jeg har altid prioriteret mine venners samvær højere end min families eller mine forliste forhold. Det var først, da jeg mødte min nuværende kæreste, at jeg for alvor fik lyst til at opleve verden, fejre mærkedage, feste, grine og græde sammen med en anden end mine venner. Det, tror jeg, var lidt af en omvæltning i den måde, jeg ser mig selv på, men også i måden, mine venner ser mig på. Det var her, at den manglende glæde fra mine tætteste venner for alvor kom til syne. Egoistiske grunde lå bag grimme ord og nedbrydende handlinger, som slog mig ud af kurs i lang tid. 

Jeg tror på, at misundelse også er et overlevelsesinstinkt, da vi bruger sammenligningen med andre til at måle vores egen succes. Men i det her tilfælde blev det bare for voldsomt. Det var med fortællinger om, at det her forhold var dårlig timet i forhold til mine veninders liv, og det blev et udtryk for, at jeg med en kæreste ikke rigtig passede ind i venskabet længere. Og det var med hånende kommentarer om, at nu skulle jeg prøve at blive såret og ked af det. 

Positive fortællinger fra min egen tilværelse blev nedgjort, skulle overgås eller peges fingre ad. Det blev til en hverdag, hvor jeg til sidst gik på listetæer og ikke turde dele noget som helst. Jeg gik med en iboende frygt for, at de glædelige stunder, jeg oplevede, blev overskygget med negativ energi i form af ord og mobbende handlinger – sådan opfattede jeg det. 

Jeg anede simpelthen ikke, at den her manglende support og glæde fra mine nærmeste kunne være med til at få et mentalt, stærkt menneske, som jeg ser mig selv som, så langt ud af kurs, hvor troen på at en ven eller veninde oprigtig kunne glæde sig på mine vegne overhovedet fandtes. Min tillid var væk. Det ændrede min måde at agere på over for andre venner, og ikke mindst ændrede det måden, jeg så mig selv på. Det var her, at jeg for alvor indså, at støtten og den oprigtige glæde til ens valg i livet fra ens nærmeste venner er en enormt vigtig valuta – og det synes jeg generelt, vi snakker alt for lidt om! 

Kunne jeg i al den tid have gjort noget anderledes i de her situationer? Helt sikkert! Kunne de? Bestemt! I dag er det tilgivet, og vi er videre. Vi er trods alt kun mennesker. Alle sammen. 

Hvorfor kan vi ikke bare glædes sammen? 

Men hvad er grunden egentlig til den her manglende glæde til hinanden? Det har jeg ikke et entydigt svar på. Men jeg kan prøve at beskrive de observationer, erfaringer og refleksioner, jeg har gjort mig gennem livet – og især de sidste par år – som en kvinde sidst i tyverne.  

Sådan som jeg ser det, fokuserer vi utrolig meget på os selv, hvad vi har krav på og hvilken glæde, vi selv søger. Jeg synes, vi er dårlige til at åbne os i forsøget på at skabe en glæde, der rækker ud over os selv. Jeg tror på, at det vil skabe mere livsglæde og større kærlighed, hvis vi blev bedre til det. Jeg oplever ofte mine venner og jeg selv ende i samtaler, hvor vi taler positivt om andre – både venner og bekendte venner – i sætninger, der desværre ofte bliver brudt af det her men. 

“Det er flot, de har været sammen så længe, men de har også mange problemer i deres forhold.” 

“Det er da dejligt, at hun er blevet gravid, men det er godt nok også gået stærkt. Måske for stærkt.” 

“Hun ser godt ud, men hun har jo også botox i hele ansigtet.” 

Hvad er grunden til, vi skal snakke i de her vendinger eller pakker positivitet ind i negative konklusioner? Sådan som jeg kan opleve det på egen krop, og har observeret hos andre, er, at vi har det bedst med, at andre ikke har det meget bedre end os selv. I vores egoistiske sind er det egentlig bedst, hvis folk omkring os er på samme niveau som os selv.  

Hvis vi ikke har et arbejde, kan det være svært at se en ven lande sit drømmejob, og hvis vi ikke har råd til en ferie, kan det være svært at se ens venner være på ferie. Det er helt fair, at det kan være svært, men jeg synes bestemt ikke, at ens “mangel” på succes skal overskygge vennernes lykke. Hvad er vi egentlig så for hinanden? Dine venner er dine livsledsagere, som du selv har valgt – og de har valgt dig til. Hvorfor i alverden ikke bruge tiden på at glædes og grine sammen i stedet for at misunde og skule til de mennesker, som vi selv har valgt at dele livet med? Det er da for dumt. 

Sociale medier hælder mere benzin på misundelsesbålet

De liv, vi lever på sociale medier, har formentlig heller ikke hjulpet på tendensen. Her bliver vi flere gange dagligt eksponeret for opslag, der – hvis vi skal være ærlige – ofte er sovset ind i perfektionisme og glade dage. Dine venner, der hygger sig, mens du ikke kan være med. Din kollega, der er på solferie, mens du er i regnfulde Danmark. Din studiekammerat, der lige har scoret topkarakterer til sin afgangseksamen, mens du sveder over din reeksamen. Ting, der i sidste ende kan hælde mere benzin på misundelsesbålet. 

Jeg er selv lige kommet hjem fra en ferie i Grønland, hvor jeg ikke kunne slippe tanken: ‘Jeg kan jo ikke komme hjem og fortælle, at jeg ikke har set Nordlyset’. Men det er jo et problem. For hvad betyder egentlig mest? At jeg har oplevet noget for min egen skyld – eller at jeg kan fortælle eller vise til andre, at jeg har oplevet noget? Måske skulle vi lægge forventningerne til og fortvivlelsen omkring sociale medier lidt på hylden. For livet er jo nu engang skruet sådan sammen, at der altid vil være nogen, der har det, du selv gerne vil have. Så hvad er vi, hvis vi ikke kan glæde os på hinandens vegne? Egoistiske? Måske. Støttende og omfavnende? Næppe. 

Uanset hvad, så kan manglende støtte og glæde fra ens nærmeste venner ødelægge én. Det prøvede jeg selv. Jeg synes virkelig, at vi skal øve os på at blive bedre til – om vi har succes eller ej – at løfte hinanden op. Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi siger vores mening til hinanden og fortæller om de svære perioder, selvom vi med egen sorg, smerte eller manglende succes kan have svært ved at glæde os på vores nærmeste vegne. 

Men pak nu den der misundelse væk og vær en god ven over for dine venner. Glæd dig på dine venners vegne – det gør os alle til bedre mennesker. Alt godt kommer tilbage til den, der giver noget godt. Den form for karma tror jeg på. Og så håber jeg på, at vi i sidste ende kan gøre op med venskabets forbandelse, der fylder alt for meget i vores venskaber.