“Jeg lod en fremmed flytte ind og fik en veninde for livet”

Jeg datede på et tidspunkt en sød brasiliansk fyr, Ivan, jeg havde mødt på Tinder. Ivan boede sammen med to søde roommates i en stor lejlighed i Ørestaden. Når jeg var på besøg, sludrede vi altid alle sammen over et glas vin i køkkenet, mens vi havde gang i hver vores gryde eller lavede fælles aftensmad. Ivan og hans brasilianske værelseskammerat lavede sydamerikanske retter og købte sjove specialiteter med hjem fra deres mange rejser. Ivans danske roommate pendlede mellem sit job i Aalborg og sin hawaiianske kæreste i London, som også jævnligt tog ophold i det internationale bofællesskab i Ørestad. Vi sludrede om kærlighed og kulturforskelle, og jeg oversatte deres breve fra HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab), mens de lærte mig, hvor det var sjovest at tage ud at danse i København. På sydamerikansk manér. Jeg havde altid tænkt, at jeg var for introvert til at skulle bo sammen med andre end en kæreste. Men jeg blev helt betaget af, hvor hyggeligt det var, at der altid var liv, og at det var lige meget, at Ivan lige var i bad, når jeg kom, for så var der bare en anden, der lukkede mig ind, bød mig på et glas vin og spurgte, hvordan det stod til i livet.

Et Facebookopslag der resulterede i en veninde for livet

Det var midt i den betagelse, at jeg en helt almindelig hverdagseftermiddag i S-toget scrollede forbi et opslag på Facebook, der skulle vise sig at være fra min kommende hjerteveninde. Opslaget var lagt op i min universitetsgruppe og delt af en, jeg ikke kendte. En eller andens fars-kollegas-datter ledte efter en lejlighed eller et værelse i København i tre måneder ­– fra på søndag. Sandra var en svensk skuespillerinde på min egen alder bosat i London, og nu havde hun fået en rolle i en forestilling i Tivolis Glassal. Jeg kan huske, at hun listede bøger som en af sine fritidsbeskæftigelser, og selvom min ellers ganske store lejlighed ikke var særlig delevenlig, og på trods af at jeg var lidt bange for, hvor meget sådan en skuespiller kunne larme, så tog jeg alligevel en spontan beslutning. Og på de fire stop, der var fra Nørreport og hjem til Hellerup, nåede jeg at finde opslaget og sende en mail om, at hun gerne måtte leje et værelse hos mig.

Spring en sikring, og du er sikret en teambuilding-øvelse

Og sådan gik det til, at Sandra flyttede ind på mit soveværelse, mens jeg flyttede ind på en luftmadras i min spisestue. Hvad er det værste, der kan ske, tænkte jeg. Hvis der slet ikke er kemi, så er det kun tre måneder, og havde jeg nu selv stået i samme situation, så ville jeg håbe, at nogen ville gøre det samme for mig. Men fra første aften snakkede vi om kærlighed og kulturforskelle til langt ud på natten. Jeg trænede danske replikker med Sandra, mens hun trænede mig i at overholde en madplan og at genbruge bøtter fra salatost til fryseropbevaring. En hverdagsformiddag, hvor vi begge var hjemme, gik det hverken værre eller bedre, end at vi sprang en sikring. Sådan som det nødvendigvis må gå, når to travle kvinder bor sammen og forsøger både at vaske tøj, tørre hår, optø frysemad i mikroovnen og koge vand til neskaffe. Så stod vi dér. Novice ét og to med hver vores elektrikerfar på Facetime og endte med at få skiftet hver eneste sikring i skabet efter at være blevet vildledt at en Youtube-tutorial. En velgennemtænkt teambuilding-øvelse kunne ikke have gjort det bedre.

Det kan betale sig at tage en chance i ny og næ

I dag er vi blandt hinandens bedste veninder. Vi Facetimer, når vi har brug for at snakke om kærlighed og kulturforskelle og besøger hinanden flere gange om året, når vi kan komme til det. Sandra har fået sig en dansk reservefamilie i København, og jeg har fået en i Stockholm. Vi kan selv skifte vores sikringer, men vi kan bedst lide at gøre det sammen, og til sommer flytter Sandra hjem igen. Hjem til København, altså. Og denne gang bliver hun i hele otte måneder. Jeg er så glad for, at jeg turde være spontan og lade en fremmed flytte ind. Nu har jeg fået en veninde for livet.