“Jeg skal tilgive mig selv for, at jeg accepterede, at du var så åbenlyst træt af mig i så lang tid”

Gæsteblog
© Privatfoto

Jeg vil dele en fortælling med jer. Det er en fortælling om et kæresteforhold, der glider ud og går i stykker, uden at den ene part har nogen anelse om hvorfor. Det er en fortælling om, hvor ondt manglende ærlighed kan gøre, og om ikke at kunne se dét, der gør ondt. Jeg fortæller den, fordi jeg har fundet ud af, at jeg langt fra er alene om at være ufrivillig hovedperson i en sådan situation…

Jeg sidder med tårer i øjnene. Det er næsten to måneder siden, og alligevel er jeg her denne lørdag aften, og oplever en bid af min kærestesorg fremprovokeret af noget så simpelt som en Melodi Grand Prix-sang. Den slår heldigvis kun ned i mig en gang imellem nu; kærestesorgen. Den ligger der dog stadig som en skygge, der konstant forfølger mig.

Jeg var sikker på, at alt var godt mellem os

Du begyndte på et tidspunkt at glide fra mig. Jeg kunne pludselig mærke, at noget var, som det ikke skulle være. Noget, som jeg ikke kunne få dig til at sætte ord på. Jeg var sikker på, at alt var godt mellem os – jeg var jo stadig forelsket, så derfor forstod jeg ikke, hvad der foregik.

Melodi Grand Prix-sangen minder mig om de mange forestillinger om fremtiden sammen med dig, som jeg havde. Åh, hvor jeg dog glæder mig til, at jeg ikke længere tænker på dig og dem.

Jeg skriver i min dagbog: ”Den der kærestesorg… Hvor gør den dog allerhelvedes ondt altså. Den gør simpelthen så fucking ondt, at man bare får lyst til at lægge sig ned og lege en lille Tornerose. Væk mig op, når manden, jeg skal leve lykkeligt med, er der. Ikke før. Om jeg orker hvis nogen vækker mig før.

Min mave trækker sig sammen, min krop begynder at ryste, og jeg mærker et mørke overtage mit sind. Tårerne presser på og en bølge af uoverskuelighed trækker mig ned. Åh, den kærestesorg. Hvor poetisk smukt og brugt den end er, så abstraherer jeg mig ikke fra den i den relation. Lige nu er den altoverskyggende og vanedannende på en meget brutal måde.”

Jeg skal tilgive mig selv – og dig

Det gør ikke fysisk ondt mere. Heldigvis. Men skuffelsen over dig og min barnlige forurettethed har jeg svært ved at lægge fra mig. Jeg føler ikke, at du har givet mig lov. Du har aldrig fortalt mig hvorfor og hvornår det gik galt for dig. Du har faktisk slet ikke ønsket at ses og tale med mig efter aftenen for vores skænderi. I stedet skal jeg selv arbejde hen mod at komme videre og størst af alt: at tilgive– først mig selv og senere dig. Jeg ved, jeg bliver nødt til at gøre begge dele for min egen skyld. Og dét er faktisk en hård erkendelse at komme til, når jeg har et stort behov for at hade dig.

Jeg skal tilgive mig selv for, at jeg accepterede, at du var så åbenlyst træt af mig i så lang tid. Jeg burde ikke have ventet og fundet mig i det. Jeg burde have sagt fra med det samme, men mit kærlighedsfilter dæmpede for min evne til at opfatte, at det gjorde ondt.

Den “rigtige” Kalle

Jeg skriver i et usendt brev til dig: ”Samtidig har jeg jo kunnet mærke, at du er blevet irriteret på mig, sådan; helt personligt irriteret. Jeg har faktisk virkeligt oplevet nogle sider af dig inden for den sidste måned, som jeg har måttet sande er langt fra den ”Kalle”, jeg troede, jeg var forelsket i. Og fordi du ikke har snakket med mig om det, så ved jeg ikke hvorfor, og hvad der er sket med dig… Jeg tror faktisk ikke, at det er den rigtige ”Kalle”, jeg har oplevet – langt fra – men jeg tror, at du har mistet dig selv et eller andet sted i det her.”

Jeg ved, at den rigtige ”Kalle” ikke ønskede det sådan her, men jeg ved bare ikke, hvorfor du lod det komme dertil. Du har svært ved at skjule, når du ikke gider folk, og du kunne heller ikke skjule det overfor mig. jeg ignorerede det. Jeg tror, jeg på et tidspunkt blev vant til at være dén, som bare var en irriterende pligt i dit liv.

I det usendte brev til dig fortsætter jeg: ”Jeg føler, at jeg har kæmpet mere end hvad godt er. Og det har jeg faktisk gjort siden januar, hvor jeg også sagde til min far, at jeg kunne mærke, at du var blevet træt af mig. Jeg sagde endda til dig i samme periode, at du skulle fortælle mig, hvis du blev i tvivl om vores forhold – det lovede du at gøre, men det kunne du ikke holde.”

Det er faktisk lige netop dét, jeg er uendeligt skuffet over. Du fortalte, at der ikke var noget galt mellem os. Faktisk gjorde du det ikke kun eksplicit, men også implicit flere gange i måneden op til mit sammenbrud den aften. Det gjorde mig midlertidigt lykkelig.

Tvivler på glæden

I dag kan jeg tvivle på den glæde, jeg tænker på, at vi havde sammen. Var det bare en forestilling? Kærligheden gjorde i hvert fald mere ondt end den burde, kan jeg se nu, og derfor kan jeg faktisk til tider være rigtig glad for, at det ikke skal være dig og mig. De følelsesmæssige poler har flået ukontrollerbart i mig både under og efter vores forhold.

Jeg skriver i brevet til dig: ”Jeg har virkelig været igennem hele følelsesregisteret. Lige nu. Præcis nu. Er jeg faktisk supertræt af dig. I går havde jeg virkelig ondt af dig. I forgårs savnede jeg dig og ville ønske, at du ville have mig tilbage. I morgen ved jeg ikke, hvordan jeg har det.”

Nogle af polerne har også trukket mig i bekræftende følelsesmæssige retninger: Jeg har fundet ud af, at jeg har det bedste netværk. Jeg oplevede pludseligt en enormt stor kærlighed og omsorg fra alle mine medmennesker i en af de mest sårbare perioder af mit liv. En kollega, som selv havde oplevet at blive gået fra, mindede mig om at tage nogle gode ting med mig videre og foreslog, at jeg skulle omfavne den ærlighed, der tilsyneladende manglede i forholdet og prioritere den højt fremtidigt. Dét var noget, som virkelig talte til mig.

Men hvad var det så der skete den aften?

Hele problematikken lå i, at jeg følte mig overset. Du forstod min frustration, men ændrede ikke på det, hvilket gjorde rigtig, rigtig ondt. Jeg forstod ikke, at ham, jeg kaldte min kæreste, ikke kunne udvise mig mere interesse – præcist som du havde gjort i starten.

Jeg måtte konstant afvente dig og dine behov. Jeg skulle lade være med at være for opsøgende, fordi det var ikke altid, du orkede at bruge tid med mig. Jeg skulle passe på med ikke at være irriterende. Jeg skulle holde min (næsten-)monolog kørende over Messenger, fordi ellers hørte jeg ikke noget fra dig. Jeg skulle i det hele taget lægge et enormt stort bånd på mig selv, og den jeg var, og det var virkelig en kamp; hvor langt skal man gå for én, man elsker? Ikke SÅ langt ved jeg i dag, men hvordan skulle jeg så have vidst, at min tålmodighed ikke ville føre noget godt med sig?

Et drukskænderi 

Det endte selvfølgelig i et drukskænderi. Jeg fik sagt nogle ting, som sårede dig, og vi endte med at sove hver for sig. Dramaqueen, som jeg i fuldskaben var, havde jeg lagt din nøgle og taget mine ting med mig hjemme fra dig af. Jeg var et meget modent og konstruktivt menneske. Jeg var et følelsesmæssigt udmattet menneske.

Jeg vågnede op med enorme moralske tømmermænd. Du havde ikke lyst til at ses og snakke om det. Vi havde blot en kort telefonsamtale, og det var så det. Slutningen. En stor melankoli og ensomhed tog over.

Jeg skriver i min dagbog kort tid efter din beslutning: ”Jeg har grædt on/off i en uge nu. Bebrejdet mig selv, at jeg skulle drikke mig så fuld og flippe sådan ud, men dér er jeg ikke længere. Nu tror jeg i stedet, at det var godt, at jeg gjorde det. Og samtidig var det også en grænse for mig at sætte: at nu var jeg kørt for langt ud.”

Jeg fik ovenstående budskab fortalt af søde medmennesker, som udefra set oplevede hændelsen fra en synsvinkel uden det kærlighedsfilter, der – for mig – var på min situation. Men jeg var ikke ærlig overfor mig selv: Jeg var – og er – faktisk ikke glad for, at jeg gjorde det. Der går stadig en lille kærestesorg rundt inde i mig og fortæller, at hvis bare jeg ikke havde gjort det, så havde vi fundet en løsning på det, der foregik. Jeg kommer bare aldrig til at finde ud af om det er sandt…

(K)ærlighed

Min fortælling skal ikke virke som en anklagende besked rettet mod ”Kalle”. Det er min intention, at min fortælling kan sætte tanker i gang hos andre og give et slag for ærligheden i alle vores forhold. Det har været ubeskriveligt hårdt at stå så magtesløs og ikke vide hvorfor, hvordan og hvornår det gik galt. Jeg var uden tvivl blevet ked af det lige meget om han havde været ærlig eller ej, men med ærligheden kunne jeg have bearbejdet min sorg ud fra den og højest sandsynligt også lært af den og samtidig var hele situationen ikke kommet som et kæmpe chok for mig. Alle fortjener den ærlighed – også selvom den engang i mellem kan gøre ondt. Med (k)ærlighed kommer vi langt, og for mig vil der altid være en positiv sammenhæng mellem de to ord.

 

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Læs mere fra samme kategori