“Jeg vil ikke længere gå på kompromis med min glæde”

Julie Hauritz
© Privatfoto

Dette her er ikke et af de der typiske indlæg, hvor en person kigger tilbage på det tidligere år og fortæller om, hvad denne har gennemgået af gode og dårlige ting, for de indlæg har vi sgu allerede fået så mange af (og nu er vi også snart kommet så langt ind i 2019, at 2018 føles som hundrede år siden) – men det er nu alligevel et indlæg, hvor jeg kigger tilbage på 2018, for jeg synes, at der er nogle ting, jeg gerne vil dele derfra.

2018 var et af de år, hvor jeg gik allermest på kompromis med min glæde. Og hvad skal det så betyde? Jo, det har jeg faktisk også selv lidt svært ved at forklare, men jeg kan fortælle, at 2018 var et år, hvor jeg var nødsaget til at tage en masse beslutninger, for at jeg kunne gå hen og få det godt (igen).

Og det lyder måske også en smule fjollet, for altså “at få det godt igen?” – jeg kan i hvert fald godt selv høre, at det lyder enormt ynkeligt, men måske det hele giver lidt bedre mening, hvis jeg rent faktisk tager en lille vej ned ad memory lane og fortæller lidt om mit 2018!

Droppede bofælleskab

Okay, lad os starte ud med starten af 2018, hvor jeg her boede på et lille værelse i en lejlighed, jeg delte med tre andre mennesker, en slange og døde rotter i min fryser. Som jeg lægger det ud her, kan I nok godt fornemme, at tingene ikke bliver skrevet med kærlighed i hjertet, for det gør det virkelig ikke

Jeg havde for det første rigtig svært ved at bo med fire mennesker i en lille lejlighed, hvor det eneste, vi havde, var vores egne værelser, vores lille køkken og vores badeværelse med et altid stoppet afløb i bruseren. I det her tilfælde kunne jeg virkelig mærke, at jeg faktisk brugte det meste af min tid i den lejlighed på at være sur og irriteret, og at jeg kun ville få det værre med tiden, hvis ikke jeg flyttede.

Så jeg flyttede. Jeg flyttede en hel kilometer væk og ind i en to-værelses lejlighed, hvor jeg har boet lige siden. Helt alene. Og uden et stoppet afløb, hvilket har været en af de største befrielser i mit liv. Dét at bo i den lejlighed var altså én af de første gange i år 2018, hvor jeg gik på kompromis med min glæde, og selvom jeg virkelig prøvede at være så positiv som muligt over for hele situationen, så vidste jeg også bare, at jeg aldrig ville blive helt oprigtigt glad for at være i Odense, hvis ikke jeg flyttede derfra.

Skiftede efternavn

Der var naturligvis en masse tilfælde i 2018, hvor jeg havnede i nogle situationer, hvor jeg var nødt til at handle og tage nogle valg, fordi jeg kunne mærke, at jeg ikke var glad. For eksempel udskiftede jeg også nogle veninder hen over året, og jeg gav afkald på nogle forskellige jobs.

Men det største valg, jeg tog i 2018, var nok, da jeg skiftede efternavn.

Jeg havde længe gået med tanken om at skifte efternavn, fordi jeg kunne mærke, hvor meget det påvirkede mig at skulle have et efternavn, som jeg ikke længere var glad for. Dog var der alligevel noget, som holdte mig fra at gøre det. Men jeg vidste også bare, at selve tanken om at skifte efternavn måtte have været oppe og vende hos mig, fordi jeg inderst inde rent faktisk ønskede at skifte det.

Så da jeg tidligere på året blev bedt om at slette mit nu daværende efternavn, så var der jo ikke noget at gøre: Jeg fik endelig det skub, jeg havde haft brug for. Jeg overtog derfor min mors efternavn, og da min mor er mit helt store idol, så har jeg kun været glad for at få lov til at overtage hendes efternavn, og det gør mig kun stolt at kunne få lov til føre hendes navn videre.

Tag beslutningen – også selvom den kan være svær

Ja, 2018 var bestemt ét af de år, hvor jeg gik allermest på kompromis med min glæde. Og selvom jeg kun har nævnt en meget lille brøkdel af nogle af de ting, jeg gik igennem, så er der også en lille pointe i dette indlæg.

For som beslutninger skal tages her i livet, vil der altid komme en række konsekvenser – gode som dårlige. Så ja, pointen er, at selvom en beslutning kan være svær at tage, skal man huske på de gode ting, som den rent faktisk kan føre med sig.

Jeg ved i hvert fald med mig selv, at jeg gik hen og blev et meget gladere menneske, efter jeg fik “skilt” mig af med de ting, som hver dag gik og nagede mig... 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Læs mere fra samme kategori