“Jeg vil ikke være perfekt, men…”

Camilla Jensen
© Privatfoto

Jeg har lavet mange fejl i mit liv. Bare imens jeg har skrevet dette indlæg, så har jeg spildt Pepsi Max udover min trøje. Bevares, den er ikke nyvasket, men det er heller ikke altid let at få plads til alt det praktiske, når man er studerende.

Nå, tilbage til mine mange fejl. For at holde en rød tråd, så er det måske en smule relevant at fortælle lidt om mig og min fortid…

Jeg gjorde ligesom de fleste unge tøser i 2009 med Dolce & Gabbana trøjer og Friis&Company tasker: Jeg startede på handelsgymnasiet. Det var ikke ligefrem en succesoplevelse for mit faglige vedkommende, da jeg festede og pjattede mig igennem de tre år og endte med et snit på omkring fire (... og det var efter den såkaldte bonus).

Herefter flyttede jeg til New York som Au Pair i et år. Da jeg vendte hjem, havde jeg ingen anelse om, hvad jeg skulle foretage mig. Jeg endte med at være telefonsælger frem og tilbage ved forskellige telemarketingbureauer.

Frygten for at fejle var altoverskyggende

Efter fire sabbatår (undskyld, kære politikere…) startede jeg på socialrådgiveruddannelsen, fordi folk har altid fortalt mig: “Du er så god med mennesker”. Så hvorfor ikke bare springe ud i det?

Efter 1,5 år på uddannelsen, så braste hele min verden sammen, og jeg blev sygmeldt med stress og angst. Jeg følte mig som den største fiasko overfor mine studiekammerater, veninder og ikke mindst min familie.

Ubevidst vidste jeg godt at uddannelsen ikke var mig, men min frygt for ikke at være noget eller blive til noget stressede mig til at tage et forhastet valg. Det tog mig mange måneder at finde fodfæstet, og den dag i dag husker jeg stadig det altafgørende spørgsmål fra min veninde: “Hvorfor vil du forsætte, hvis du ikke synes det er spændende?”.

Tænk sig, det havde ikke skænket mig en tanke, at det var okay at sige stop, og at det var okay at vælge fra. Men frygten for at fejle og frygten for at være hende der “droppede ud”, den var så stor og altoverskyggende, at jeg fravalgte mig selv og min lykke, til trods for et glansbillede udadtil, som åd mig op indefra. Jeg meldte mig ud af uddannelsen to dage efter.

Jeg vil ikke længere være perfekt

I dag er jeg 28 år og går på 4. semester på universitetet. Jeg er en af de ældste på mit hold og bevares, jeg har i mange tilfælde mere livserfaring end mine medstuderende. Men det der har overrasket mig mest, det er, hvor nemt det er at blive suget ind i den her perfekthedskultur, selvom jeg er ældre end de andre og jeg burde vide at alle mennesker unægteligt laver fejl.

Vi burde jo alle vide, at ingen mennesker lever livet fejlfrit eller problemfrit. Vi bør alle tage et valg om at italesætte det svære og italesætte det hele liv.

Lad os bare skrue to måneder tilbage, til sidste eksamensperiode, hvor jeg stortudede foran min kæreste, med chokolade i mundvigen og beskidt joggingtøj, som bar præg af, at jeg ikke havde forladt vores lejlighed i mange dage. Jeg kiggede på min kæreste og jamrede: “Jeg er ikke god nok. Jeg er ikke perfekt nok!”.

Midt i eksamensgråden tog jeg en livsafgørende beslutning: Jeg vil ikke være perfekt, men jeg vil derimod være hende, der viser, at det er okay at lave fejl. Hende der viser, at livet byder på gode og dårlige dage, og jeg vil være hende, der viser, at fejl medvirker til, at vi vokser som mennesker.

Så lad os alle omfavne hinanden med alle de fejl, mangler og usikkerheder, som vi løber rundt med, for det er dét, der gør os alle sammen så fandens dejligt uperfekte.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]