“Lyset brænder i mine øjne, høje lyde føles som tortur, og en berøring kan føles som knive mod min hud”

© Privatfoto

Man kan ikke se det på mig; og dem, der ikke kender mig, kan heller ikke høre det: Men jeg har en senhjerneskade. I 2015 fik jeg meningitis, som har ramt mig kognitivt. Oversat til dansk; så er jeg påvirket på alle mine sanser. Lyset brænder i mine øjne, høje lyde føles som tortur, og en berøring kan føles som knive mod min hud. MEN; jeg er blevet en super god kok, da min smags- og lugtesans også er blevet forstærket. Så det er ikke skidt det hele, som man siger.

Jeg var igennem alle sorgfaserne; fornægtelse, vrede, forhandling, depression, accept: Og da de alle er tabu, (også) når man har fået en hjerneskade, så lad os snakke lidt om dem!

Fornægtelse

Okay! Jeg fik jo så den her forbandede sygdom; og folk var søde til at komme med blomster, kage, skrive hilsner på Facebook og sende sms´er. Men det, der er med sygdomme, er, at det kun sker for dig; så folks liv fortsætter jo fuldstændig, som de plejer. I nogle måneder var jeg fuldstændig isoleret. Selv mine vidunderlige børn så jeg kun i få minutter ad gangen i løbet af dagen. Så kom dagen; hvor jeg besluttede mig for at leve igen, og så kan jeg love jer for, at det gik stærkt!

Bryllup, huskøb, tredje barn og en studenterhue (via fjernstudie) blev det til, BOOM! Jeg blev kaldt power-woman og fik ros af alle omkring mig; den gamle Ditte var tilbage – med ekstra drivkraft. Lidt ligesom med folk der overlever kræft (den skrækkelige sygdom!), der forventer andre også, at de overlevende har en hvis form for taknemmelighed, og at de på en eller anden måde har set lyset.. HVORFOR? Burde alle ikke leve livet fuldt ud, eller er det kun folk, der har set døden i øjnene, der skal ”tage sig sammen”?

Jeg fik nu en mail om, at jeg var kommet ind på mit drømmestudie! Hjerneskadet OG universitetsstuderende... Aldrig havde jeg følt mig sejere!

Vrede

Lys, lyde, dufte, mennesker, lektier, stress… Og så ramte den mig som en mur; min nye værste ven, trætheden. Alle mine sanser blev simpelthen overstimuleret, og min hjerne slukkede ned. Jeg blev henvist til et hjernecenter, som måske kunne give mig nogle redskaber til at tackle trætheden. Her hørte jeg for første gang nogen sige til mig ”giv din hjerne ro”. Jeg trak vejret… og ud strømmede 3 års intens, endeløs og skrækkelig træthed.

Jeg blev sygemeldt og stod pludselig i en fuldstændig uvant situation; jeg blev hæmmet af min senhjerneskade. Men hvad blev der af ”man lever livet mere efter en alvorlig hændelse”? – og følelsen af at svigte alle omkring mig fyldte mig.

Alt omkring mig var lort! Min mand var urimelig og egoistisk.. Min familie støttede mig ikke i noget som helst.. Og hvordan kunne folk tillade sig at have alle muligheder i hele verden; for så bare at brænde dem af på at være ulykkelige. Jeg var vred; og bitter. Havde det været et brækket ben, jeg havde haft, så kunne folk i det mindste se, at der var noget galt med mig.

Min kære glasdør led en sørgelig skæbne (tak for arret), og I kan tro at jeg fik skældt havet, muslingeskaller og sten ud. Dumme verden, dumme mennesker, dumme sol! Mine vidunderlige, OG DYRE, solbriller blev kastet hen ad stuegulvet en dag; mens jeg bare skreg af verden. Alt indeni mig var ved at gå fuldstændig i stykker og ingen kunne redde mig; for det var inde i min egen hjerne!

Jeg vidste ikke, hvem jeg var længere. Der var den gamle Ditte og så den her ubrugelige nye Ditte; som åbenbart ikke kunne bruges til noget som helst!

Forhandling

Nå! Men situationen ændrede sig jo åbenbart ikke; en sygemelding var ikke sagen, og jeg tog beslutningen om at ”droppe ud” af skolen. På hjernecenteret sagde de, at jeg skulle finde de positive ting og lære at formidle min energi. Derfor begyndte jeg at lede efter alternativer. Måske noget universitet på fjernstudie. Men nok ikke lige som lærer; 28 børn i et klasseværelse er nok ikke lige sagen. Det skulle jo så være noget uden for mange mennesker. Og uden for mange lyde. Eller lys. Eller for meget læsning.

Jeg begyndte lige så stille at indse mine begrænsninger. Det var bestemt ikke nemt at finde et alternativ til mit drømmestudie; men det skulle ikke forhindre mig i at bibeholde den gode gamle mig. Uden at lyde alt for naiv synes jeg selv, at jeg var tæt på at knække koden; men så ramte jeg fjerde trin... Nok det værste.

Depression

Nu indså jeg endelig, hvad jeg skulle have indset for mange år siden. Mit liv var blevet ændret; uanset om jeg ville have det eller ej. Min hjerne var ikke sig selv, og det var jeg heller ikke. I starten af det her trin; var jeg faktisk overbevist om, at jeg ville acceptere min skade... Men så fik jeg pludselig frygtelig ondt i hele højre side af mit ansigt...

Trigeminusneuralgi: en nervesygdom, der gør mere ondt, end jeg nogensinde vil kunne beskrive med ord, blev min nye følgesvend. Og her startede mit fjerde trin: Depressionen. Der var ingen vrede tilbage i mig; heller ikke bitterhed – bare en tom følelse af selvmedlidenhed. Det eneste, jeg ville, var at være god til noget og måske endda lidt stolt af mig selv.

Jeg pakkede mig ind i dyner og mad (min badevægt siger tak). 5 timer i hverdagene tog jeg en glad facade på overfor ungerne, og i weekenderne fik jeg deres far til at tage dem med på tur. Ingenting i verden ville nogensinde kunne redde den gamle Ditte, og jeg følte, at jeg aldrig ville komme til at grine igen. Man siger, at søvn avler søvn; det kan jeg skrive under på, for jeg sov konstant.

Accept

Har jeg accepteret mit liv, som det er? Det tror jeg ikke. Men jeg har accepteret, at den ”gamle Ditte” er væk, og at der derfor er plads til, at det nye jeg kan udvikle sig. Jeg er en arbejdsløs husejer, puha, der er lidt at arbejde med. Men hvis jeg tager en dag ad gangen, så går det faktisk ok. Der er mange smerter, mange søvnløse nætter og mange ting at forholde sig til; men faktisk, så er det okay.

Min mand er nemlig slet ikke så dum endda; han har passet mig, fulgt mig og holdt mig ud. Mine unger er ikke så larmende endda, de har det sjovt og nyder at deres mor er mere på: Og verden er ikke så slem, hvis bare man lærer at acceptere den man er, uanset hvordan hjernen har det.

”Man er ikke sin skade” – citat fra Hjerneskadecenteret.

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]