“Seriemordere og uopklarede sager fik mig gennem angst”

Klumme fra læserne
© Privatfoto

De sidste tre-fire måneder af 2018 var fyldt med sorg over livet, som det nu kan ramme enhver familie. Der var i min familie og i min kærestes familie meget alvorlige sygedomme, samt tabet af min kærestes lillebror, der kun blev ti år. Det var en forfærdelig og svær tid. Vi kæmpede begge to med at håndtere sorgen over de mange smertefulde begivenheder, som skete i løbet af disse måneder. Jeg har i mange år kæmpet med mit meget selvkritiske billede og mødet med to psykopater i løbet af mine teenageår og senere i starten af mit voksne liv, hvilket har haft stor betydning for mig, men jeg har aldrig fået gjort noget ved det.

Ramt af en svær depression

I oktober tog jeg første gang til lægen. Her fik vi en snak om BED – Binge eating disorder eller på dansk: Tvangsoverspisning. Hun spurgte ind til, om jeg altid havde været en pige, som spiste på mine følelser? Ja, det måtte jeg jo erkende, at jeg havde gjort. Derefter spurgte hun mig, om jeg efter en overspisning “straffede” mig selv ved at begrænse, hvad jeg måtte indtage, eller om jeg helt holdt op med at spise? Igen måtte jeg erkende, at det gjorde jeg.

Hun kiggede lidt på mig, og så sagde hun noget af det, jeg frygtede allermest: “Jeg tror ikke, du lider af en spiseforstyrrelse, men jeg tror du har en depression”. For at afklare om det var en depression, ville hun gerne have, at jeg lavede en depressionstest, som indebar en rækkespørgsmål. Jeg lavede den hjemme og fik samlet 43 ud af 50 point, hvilket ville sige en svær depression.

Jeg græd hele tiden

Jeg kom ind til min læge igen, og vi aftale, at jeg skulle begynde i medicinsk behandling, hvilket betød antidepressive piller. Jeg begyndte på pillerne for at kunne klare min uddannelse, mens jeg kæmpede med en depression. Kort tid efter at jeg startede på pillerne, mærkede jeg, at der var noget helt galt med mig.

Jeg blev bange for at handle alene, når det var mørkt. Jeg blev bange for at tage toget til Esbjerg fra Kolding, hvis der var mange mennesker med toget. Jeg blev bange for at være på skolen, fordi jeg skulle have styr på, hvor alle var hele tiden. Jeg blev bange for at komme ud af min seng.

Jeg fik alligevel skrevet min eksamensopgave og gik på juleferie. Jeg håbede i løbet af juleferien, at det hele ville blive bedre. Det skete ikke, jeg lå bare i sengen og rystede ved tanken om at skulle til familiefester henover julen. Jo tættere på nytår, og dermed skole igen, jo værre fik jeg det. Jeg græd bare hele tiden, hvis der blev talt om skole og eksamen.

Fire dage før min eksamen måtte jeg kontakte skolen og min læge med henblik på at blive sygemeldt. Det var forfærdeligt, men det var nødvendigt. Derfor er jeg i skrivende stund sygemeldt på tredje uge og helt frem til midten af april.

True crime pausede de negative tanker

Gennem perioden hvor jeg kæmpede mig afsted trods angst, havde jeg kun ét middel, som kunne holde min angst lidt i skak. Det lyder måske mærkeligt, men det at høre om forfærdelige og helt igennem gruopvækkende kriminalsager, fik min hjerne til at fokusere på noget andet. Nemlig psykologien og de mulige biokemiske årsager til, at nogle mennesker kan begå så alvorlige forbrydelser mod andre mennesker.

Jeg startede med at lytte til podcasten Mørkeland, som beskriver flere forskellige mordsager. De havde et afsnit, der handlede om Ted Bundy, hvilket fik min interesse for seriemordere til at stige intenst. Faktisk så meget, at min kæreste var bekymret for, at jeg aldrig ville komme ud af min depression. Han forstod ikke, at det pausede alle mine negative tanker omkring mig selv, min familiesituation og tankerne om, at jeg skulle til at kæmpe min vej ud af en tilstand, som virkelig havde godt fat i mig.

Jeg har altid været meget nysgerrig på, hvad der ligger til grund for folks adfærd og handlinger. Seriemordere har altid været spændende, hvad får dem til at være så onde og umenneskelige, at de kan slå mange mennesker ihjel? Det er et spørgsmål, som mange retspsykologer har forsøgt at finde et svar på, og det er for mig utrolig spændende at følge teorierne og ikke mindst de fælles træk, som ofte er beskrevet ved disse individer. Det tog mig lang tid, men jeg accepterede, at jeg var fascineret af det mørke sind, som mennesker kan besidde.

I dag har jeg det en anelse bedre, men der er stadig lang vej, og min interesse for true crime er stadig stor. Jeg har dog skruet en smule ned for at se og lytte til ting, der omhandler seriemordere og andre store kriminalsager, så der også er plads til at arbejde med mine udfordringer og forhåbentligt blive en god og stabil socialrådgiver, når jeg i 2020 bliver færdiguddannet.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Læs mere fra samme kategori