“Tidens Tinder-trends: Enten er du ‘Fuckable’ eller ‘loveable’”

© Privatfoto

Hvad er det, der er sket med vores datingkultur? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv her på det sidste...

Jeg blev single sidste år efter at have været i et forhold i 5,5 år og stod nu der som en 28-årig singlemor. Spørgmålet: “Hvor går man hen, når man gerne vil date, men hverdagen er fyldt med arbejde, huslige pligter og børn?” dukkede op, og svaret for mig blev Tinder. Nu skulle det prøves – alle snakkede om det.

Jeg oprettede en profil, fulgte opskriften med selfies, aktive billeder, sociale billeder og en kæk tekst. Hurtigt kom der interesserede, og nysgerrig som jeg var, blev jeg et betalende medlem, som kunne se, HVOR mange interesserede der var. 24 timer gik der, og så var der 1891 interesserede.

Det hele bliver utrolig overfladisk

Swipe-bølgen gik i gang. Venstre, venstre, venstre og en gang imellem en til højre – *match* sagde den så. Samtalen gik i gang – startet af mig, da det åbenbart også er en regel på Tinder.

Vi skrev et par dage, og han virkede til at være sød og oprigtig. Vi snakkede om løst og fast og på et tidspunkt spurgte han ind til, om jeg var interesseret i jagt. Jeg svarede, at det ikke var en interesse, jeg selv havde, og bum – vores match var slettet og samtalen derfor væk.

Blev jeg helt seriøst valgt fra på grund af det? Eller dukkede der noget andet op, som var mere spændende? Var det nu et enkeltstående tilfælde, så var det et tryk på pyt-knappen og videre, men sådan er det bare ikke.

Det er for mig problemet med den nutidige datingkultur. Der er så mange muligheder, at folk er ude af stand til at forpligte og fordybe sig. Det hele bliver utrolig overfladisk. Har man grimme sko på, på sit første billede, så bliver man valgt fra. Kommer man med et forkert svar, så er det videre til næste.

Er sex det eneste, vi kan bruges til?

Men hvordan er det så gået her et års tid efter, tænker du.

Jeg er stadig single, men jeg har i den grad lært noget om mig selv og andre. Jeg er stødt på en datingkultur, hvor ingen tager sig tid til at lære den anden at kende. Hvor man skal konkurrere med fire andre, fordi én date på en uge ikke er nok.

Begreberne “fuckable” og “loveable” bliver ofte diskuteret med min med-single-Tinder-prøvende veninde. For hvorfor er det, at vi ender i fyrenes “fuckable” kasse, men ikke “loveable”? Hvorfor skal det hele handle om sex og ikke om den person, som sidder i den anden ende?

Vi oplever begge to, at fyrene giver udtryk for, at de gerne vil mere, men når man er nået til date nummer x og man ender med at have sex sammen, så vender fyrene pludselig rundt. Som kvinde står man tilbage med følelsen af, at det var det eneste man kunne bruges til. Hvor er lysten til at lære et andet menneske at kende?

Det er trættende at starte forfra igen og igen

Jeg er overordentlig træt af at skulle ‘starte forfra’ hele tiden. Man når lige at investere sig selv i det, for så at blive skudt ned igen. Det er helt sikkert ikke kun fyrene, som er nogle tåber – der er med garanti også nogle kvinder, som ødelægger det for os andre. 

Der sidder helt sikkert en masse fyre, som ikke kan se sig selv i mine oplevelser, og til jer vil jeg bare sige: Jeg håber, at jeg møder jer en dag! Og til jer kvinder, som spørger efter fyrens højde med det samme og vælger ham fra, hvis han er under 175 cm – STOP.

Men er det det, Tinder kan?

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]