10 forældrekurser, du rent faktisk kan bruge

Drømmer du om børn? Du har sikkert hørt tusind gange, at det er 'hårdt', og det er sådan set også rigtigt. Ordet 'hårdt' er dog ikke særligt dækkende for den orkan af følelser og ændringer, der følger med sådan en lille kopi af dig selv. Jeg har derfor overvejet at starte en form for uddannelse, du skal fremvise afgangsbevis for, før du må formere dig. Den foreløbige kursusliste ser således ud:
1. “Neeej, hvor er du DYGTIG!”
Sådan faker du begejstring for inderligt uimponerende præstationer (fra uregelmæssig vipning med storetæer til skæve krydser tegnet på skamklippet karton)
2. Klem ballerne sammen og strålen over
Bratte afbrydelser af toiletbesøg: Der lød et brag og et eller flere børn hyler. På højnivau: Der lød et brag, og et eller flere børn er nu fuldstændig stille
3. Intro til dyrelyde for begyndere og let øvede
Vrinsker en zebra? Bjæffer en ræv? Pipper en struds? Er en giraf lydløs? Et auditivt studie på bondegård, zoo og savanne
4. “Jeg er fææærdig”
Ti teknikker til undertrykkelse af din brækrefleks: kontaktfladen mellem din blottede hud og et minimenneskes kropslige udsondringer
5. Søvntortur
Sammenhængende nattesøvn er for pussies (eller bare mennesker uden børn). 10 ugers kursus med mindst 45 minutters hektisk aktivitet pr. 90 minutters søvn
6. Der var engang en talje...
Tag afsked med din krop: sådan siger du farvel til dine brysters øvre grænse og goddag til det nye, nedre niveau, glemmer alt om din talje og lukker effektivt mellemrummet mellem dine lår
7. Spids stemmebåndene
Syng med! Disneysange (inkl. alle Elsas soloer fra Frost), titusinde ineffektive godnatviser, Ramasjanglort og De Små Bæster Synger
8. Anger management på eliteplan
Sådan undgår du at henrette dit barn: Lær at smile af saftevand i MacBook'en, remoulade i designertasken, tuschtegninger på tapetet, knuste Kähler-vaser og nedsmeltninger i Netto
9. Se, læs, lyt og lær
Obligatorisk pensum: alle animationsfilm produceret fra 1998 til nu, hele Disneys bagkatalog, Regner Grastens samlede værker, Totte-bøgerne, Alfons Aaberg og alt af Astrid Lindgren.
10. Afsluttende eksamen
Pres en kokosnød ud af måsen efter at have fået elektriske stød i maveregionen hvert andet minut i 27 timer. Alternativ titel: fødselsforberedelse
Ved eventuel sygdom, kontakt: glem det, du dukker bare op
BONUSFAG: Kærlighed
Når du kommer sent hjem fra job og forsigtigt trækker dynen op omkring det sovende barn, som vågner præcis så meget, at hun kan strække armene op og sige "mor!", og hive dig ned i et fast men blødt kram, der varer indtil hun døser hen igen, så falder alting på plads