“10 ting, jeg har på min anti-bucket-liste, som jeg ikke behøver at nå i mine 20'ere”

Anti-bucket-liste i 20'erne
Har du også en anti-bucket-liste?© Privatfoto

Jeg ved ikke med dig, men jeg kan godt blive meget påvirket af, hvad alle andre går og foretager sig. Jeg er selv midt i 20'erne, hvilket kan være en utrolig forvirrende alder at være i. Flere af mine venner begynder at få børn, nogle rejser jorden rundt, andre har en højtstående stilling på arbejdsmarkedet og andre (mig) går stadig i skole.

Det kan være utrolig stressende at tænke over alt det, jeg “burde” nå og “burde” være. Derfor har jeg lavet en liste over alle de ting, jeg ikke behøver at nå i mine 20'ere – medmindre jeg får lyst, selvfølgelig.

  1. Finde mit drømmejob. I og med, at jeg stadig er studerende, har jeg mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg nyder i stedet at få lov til at afprøve en masse forskellige, spændende ting.
  2. Blive gift. Selvom det lyder vildt romantisk, vil jeg egentlig helst vente lidt endnu med at blive gift. Der skal da også være noget at glæde sig til!
  3. Løbe et marathon. Dette punkt behøver jeg ikke engang at udskyde – det skal bare slettes fra listen.
  4. Blive gravid. Jeg nyder stadig lidt for meget at kunne tage i byen i weekenden og ligge foran tv'et en hel dag, til at jeg er klar til at give det op for en baby. Beklager, mor.
  5. Få alle til at kunne lide mig. Det er ved at gå op for mig, at det er en tabt kamp. Men det er faktisk okay.
  6. Have en stor bankbog. Det er bare penge – de kommer igen (som min far altid siger) ...hvilket vel betyder, at jeg godt kan købe de sneakers alligevel. Eller hvad?
  7. Rejse hele verden rundt. Flere af mine venner har rejst til både Asien, Afrika og Amerika og det skal de bare have lov til! Personligt har jeg ikke det store behov og det er okay.
  8. Have den perfekte krop. Hvis der er noget, jeg har lært i mine 20'ere, er det, at hvis du har det godt i din krop, så er den perfekt. Det er da bulerne, strækmærkerne og alt det andet lækre, der gør os til mennesker!
  9. Købe andet end IKEA-møbler. Jeg må erkende, at jeg endnu ikke er voksen nok til dyre møbler. Chancen for at jeg spilder chokoladeis i min nye, dyre designerstol er alt for stor.
  10. Vide, hvem jeg er. Let's face it – det er der jo ingen, der gør. Og slet ikke i 20'erne.
Frederikkes frirum

Frederikke er i forbindelse med sit studie praktikant på Woman.dk. Hun er for nylig blevet ny-københavner og nyder at hendes kæreste og veninder er lige rundt om hjørnet. Hun sætter også pris på, at de nærmeste caféer og barer ligger i gåafstand, hvis hun spontant (læs: tit) skulle få en idé om at bruge de penge, der nok egentlig burde gå til en opsparing.