“10 ting, jeg har undret mig over som tilflytter i Odense”

En almindelig søndagsaktivitet i Odense: Besøg en statue af H.C. Andersen
En almindelig søndagsaktivitet i Odense: Besøg en statue af H.C. Andersen© Getty Images, Woman

1. Hvorfor er der så meget H.C. Andersen overalt? Selvom det egentlig er ret charmerende, at byens store stolthed dukker op over det hele, så er det også liiidt sjovt og en smule over the top, at den kære forfatter også er afbildet på både kloakdæksler og fodgængerlys. 

2. Men seriøst... Hvorfor er han overalt? Der er både H.C. Andersen Festival, H.C. Andersen Julemarked, H.C. Andersen Paraden, H.C. Andersen Haven, H.C. Andersen Marathon, H.C. Andersen Lufthavn og utallige andre ting, som hylder det skrivende ikon. Ikke mindst riiigtig mange statuer.

3. Hvad er meningen med at placere universitet SÅ langt væk? Måske er SDU blevet placeret alene på en mark for at skåne os fattige studerende for dyre fitness-medlemskaber og samba-lektioner. Vi får i hvert fald trænet benmusklerne godt og grundigt på vores daglige cykleture. Tak for omtanken! 

4. Er letbanearbejdet Odenses nye varemærke? Det årelange letbanearbejde fylder en hel del i byen... Og smukt er det ikke ligefrem. I virkeligheden er det egentlig bare lidt irriterende – især, når nye veje pludselig invaderes. Så kan jeg glemme alt om den vej, jeg lige har lært udenad og i stedet forberede mig på endnu engang at havne i ukendte gader og stræder (forhåbentlig bliver letbanen alle de ekstra svedeture værd!)

5. Hvorfor kører busserne på de mærkeligste tidspunkter? På en god aften kan der være to eller tre busser om timen at vælge mellem, så skal jeg gøre mig nogle forventninger om at nå hjem på et fornuftigt tidspunkt, er det bare at løbe efter den sidste bus klokken 23.45. Okay, i den forstand vil letbanen gøre tingene lidt lettere – håber jeg! 

6. Hvem er den geniale opfinder bag Brunsvigerens dag? Den famøse fejring af den fynske nationalret var i starten et stort kulturchok – men nu er jeg glad for at være flyttet til en by, hvor kage tages alvorligt! Og nu glæder jeg mig hvert år til den 11. oktober, hvor brunsvigerens dag fejres, som var det en fynsk helligdag.

7. Men okay, det der runner med brunner forbliver måske liiidt for specielt... Jeg føler mig ikke heeelt klar til at tage springet mod at spise brunsviger på rundstykker. Så integreret er jeg stadig ikke – endnu. Men okay, det står til at være en helt almindelig og acceptabel spise ifølge Brundloven (som er Brunsvigerens Lov... Ja, det er også en ting).

8. Dato hvad for noget? For en ikke-øl-drikker som mig er den berygtede Viggos-tradition med at drikke ti store fadøl på en dag uden at kaste op eller falde i søvn et odenseansk ritual, jeg heller ikke har afprøvet. Det vil min lever nok takke mig for på et senere tidspunkt. Men en fascinerende ting er det i hvert fald – det krus skal i hus! 

9. Hvorfor er Rosengårdscenteret SÅ forvirrende? Med en fuldstændig ubrugelig stedsans som min er en tur i Rosengårdscenteret en seriøs udfordring. Jeg glemmer hver gang, hvor tingene ligger, og jeg skal altid bruge mindst et kvarter på at finde vej hen til Søstrene Grene. Hvooor er Rød Gade?!

10. Hvorfor er der ikke endnu flere, der flytter til Odense? Gode, gamle O'town bliver tit overset i forhold til de andre større byer som Aarhus og København, og det er faktisk ret øv! For her er altså virkelig hyggeligt. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hennys hjerterum

Henny er praktikant på Woman.dk. Hun er en nordatlantisk øboer, der har startet nye eventyr på det danske fastland. Hun elsker at gå sent i seng og sove til middag, og hun bilder sig selv ind, at hun er minimalist, selvom hendes lejlighed i virkeligheden er fyldt til randen af tøj, genbrugsting og 70 forskellige tevarianter. 

 

Læs mere fra samme kategori