11 seriøst fede ting, jeg gjorde som lille, som jeg overvejer at genoptage i dag

© Privatfoto

1. Jeg sad i cykelsæde foran på min fars cykel. Hold nu kæft, hvor var det fedt at sidde der og slappe af, mens jeg lod, som om det var mig, der styrede jernhesten. I dag ville min numse nok ikke engang kunne mases ned i det lille sæde.

2. Jeg klædte mig ud. Og optrådte med mine veninder foran mine forældre til en underlig sang med en underlig dans. Den her kunne virkelig være sjov at genoptage!

3. Jeg så Fjernsyn for dig og Disneyshow. Det er nu erstattet af Divaer i Junglen og Landmand søger kærlighed. Ikke just det samme. Men stadig virkeligt godt.

4. Jeg sad nøgen i sandet på stranden. Hvis jeg har været på stranden nu – med bikini og det hele – forvilder der sig alligevel altid et kilo sand med hjem. Dengang var jeg nok bare mere optaget af at grave i sandet, end om der kom sand på min nye bikini… Fornuftigt.

5. Jeg tegnede hele tiden. I de lave folkeskoleklasser tegnede jeg dyr og træer, og i de høje folkeskoleklasser var det mere hjerter på min Eastpak-skoletaske og mit penalhus. Men efter dén tid var det (åbenbart) ikke længere en ting…

6. Jeg fik limet en lilla tot fake hår i hovedbunden hos frisøren. Det var så fedt til mine blonde lokker.

7. Jeg pillede næse. Det ser bare ikke kønt ud, at en 1,75 meter lang kvinde (ja, det tillader jeg mig lige at kalde mig) går rundt i Netto med fingeren begravet i det ene næsebor. Men på billedet er jeg da nuttet!

8. Jeg klatrede i træer. Tænk, at jeg havde tillid til de tynde kviste, jeg strøg så let op ad... Det har jeg med min fuldvoksne krop på ingen måde i dag...

9. Jeg sjippede i skolegården med hele min folkeskoleklasse. Jeg følte mig helt ustoppelig, når jeg var hoppet ind i – og ud af – de to sjippetove, som mine klassekammerater svingede mod hinanden.

10. Jeg samlede på Diddl. Og inden da samlede jeg på sten og billeder af søde katte fra min farmors gamle Se & Hør-magasiner. Nu samler jeg ikke på andet end mentale lister over, hvor mange tv-serier jeg har set på Netflix.

11. Jeg byggede huler med tæpper mellem sofaen og et par stole. Apropos Netflix-serier ville det jo være vanvittigt hyggeligt at lave en hule med min bedste veninde og se vores yndlingsserie den dag i dag!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Rie reflekterer

Rie Louise Kirkebjerg er redaktør på Woman.dk. Hun elsker træning højt – men bland selv-slik endnu højere. Hun foretrækker vin frem for øl, men hvis hun er nødsaget til at drikke sidstnævnte, skal det helst være en lunken én af slagsen i en ølbong. Det er hun faktisk pænt god til (synes hun selv)

Læs mere fra samme kategori