“12 overbevisende grunde til, at det er fantastisk at have fødselsdag i december”

Michelle fra redaktionen
© Privatfoto

Jeg har fødselsdag ret tæt på jul – intet mindre end fire dage før juleaften for at være helt præcis. Når jeg fortæller det til folk, kigger de ofte medfølende på mig og siger  ‘Åh, øv, det er tæt på jul’ eller ‘Det er lidt træls, er det ikke?’, hvorefter jeg hver gang kommer med min indøvede forklaring af, at det faktisk slet ikke er så slemt endda at have fødselsdag op til jul. 

Jeg behøver nemlig slet ikke de medfølende blikke og ord, for jeg er faktisk ret tilfreds med at have fødselsdag i december. Og nå ja, jeg har jo hverken prøvet andet eller mulighed for at ændre det, så jeg kan jo lige så godt vende det til noget positivt. Og det er lige præcis det, jeg gør her. Hvis du selv deler fødselsdagsmåned med Jesus, så kan du garanteret nikke genkendende til de her 12 overbevisende grunde til, at det er helt fantastisk at have fødselsdag i december: 

1. Jeg kan bruge kalenderlyset til at tælle ned til min fødselsdag. Jeg tvivler på, at dem, som har fødselsdag resten af året, tæller ned til deres dag på en lige så blæret måde. 

2. Min december måned er spækket med gaver. Ja ja, så går der et helt år, før jeg igen får gaver, men det ændrer ikke på glæden ved at blive overdynget med gaver i en hel (!) måned. 

3. Apropos gaver, så kan jeg nøjes med at skrive én ønskeseddel. At den så hvert år bliver tre A4-sider lang er en anden sag...

4. Den søde juletid er altid fyldt med hygge og godt humør. Og dermed er min fødselsdag det automatisk også. 

5. Jeg kan servere lækker julemad til mine fødselsdagsgæster. Det virker bare ikke lige så godt at servere rødkål og brunede kartofler til din fødselsdag i juli...

6. Jeg får ofte større gaver. Og dem, som giver mig gaver, kan nøjes med kun at købe én. Det er da en win-win!

7. Jeg kan brænde alle de penge, som jeg har fået i gave, af på januarudsalg. I modsætning til alle andre er jeg ikke ruineret efter jul og nytår. 

8. Jeg kan dele julekager ud på arbejdet og studiet. Hvem vil have lagkage til sin fødselsdag? Pebbernødder og klejner er vejen frem! 

9. Der er altid pyntet op på min fødselsdag. Godt nok ikke med flag og konfetti – men nisselandskaber og guirlander kan altså også noget...

10. Juleferien ligger og venter lige om hjørnet. Det betyder, at alle er i strålende humør gennem hele min fødselsdagsmåned. Hvis altså ikke de er stressede over alle de julegaver, som de mangler at købe...

11. Apropos ferie, så er ingen, i modsætning til i sommermånederne, taget ud at rejse endnu. Det betyder ganske enkelt, at alle kan komme med til mit brag af en fødselsdagsfest! Og selvfølgelig kommer de, for de ved, hvor meget jeg elsker at have fødselsdag – og hvor meget jeg elsker alt ved jul, selvfølgelig

12. ... Og apropos fest, så har alle brug for lidt fest og farver, når kulden raser udenfor. Og det står jeg selvfølgelig for – hvert år. 

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

 

Michelles meddelelser

Michelle er tidligere praktikant på Woman.dk. Hun er kæmpe fan af bland selv slik – og går ikke så højt op i om hun spiser det i weekender eller hverdage. Hun er også helt pjattet med julen og tæller hvert år ned til december, hvor hun går all in på nisser, pebbernødder og julekalendre. 

Læs mere fra samme kategori