“13 grunde til, det er fantastisk at have en søster”

Søstre
Er du lige så heldig som jeg at have en søster?© Privatfoto

1. Jeg har dobbelt så stort et klædeskab. Okay, den her var måske mest gældende, da vi boede hjemme, men der er ikke noget bedre end at kunne iklæde sig en nice kjole, et pænt par sko eller en fin t-shirt, jeg ikke selv har givet en krone for. Jeg låner jo bare!

2. Der er altid en, der gider lave noget med mig. Og hvis hun ikke gør, kan det være en aktivitet i sig selv at prøve at tvinge hende til det. 

3. Vi kan have jordens største skænderier, men vi ved, at det aldrig vil ændre noget mellem os. Fem minutter efter vi har grædt og råbt af hinanden: “Vil du med i Føtex, eller hva'?”

4. Jeg har altid en i mit liv, der vil være ærlig omkring, hvorvidt de sko, jeg lige har købt, er seje eller lidt skøre. “Ani, hvad synes du, om den her kjole?”, "Den er... Speciel...” – 2 sekunder efter: Fjern fra kurv. 

5. Jeg vil altid have en, jeg kan fortælle de sindssygt pinlige historier til, jeg ikke kan fortælle til nogle andre. Og det bedste af det hele: jeg ved, hun holder tæt!

6. Hun dømmer mig ikke for alle de konkurrencer, jeg deltager i på Instagram, hvor jeg altid tagger hende. Også selvom hun ved, jeg aldrig vil dele præmien med hende på trods af, jeg skriver: “Sikke en fin taske, den vil jeg virkelig gerne vinde! Jeg ville dele med min søde søster, @AniFrøslev 😍"

7. Jeg har altid en at ringe til, når jeg skal cykle igennem Amager Fælled en mørk aften. Eller skal igennem den der uhyggelige gyde... Eller der går en bag mig, der virker lidt suspekt! 

8. Jeg ved, at hvis jeg en dag får børn, får de verdens sejeste moster. 

9. Hun ved, hvornår jeg bullshitter. “Stop Ida, du har jo selv spist alle Spangsberg flødebollerne!”

10. Hun giver mig bedste gaver! Hun ved præcis, hvilken krystal jeg mangler i min samling, hvilken t-shirt, jeg synes er flot, eller hvilken creme, jeg netop er løbet tør for. 

11. Hun er min evige undskyldning. Mig i telefonen, når min chef spørger, om jeg kan blive længere: “Ej sorry, jeg har en aftale med Ani!”. 2 sekunder efter på Messenger: “Hey, har brugt dig som undskyldning. Hvis nogle spørger, har vi en aftale.”

12. Ingen andre end os forstår vores bånd. Nej, det er ikke mærkeligt at ringe til hinanden tre gange om dagen. Det var meget vigtigt at facetime, mens vi lavede hver vores aftensmad og ikke rigtig talte sammen.  

13. Jeg bliver aldrig alene – vi vil altid have hinanden. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

 

Idas ideer

Ida Storm er praktikant på Woman.dk. Hun er en 26-årig kvinde fra den nordjyske ø Mors, der netop er flyttet fra Aarhus til Amager. Ida elsker at bade på alle årets dage, og prøver hårdnakket at få alle, hun kender med: “Det er SÅ dejligt bagefter!“. Hvis det var forsvarligt, ville hun spise romkugler og blødkogte æg hver dag - en perfekt kostpyramide (ifølge hende selv).

 

Læs mere fra samme kategori