”13 overspringshandlinger, jeg falder endnu mere i under karantænen”

Der er desværre masser af overspringshandlinger at tage sig til.
Der er desværre masser af overspringshandlinger at tage sig til. © Redaktionen

Mine overspringshandlinger har aldrig været mere tiltalende (og frekvente må jeg sige) end under denne karantæne. Jeg er så heldig, at jeg både kan studere og arbejde hjemmefra, men dette betyder også, at jeg er fanget INDENFOR i min lejlighed: et sted, jeg faktisk ikke er særlig god til at koncentrere mig. Der er jo alt for mange distraktioner – som inkluderer ALLE disse 13 overspringshandlinger: 

1. Jeg har aldrig stukket mit hoved dybere ind i køleskabet, end jeg gør nu. Det er, som om jeg mirakuløst forventer, det er blevet fyldt op med godter af snack-feen.

2. Hvordan kan rengøring virke mere tiltalende end mine studier? Jeg har snart vasket gulv tre gange denne uge. Selvfølgelig efter de 13 gange jeg har støvsuget det.

3. Hallo, Netflix! Ja, jeg tænder straks! Jeg tror hver gang, at jeg kan studere og arbejde, imens jeg har Netflix tændt uden at miste fokus, og svaret på dette er selvfølelig nej. Men bliver jeg ved med at gøre det? Ja…

4. Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor – men jeg har aldrig haft sådan en lyst til at klippe mit eget hår. Dog er min før-karantæne frisure intakt – indtil videre.

5. Jeg har lyst til at læse en masse bøger. Bare ikke lige dem, som har noget med min uddannelse at gøre.

6. Jeg har organiseret min sokkeskuffe. Det plejer ellers kun at ske hvert andet skudår.

7. Jeg har simpelthen malet mit værelse. Jep, nem beslutning – bedre end at skrive eksamen og fjernundervisning!

8. Jeg har vasket alt, jeg kunne komme i nærheden af. ALT. Der er nogle sweatere, der er krympet, men det var en ofring, som ikke gik til spilde i kampen mod kedsomhed og opgaveskrivning.

9. Jeg har set mere af København på gå ture end på de fem år, hvor jeg har boet her. Okay. Måske en lille overdrivelse, men det er sørme ikke langt fra.

10. Neglesalon i lejligheden. Jeg ligger tre lag neglelak, hvilket så gør mig lettere immobil, og jeg kan derfor ikke bruge mine hænder og skrive opgave i en time efter – i ren frygt for at ødelægge lakken. Ups!

11. Hej med dig, Facebook. Det virker bare lidt tiltrækkende lige hurtigt at kigge på, hvad der sker af nyheder på gode gamle Facebook – men hvis jeg ryger ind i video-sektionen, så er det game over

12. Få mig ikke startet på Instagram… Vi ved alle, det er et sort hul.

13. Den indre amatør-bagerjomfru (amatør understreges med STORT) kommer frem og en opskrift, som bare liiige ville tage 30 minutter, ender ud i en to timers og 54 minutters bage-session. Produktivt, hvis jeg altså var i gang med at uddanne mig som bager.  

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Amalies atlas

Amalie Kildebro er studentermedhjælper på Woman.dk. Hun er en 24-årig provinspige, der nu lever lykkeligt på Nørrebro. Hun er en kæmpe loppemarked-enthusiast, har en stor forkærlighed for asiatisk mad (sushi og ramen, ja tak!), og har for nyligt set lyset, da hun har fundet ud af, hvor godt en pomelo smager – a whole new world! 

Læs mere fra samme kategori