“14 tegn på, at jeg nok bare er lidt for glad for at besøge genbrugsbutikker”

Genbrugshallerne
At gå i genbrug er som at gå på eventyr – for der er altid noget “nyt”!© Privatfoto

1. Når jeg skal besøge en ny by, undersøger jeg altid, hvad der er af genbrugsbutikker i nærheden. En ny by betyder automatisk nye, uopdagede genbrugsfund, der skal jages! 

2. Min mission i livet er at få min veninde, der synes, at genbrug er lidt ulækkert, på andre tanker. Men det er lige så modløst som at få min kæreste til at synes, at det er sjovt og hyggeligt at tage i IKEA... En kamp på alle fronter. 

3. Til gengæld er en genbrugsdate en perfekt venindedate med de veninder, der er lige vilde med at se på gamle vaser og halvslidte krukker. Helt ærligt – hvad er bedre? 

4. Pludselig bliver det meget svært at bo i en lejlighed uden alt for meget plads, for det betyder, at nye (gamle) kommoder bare er lidt svære at placere i hjemmet. Har jeg plads? Nej. Men køber jeg alligevel? Selvfølgelig! 

5. ... Derfor er jeg også blevet vant til at se mine kærestes skuffede øjne, når jeg kommer hjem med endnu et teak-fund. Sorry, not sorry! 

6. Jeg mærker en indre vrede, jeg ikke vidste, at jeg havde, når jeg ser en person gå rundt i genbrugsbutikken med en ting, jeg selv vil have. Arghh! Er det nu, jeg skal teste mine (ikke-eksisterende) kampsportsevner? 

7. Min konstante, tilbagevendende tanke er: Hvordan har nogen fået sig selv til at skille sig af med alle disse fantastiske ting? Intet mindre end utroligt!

8. En tur i genbrug kan ikke bare overstås på et par minutter – heller ikke i en mindre butik. Jeg bliver jo nødt til at kigge i alle sektioner. Tænk, hvis jeg overser noget?! 

9. Jeg bilder mig selv ind, at det er okay at tømme en genbrugsbutik, fordi jeg som sådan ikke skader klimaet. I virkeligheden har jeg ingen rygrad og bare enormt svært ved at ignorere et godt tilbud... 

10. Men det gode tilbud bliver lidt dyrere, når jeg efterfølgende bruger fire gange så meget som prisen på at rengøre og sætte i stand. Og hver gang lover jeg mig selv, at næste gang skal jeg handle lidt smartere. 

11. Til gengæld er jeg blevet rigtig god til at fjerne alle slags pletter og mærker. Og det må være en sejr i sig selv! 

12. Jeg elsker tanken om at åbne min egen lille genbrugsbutik – og om at gøre vilde fund og tjene kassen. Som om jeg nogensinde ville kunne skille mig af med de ting, jeg finder. 

13. Alternativt gad jeg godt være med i programmer som Fra yt til nyt, Hvad er det værd?, Antikduellen eller Skattejægerne. De mest perfekte tv-programmer! 

14. Men når jeg så finder en gammel akrylnegl i jakkelommen på den blazer, jeg lige har købt, begynder jeg at tvivle lidt på min genbrugsglæde. Okay, men... Ad! 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

 
Hennys hjerterum

Henny er studentermedhjælper og tidligere praktikant på Woman.dk. Hun er en nordatlantisk øboer, der har startet nye eventyr på det danske fastland. Hun elsker at gå sent i seng og sove til middag, og hun bilder sig selv ind, at hun er minimalist, selvom hendes lejlighed i virkeligheden er fyldt til randen af tøj, genbrugsting og 70 forskellige tevarianter. 

 

Du vil (garanteret) også kunne lide