“14 ting, der først er gået op for mig, efter jeg flyttede fra lejlighed i hus”

Mælkebøtte vokser op igennem fliser
Hus-outfittet og enhver haveejers værste fjende: Mælkebøtten.© Privatfoto

1. I starten grinede jeg højt af min stakkels kæreste, når han gik rundt i haven (eller sågar handlede ind!) i sokker og badetøfler. Nu er jeg også selv blevet så doven, at jeg synes, det er lige lovligt meget at kræve sneakers-dresscode, når jeg bare skal ud til postkassen.  

2. Jeg hader mælkebøtter. De er sværere at slippe af med end den éne person, der klokken fem om morgenen stadig ikke er taget hjem fra festen, selvom musikken for længst er slukket, alle gæster er taget hjem, og værterne gentagne gange har hintet til, at de altså gerne vil have, at alle skrider NU.

3. Jeg har udvidet mit ordforråd gevaldigt. Højtryksrenser, tætningsmasse, kantklipper, understrygning og ukrudtsbrænder er ord, jeg ikke vidste, jeg ville vide, hvad var!

4. Jeg føler, at jeg er i lære, og at mine forældre, svigerforældre og ikke mindst YouTube og Google tilsammen er min svend. “Hvordan fjerner man tapet?”, “Alger på terrasse” og “Hvordan ser ukrudt ud?” er alt sammen noget, jeg har Googlet – eller ringet til en livline for at få svar på... 

5. En rengørings-session kræver meget mere end en halvvåd klud og den håndstøvsuger, du med god vilje kan slippe af med at bruge i en lille lejlighed. Hvordan har mine forældre mon haft det, dengang jeg var lille og bagte snasket drømmekage i køkkenet, malede (meget abstrakte) malerier i stuen og legede gemmeleg (med sko på... indenfor) med en flok veninder?

6. Når jeg nu praler med at have gjort hovedrent, er det kun på en enkelt etage, der er tale om. Der er jo alligevel ikke nogen, der forvilder sig ned i kælderen... (I så fald anbefaler jeg at tage en støvmaske med derned.)

7. Der er altid et eller andet, der kan ordnes på huset, og der er ingen vicevært til at fikse det. Den evige dårlige samvittighed over prioritering af afslapning kontra ukrudtsfjerning/rengøring/oprydning/vedligeholdelse må jeg vist acceptere. 

8. Der er plads til ufatteligt mange nips-ting. Det bliver dyrt. 

9. Jeg har vænnet mig overraskende hurtigt til at have meget mere plads. Altså hvordan kunne jeg før undvære et gamerværelse til kæresten og et kælderrum med plads til gamle Diddl-blokke, aflagt tøj og vinterdyner?

10. At have egen have, hvor jeg kan tanne, spise udenfor, ihærdigt forsøge at holde mine nyindkøbte planter i live, og holde havefester, er luksus! Det er bare ikke det samme at sole sig i en gårdhave, hvor bygningerne skygger for halvdelen af haven, og solen kun skinner lige ned i et blomsterbed.

11. Når nogen ikke regner med, at jeg bor i hus, og jeg skal fortælle min adresse, studser de ved, at jeg stopper sætningen efter husnummeret (det gør jeg i øvrigt også). “Nummer 20 til højre eller venstre og hvilken sal?”. “Bare 20. Uden mere. Ja...” 

12. Jeg tager mig selv i at sige mange hus-agtige ting, når jeg er på besøg hos andre, der bor i hus. “Sikke en fantastisk hortensia!”, “Havde huset her mange K3'er?”, “Hvilken glans maling har du brugt til væggen i køkkenet?”, “Jeg kan se, at I har fået sat en regnvandstønde op. Smart!”, “Hvornår er huset opført?”, “Er I gode venner med naboerne?”.

13. Og apropos naboer: ENDELIG slipper jeg for at ligge søvnløs, mens underboen synes, det er for fedt at afprøve sindssyge (højlydte) sexstillinger klokken fire om natten, mens overboen, med tilhørende studiegruppe, skråler med på Mambo no. 5 midt om natten, mens de danser noget, der lyder som et rigtig dårligt forsøg på jumpstyle.

14. Til gengæld er det nu nabo-snakke om højde på hækken, der fylder. Og nysgerrighed omkring, hvem der nu kommer kørende ude på vejen!

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Rie reflekterer

Rie Louise Kirkebjerg er redaktør på Woman.dk. Hun elsker træning højt – men bland selv-slik endnu højere. Hun foretrækker vin frem for øl, men hvis hun er nødsaget til at drikke sidstnævnte, skal det helst være en lunken én af slagsen i en ølbong. Det er hun faktisk pænt god til (synes hun selv)

Læs mere fra samme kategori