“3 tanker om det uafsluttede forhold”

Sarah Østbjerg
© Woman

Forleden drak jeg te med min gode veninde. Vi talte om livet og kærligheden som så mange gange før; “S, det er altid farligt med dem, hvor det ikke er helt afsluttet,” sagde hun, da jeg bringer ham på banen. Og hun har ret, hvilket fik mig til at spekulere lidt videre over kærligheden fra fortiden. 

The one that got away

Hvor mange kan ikke genkende det der med at sige til sig selv og andre, at tiden bare ikke lige var rigtig – “måske engang i fremtiden,” og så ligger han eller hun der bagerst i dit hoved og dukker op i tide. Og i utide. Og så kører tankerne, for “tænk nu hvis”, og pludselig er du mere forvirret end før...

Her er tre tanker, jeg har gjort mig om det uafsluttede forhold – måske de også kan være med til at gøre dig mindre forvirret.

1. Vi husker kun det gode

Det er menneskets natur at fantasere, begære og drømme, og vores hjerne er indstillet til at tænke, at græsset er grønnere på den anden side. Objektivt ved vi jo godt, at som med så meget andet her i livet, vil der altid være både op- og nedture i et forhold. Alligevel husker vi kun alt det, vi savner. Ikke alt det, vi var ufatteligt trætte af, da vi var i det.

2. Den plante, du vander, vil også være den, der blomstrer

Den her er jo især vigtigt, hvis vi er i et forhold og ikke helt kan lade være at tænke på en tidligere forelskelse. Men der var engang en klog kvinde, der fortalte mig, at der er forskel på kærlighed og forelskelse. Kærlighed vokser, hvis vi plejer den.

Når vi nu ved, at der altid vil være bump på vejen, så handler det vel om, hvem vi vil komme over bumpene sammen med.

3. En afrunding giver plads til en ny begyndelse

Okay, så; vand den blomst, du ønsker skal gro, og én, to, vupti, problemet er løst eller...

Når jeg bringer ham op i samtalen med min veninde, er det, fordi jeg kan mærke, at fortiden og tanken om det uafsluttede os, der måske kan blive til noget i fremtiden, hindrer mig her i nutiden.

Jeg ved jo godt, at jeg burde afrunde det og slippe tanken, fordi jeg med det giver plads til, at en ny kærlighed kan få lov at spirre. Det er lettere sagt end gjort – det ved jeg også godt – men erkendelsen er som bekendt første skridt på vejen.

Læs med igen i næste uge, hvor jeg kommer ind på nogle af de ting, jeg undrer mig over ved mænd. Og det er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige... 

Besøg i mellemtiden min Instagram eller tilmeld dig Womans nyhedsbrev her, hvis du ikke vil gå glip af andre underholdende indlæg og sjove quizzer.

Sarah spekulerer

Sarah er praktikant på Woman.dk. Hun er 23 år. Hun elsker kaffe, croissanter og lange gåture med sine veninder, og så læser hun hellere en bog end ser en film. Sarah skriver om dating, sex og kærlighed.

Læs mere fra samme kategori