“8 fordele ved at have storebrødre – hvis jeg selv skal sige det”

Jeg har igennem alle mine 24 år været den heldige lillesøster til hele to (til tider, dejlige) storebrødre, Christian og Frederik (ja, der køres royalt navne-tema i min familie). Der er en masse ting, som er fantastiske ved at have storebrødre, og som jeg er sikker på har været med til skabe den person, jeg er i dag. Jeg har samlet otte fordele, som du helt sikkert også kan genkende, hvis du har en storebror eller storebrødre: 

1. Jeg bliver altid holdt (helt) nede på jorden. Der er ingen sandsynlighed for, at jeg svæver væk i selvhøjtidelighed. They keep it real og er hudløst ærlige: “Er mine nye slangeskindsstøvler mærkelige?” “Ja, for den da.” “Sidder min make-up underligt?” “Selvfølgelig gør den det!” Eller “Tygger jeg for højt?” (øh, nej...) – der er ingen forhindringer i at fortælle mig det fra deres synspunkt.  

2. Jeg er altid heldig, at jeg liiige kan komme forbi til aftensmad. Uden rigtigt at skulle gøre andet end at møde op. De har lidt mere styr på voksenlivet end mig, så der er en reel ret på menuen (i stedet for bare gulerødder og hummus). Tak for mad, siger jeg bare, og hvad er der til dessert? 

3. Jeg har altid den undskyldning, at jeg er den yngste. Bare fordi jeg kan – har jeg gjort noget forkert? Hvordan skulle jeg vide det, jeg er jo den yngste! (Håber ikke, at mine brødre læser med... alle statshemmelighederne kommer jo ud nu).

4. Jeg kan få uendelige mængder af kram, men dog med den forudsætning, at jeg lige skal have et (til tider venligt) slag bagefter og uglet håret til ukendelighed (farvel frisure). Broderlig kærlighed gør faktisk nogle gange ondt… 

5. Jeg er altid klar på en slåskamp. Hvis folk nogensinde spørger, om jeg har gået til nogle former for kampsport (som folk jo gør), så er svaret: “Ja, det har jeg. Jeg har to storebrødre, same thing.” – jeg er altid klar på en udfordring, og mine reflekser er pænt gode (via intens oplæring), hvis jeg selv skal sige det.  

6. Jeg kender min vej rundt i et video- og computerspil. Jeg har godt nok brugt mange (så MANGE) timer med mine brødre med konsoller i hænderne og stirret ind i skærmen, imens vi spillede på vores gamle Nintendo 64 og Playstations. Jeg har selvfølgelig også spillet min andel af World of Warcraft og Leauge of Legends – fordi jeg jo ville være lige så sej som mine storebrødre.

7. Jeg er ikke længere en dårlig taber – okay, nok en mindre dårlig taber, men det har også været et langt og smertefuldt oplæringsforløb over 24 år med speciale i Ludo, 500 og Trivial Pursuit, og så skal vi ikke længere i nærheden af Matador og den forbandede Rådhusplads (Matador-mix er dog stadig velkommen derhjemme). 

8. Jeg har en uendelig (og ofte påtvunget) call-support, som gælder over al elektronik. Den der chromecast, hvordan fungerer den nu? Og seriøst, hvorfor vil min PC ikke tænde? Argh Frederik, hjælp! Det er lidt synd, men hey, hvad kan jeg gøre? Selv finde ud af det? Nej tak herfra. 

Nogle downsides kan selvfølgelig også findes, såsom at jeg bogstaveligt talt køber gaver og julegaver til alle (ALLE) familiemedlemmer fra os alle tre, og gamenight kan være en ren krigszone, men derudover er det en dans på roser og øretæver – og det er nu ret fantastisk, hvis jeg selv skal sige det. 

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her. 

 

Amalies atlas

Amalie Kildebro er studentermedhjælper på Woman.dk. Hun er en 24-årig provinspige, der nu lever lykkeligt på Nørrebro. Hun er en kæmpe loppemarked-enthusiast, har en stor forkærlighed for asiatisk mad (sushi og ramen, ja tak!), og har for nyligt set lyset, da hun har fundet ud af, hvor godt en pomelo smager – a whole new world! 

Læs mere fra samme kategori