“8 nytårsforsæt, jeg har overvejet i år – og chancerne for, at jeg vil overholde dem”

Okay, indrømmet, jeg vil næsten sige, at nytårsforsæt er til for at blive brudt... Alligevel så fanger jeg mig selv i at finde på nye forsæt hvert år.
Jeg har prøvet ret forskellige ting som nytårsforsæt. Jeg har gået 10.000 skridt om dagen i ét år uden undtagelse, og jeg har senest i 2022 gået hele året uden at drikke sodavand. Brugbare nytårsforsæt? Næh, måske ikke, men det har været sjovt alligevel, og det har altså givet mig blod på tanden for at gå med et virkelig godt forsæt i år.
Derfor har jeg her samlet otte nytårsforsæt og givet dem stjerner fra 1-5 ud, udfra hvor sandsynligt det er, at jeg ville kunne gennemføre dem.
1. Læs noget mere
Dette nytårsforsæt har jeg forsøgt mig med nogle gange, men det er ikke altid, jeg lige synes, at det passer ind i min tidsplan. At læse noget mere er dog ret så bredt... og da min praktik er færdig lige om lidt, og der så venter et speciale, så tror jeg, det er helt naturligt, at jeg får læst lidt mere i år. Efter specialet og studietiden er forbi, så kan det også være, at der er lidt mere overskud til at læse nogle af de mange skønlitterære bøger, som jeg ønsker mig hvert år, men aldrig får læst. Er jeg den eneste, der kommer til det?
4 ud af 5 stjerner – rimelig sandsynligt
2. Klip ikke eget pandehår
Har vi ikke allesammen været der? Vi så en flot kendt kvinde, som havde de fineste bangs, og vi tænkte: "Det der kan jeg godt pull off"... Bortset fra, at det kunne vi så ikke. Måske mest af alt, fordi den YouTube-tutorial, som vi havde set, ikke var så god til at instruere. I hvert fald blev pandehåret lige to centimeter for kort, og det stod ikke til at redde. Det har vi da alle prøvet... ik'? Okay, men altså, jeg kan ikke love, at det ikke kommer til at ske i år, men jeg ville da ønske, at jeg kunne lade være.
3 ud af 5 stjerner – det kommer an på, hvor presset specialetiden bliver
3. Tag en selfie hver dag i året
Ja okay, jeg har da set rigtig mange videoer med sådanne billeder klippet sammen – og det ser da mega sejt ud! Jeg er dog rimelig sikker på, at det blot ville afsløre, hvor ofte jeg vælger det samme tøj. Jeg tror nu også, at jeg simpelthen er for glemsom til at huske at tage et billede hver dag. Og nårh ja... Det er jo allerede den 3. januar, og jeg har ikke gjort det endnu... Så deeeet...
0 ud af 5 stjerner – det kommer ikke til at ske
4. Skriv egne Instagram Captions
Ouch... Denne synes nærmest personlig... Men det kan være svært at finde den perfekte billedtekst til det billede, som jeg gerne vil poste på Insta. Og så er der bare så mange søde citater og gode captions på internettet! Og indrømmet, hvis der ikke lige er ét, der passer, så kan den gode veninde jo lige komme på et... Jeg ved ikke, hvad der er cool.
1 ud af 5 stjerner – højst usandsynligt
5. Gense yndlingsserien igen og igen og se, hvor længe der går, før den bliver trættende eller dårlig
Dette nytårsforsæt er jo næsten ondt... Men så igen, er det ikke det, som jeg gør alligevel?
5 ud af 5 stjerner – det gør jeg jo alligevel hele tiden
6. Ingen alkohol i et år
Et virkelig stabilt nytårsforsæt er ikke at indtage alkohol i et helt år, og det er da også populært. Når nu jeg før har haft succes med at afholde mig fra noget i et år, så virker denne jo oplagt. Jeg føler, at det kræver viljestyrke, men så igen det er jo heller ikke nødvendigt at drikke alkohol for at have det sjovt!
Alligevel så nyder jeg jo en god Piña Colada. Så måske året uden alkohol skulle gemmes til et mere “voksent” tidspunkt – måske i forbindelse med en eventuel graviditet? Så det nytårsforsæt må nok vente nogle år.
1 ud af 5 stjerner – Uha, måske ikke lige endnu
7. Scrolle lidt mindre på TikTok
Det er jo ikke sundt med alt den skærmtid... Men åh, det er bare så vanedanende!
1 ud af 5 stjerner – den algoritme kender mig alt for godt, så jeg ved, at jeg bliver hængende
8. Brug syv minutter om dagen på oprydning eller rengøring
Ja, dette er et forsæt, som jeg fandt på TikTok, men det lyder overskueligt for mig, som ellers er lidt af et rodehovede. Det er faktisk dette forsæt, som jeg virkelig gerne vil sætte mig for i år, og jeg er godt på vej! Derfor tror jeg virkelig på dette forsæt, og altså, oprydning er jo også at tømme opvaskemaskinen... også selvom det ikke burde tage syv minutter, men jeg vil da give mig god tid.
5 ud af 5 stjerner – mest af alt fordi, jeg gerne vil det