“8 tanker, jeg havde, da jeg som teenager havde hair extensions”

Hair extensions
Det kan da næsten ikke ses, at håret ikke var ægte...© Privatfoto

1. ‘Louise fra klassen ser bare så smuk ud med hair extensions – jeg vil også have langt hår!’ Og overvej lige en række fede billeder med blitz, jeg kunne tage til min Arto-profil.

2. ‘Skal mine extensions være lavet af hestehår eller ægte menneskehår?’ Hmm...

3 ‘Den her kinesiske hjemmeside ser slet ikke suspekt ud.’ Og mine hair extensions nåede da også frem. Plus en pink oplader, der viste sig ikke at virke, og en lang halskæde med gullige plasticperler, jeg havde forestillet mig var hvide. Og ægte.

4. ‘Okay, hvordan får jeg sat dem i, så alle er overbevist om, at det er mit rigtige hår?’ Denne tanke havde jeg kun de første tre dage. Faktisk var det bare lidt sejt, hvis clips'ene skinnede igennem mit tynde hår. 

5. ‘Jeg er virkelig blevet effektiv til at sætte mine hair extensions i. Det tager jo ingen tid!’ Det tog kun 1,5 time at gøre mig klar til en dag i 9. klasse, når håret skulle i, og foundationen, Björkvin-hættetrøjen, Miss Sixty-bukserne og Kawasaki-skoene skulle på.

6. ‘Det er meget nemmere at beholde mine extensions i om natten, når jeg sover hos mine veninder.’ Okay, helt ærligt ville det være et traume for mig, hvis nogen så mig uden det lange hår. Eller makeup. 

7. ‘Nu er de da godt nok ved at være lidt slidte i spidserne.’ Og så endda på trods af, at jeg plejede dem med Nettos bedste balsam og hårkur. Mærkværdigt. 

8. ‘NEEJ!’ – da Louise på en skoleudflugt sagde alvorligt til mig, at jeg altså blev nødt til at tage mine hair extensions helt ud, fordi jeg jo var blevet skaldet dér, hvor clipsene havde siddet.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Rie reflekterer

Rie Louise Kirkebjerg er redaktør på Woman.dk. Hun elsker træning højt – men bland selv-slik endnu højere. Hun foretrækker vin frem for øl, men hvis hun er nødsaget til at drikke sidstnævnte, skal det helst være en lunken én af slagsen i en ølbong. Det er hun faktisk pænt god til (synes hun selv)

Læs mere fra samme kategori