“8 ting, der beviser, at jeg ikke er heeelt klar til at være voksen”

© Privatfoto

Jeg har boet ude i syv år, købt min egen (lækre) lejlighed, passet et fuldtidsjob og er begyndt at studere. Det hele indikerer jo virkelig, at jeg på papiret er en strong independent woman, men for at være helt ærlig, så føler jeg mig ganske barnlig og hjælpeløs til tider – især når jeg stadig har min mor på speed-dial og ringer, når jeg ikke lige helt kan huske, hvor lang tid et æg skal koge, før det er blødkogt. Mors svar er jo altid mere rigtigt end Googles. Ikke?

Er jeg virkelig den eneste?

Det er måske lidt pinligt at indrømme, men jeg er ret sikker på, at jeg ikke er den eneste, der ind imellem ikke er heeelt klar til at cutte navlestrengen til mor og far – også på trods af mine 25 år. Der er bare nogle steder, hvor det bliver mere synligt end andre, og måske du kan genkende det?

1. Jeg kan ikke fjerne edderkopper selv. Hvad er det sorte oppe i loftet? En edderkop? Okay, jeg flytter. Hvor er far, når jeg skal bruge ham?

2. Jeg kan altid finde en undskyldning for øl. Så skal vi have en ‘start-på-ugen-øl’, ‘har-klaret-en-dag-på-job-øl’, ‘jeg-har-vasket-tøj-øl’, 'det-regner-øl’ eller ‘lille-lille-lillefredags-øl’? (indsæt selv flere åndssvage undskyldninger, du kan komme på).

3. Jeg har et alt for stort køleskab. … i hvert fald når det eneste, det indeholder, er øl, rosé, en for gammel broccoli og ostehaps. Men er det ikke noget med, at man skal se glasset halvt fyldt i stedet for halvt tomt?

4. Jeg dræber alle planter, jeg kommer i nærheden af. Her gik jeg og troede, at det var umuligt at dræbe en kaktus. Snydt, Amalia. Jeg har Googlet ‘hvor meget vand skal en kaktus have?’ utallige gange – altid uden held.

5. Jeg styrer selv min aftensmad, og det kan jeg åbenbart ikke styre alligevel. Jeg har glædet mig hele mit liv til selv at måtte bestemme, hvad jeg skulle spise til aftensmad. Ikke mere tvang til at spise kød- og melbolle suppe – hallelujah. Knap så sejt, når jeg for det meste spiser en rugbrødsmad med ostehaps. Måske også en cherrytomat, hvis det er gourmet. Men altså, det er jo lækkert, og der skal være plads til bland selv-slik! Ikke?

6. Jeg nærmer mig ikke risten på badeværelset. Bare tanken om at skulle rense den giver mig en trang til at ørle. Så nu går jeg i soppebassin, fordi den virkelig trænger til en rens (af mit eget hår, for det er jo det, der stopper den). Men sådan må det blive, indtil mine forældre er på besøg igen. 

7. Jeg kører på en halvflad cykel. Altså jeg aner ikke, hvordan jeg sætter styret op, strammer kæden, lapper dækket, smører hjulet, retter sædet og alt det andet, jeg skal fikse ved en cykel. Den får et eftersyn, når far kommer på besøg. Indtil da kører jeg med er halvfladt dæk, et løst sæde og en kæde, der larmer.

8. Jeg kan gå i seng, når jeg vil, men det gavner mig ikke. Der er ikke længere nogen, der fortæller mig, hvornår jeg skal sove. Det har bare resulteret i bingewatching af Netflix-serier til klokken to om natten, så jeg er fuldstændig udkørt dagen efter. Måske havde mor alligevel en pointe med, at det er søvnen inden tolv, der er den vigtigste.

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Amalias anekdoter

Amalia Kristiansen er Woman.dks praktikant. Hun er en 25 årig midtjyde, der har forvildet sig til København, hvor hun nu bor på Vesterbro. Amalia er i et livslangt (og lykkeligt) forhold med popcorn, som hun ofte spiser sammen med en kold weissbier – to ting hun har en stor svaghed for. 

Læs mere fra samme kategori