“Det er misforstået, når vi tror, at vi skal være fuldendte mennesker, før vi kan indgå i relationer med andre”

Sarah spekulerer over fyres (manglende) brug af kondom og deres forventninger til dem selv i en relation.
Sarah spekulerer over fyres (manglende) brug af kondom og deres forventninger til dem selv i en relation.© Getty Images, Woman

“Der er noget, vi skal tale om”, siger han, og jeg ved allerede godt, hvad han skal til at sige. Et par måneder forinden havde jeg fået den samme “jeg føler bare, det er at holde dig hen, når jeg ikke kan se det udvikle sig, fordi jeg ikke kan give mere af mig selv”-snak. Og nu stod jeg her igen. Bare med en ny fyr.

Negativ test eller bliv væk – tak!

Jeg har simpelthen ramt sådan et mønster, hvor de fyre, jeg bliver glad for, også giver udtryk for, at de er glade for mig, indtil de efter et par måneder bliver ramt af panik, og jeg så står tilbage med et såret hjerte og i ét af tilfældene også udsigten til en mulig positiv klamydiatest… fedt.

Jeg kunne i øvrigt skrive et helt indlæg om prævention, for jeg bliver lige forarget hver gang en fyr ikke per automatik tager et kondom frem af sig selv – kvinder, er I med mig!? Og fyre (jeg ved, I læser med) gider I lige oppe jeres game på den front!? Tak.

Jeg tog til lægen, selvom han altså var helt sikker på, at han i hvert fald ikke havde nogle sygdomme – min læges eneste kommentar til det var et halvhjertet fnys og et “ja, det siger de som regel”... Det var altså lidt, som om at hun havde hørt den før. Og siden da har mine krav til dokumentationen af negative klamydiatests hos besøgende i mit soveværelse været ligeså høje som regeringens krav til dokumentation af negative coronatests hos besøgende på kulturinstitutioner (jeps vi snakker højst 72 timer gammel).

Den dårlige samvittighed...

Nå men tilbage til det med at have brug for at fokusere på sig selv og ikke samtidig kunne være i en relation. Først kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, hvad søren de fyre, jeg havde datet på det seneste, mon tænkte, at jeg forventede af dem. Men så spurgte jeg mig selv, om det overhovedet handlede om mig og mine forventninger?

Jeg kunne ikke lade være at tænke på, om det i virkeligheden handlede om deres egne forventninger og krav til dem selv? Og om den dårlige samvittighed, der nager dem, når de ikke lever op til deres egen idé, om hvordan de gerne vil være i et forhold.

Men jeg tror, det stikker endnu dybere end det. Jeg tror, det har rødder i det fænomen, vi har kunnet læse spalte op og spalte ned om i Politiken og Jyllands-Posten de seneste par år. Perfekthedskulturen.

For jeg tror, det bunder i, at vi har opbygget sådan et samfund, hvor alt skal være perfekt for at være godt nok. Men hvis vi skal være perfekte i et forhold, så er vi jo dømt til at skuffe. Både os selv og hinanden.

Det uperfekte

Men det er misforstået, når vi går og tror, at vi skal være fuldendte mennesker, før vi kan indgå i relationer med andre. For selvom et andet menneske aldrig kan gøre os lykkelige, hvis ikke vi allerede har fundet lykken inde i os selv, så tror jeg på, at menneskelige relationer er til for, at vi kan lære af hinanden, for at vi kan udvide vores horisonter, og for at vi har nogle at dele livets op- og nedture med.

Hvor trivielt ville det ikke være med en partner, der følte, han eller hun var færdig med at udvikle sig?
Hvis vi skal være i en relation med hinanden, så vil jeg have del i både dine sorger og dine glæder, dine fiaskoer og dine succeser, din usikkerhed og din selvsikkerhed. Jeg vil have det uperfekte, det menneskelige og det ærlige.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler og brugbare guides? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

 

Sarah spekulerer

Sarah er praktikant på Woman.dk. Hun er 23 år. Hun elsker kaffe, croissanter og lange gåture med sine veninder, og så læser hun hellere en bog end ser en film. Sarah skriver om dating, sex og kærlighed.

Læs mere fra samme kategori