Disse 12 bizarre situationer kan KUN opstå på fødegangen

Mor, far og barn på fødegangen
© Privat

1. Smerte. Vild, vanvittig og meget tæt på uudholdelig smerte. Som varer i cirka 48 timer, hvis du er heldig.

2. Andre mennesker er nødt til at minde dig om at trække vejret. Ellers glemmer du det simpelthen.

3. En fremmed kvinde stikker sine fingre ind i dig, mens din kæreste ser til. Og ikke én af jer bliver det mindste seksuelt opstemt af det.

4. Ud af din strube kommer en brølende lyd, der bedst kan beskrives som en bisonokse, der får et kompliceret brud på kloven, mens den er i brunst. Du registrerer, at denne lyd kommer fra dig, men du er ikke i stand til at gøre så meget ved det.

5. Du ligger mere eller mindre nøgen på en seng med vidt spredte ben og din kæreste ved din side. Alligevel er det at knalde det absolut allersidste i verden, du har lyst til.

6. Du opdager til din rædsel, at det ikke er fysisk muligt kun at presse med det ene område forneden. Andre ting bliver også presset ud.

7. I befinder jer i et rum fyldt med mennesker, men din kæreste er den eneste til stede, der IKKE må kigge på området ved din tissekone. Du holder dig bare til hovedenden, mester!

8. Et andet menneskes hoved stikker ud af dig.

9. Dele af det allermest intime område på din krop vil med ret stor sandsynlighed gå så meget i stykker, at det skal syes sammen igen med flere sting. Og det er der slet ikke noget unormalt i.

10. Lægeligt uddannet personale opfordrer ligefrem din kæreste til at klippe en del af dig midt over med en saks. Og han vil senere huske det som en af de smukkeste oplevelser i sit liv.

11. I dine arme ligger pludselig et lille, slimet, skrigende, blodigt og rynket væsen, der er skyld i alle de strabadser, du netop har gennemlevet. Og du elsker det højere, end du nogensinde har elsket noget før.

12. Da du trådte ind på fødestuen, var du selv det vigtigste i din tilværelse. Når du forlader rummet igen, er det anden, der er centrum i dit liv – og vil være det resten af dine dage. Fra nu af er du nogens mor.

 

Rothmar regerer

Maria Rothmar er tidligere skønhedsredaktør og redaktionschef på Woman. Rothmar, som kollegaerne kun kalder hende, bor i Albertslund med sin mand og to døtre på 5 og 8 år. Hun forsøger dagligt at regere både skønhedssager, børn, snusfornuftig bankmands-mand og alle mulige andre ting, der dukker op i hendes liv.

Læs mere fra samme kategori