“Disse løgne har jeg været nødt til at fyre af for at skjule min graviditet”

skjule graviditet
Lækkert med lidt vand i vinglasset.© Privatfoto

To streger på graviditetstesten. Det havde jeg aldrig set før – altså lige inden en efterårsdag i oktober, hvor jeg lige skulle tjekke, om jeg kunne drikke mig fuld i god vin og lækre drinks til det bryllup, vi har inviteret til i weekenden. Det kunne jeg ikke. Og ja, det VAR planlagt, fantastisk og rørende, men samtidig ret nervepirrende på (mange!) forskellige måder. Blandt andet fordi jeg ville vente med at fortælle, jeg var gravid, til de første 12 uger var gået – og det var ikke let!

En hemmelighed i 12 lange uger

Jeg glædede mig helt vildt til at kunne fortælle venner, familie og arbejdet, at der nu ikke kun gemte sig fastelavnsboller og Pepsi Max i dunken, men udfordringen var, at jeg i det første lange stykke tid var nødt til at skjule min graviditet. Jeg ville vente med at fortælle det til min omgangskreds, til jeg havde været til nakkefoldsscanning i uge 12 – det vil altså sige, at jeg i TRE LANGE måneder skulle lyve for mine venner om, hvorfor i alverden jeg ikke ville have et glas vin til aftensmaden.

Undskyldninger for ikke at drikke alkohol

Min udfordring med alkohol var, at... ja, jeg er normalt bare ikke typen, der siger nej tak til en drink eller et glas hvidvin, hvis jeg bliver tilbudt det! Hvis du – ligesom mig – også elsker at nyde en kold øl på terrassen om sommeren, et glas vin til venindeaftenen eller en Espresso Martini til parmiddagen, så vil du sikkert også finde det svært at komme med en god undskyldning (eller lad os kalde det, hvad det i virkeligheden er: en hvid løgn) om, hvorfor du pludselig ikke har lyst til procenter. Og med den alkoholkultur, vi har i Danmark, synes jeg personligt, det kan være svært at takke nej, selvom det naturligvis ALTID er ok. 

Her er nogle af de undskyldninger, jeg brugte, for at undgå alkohol:

  • Jeg har ikke lyst
  • Jeg har blærebetændelse og er derfor på penicilin 
  • Jeg skal køre hjem
  • Det går virkelig godt med min træning for tiden, så jeg prøver at lade være med at drikke alkohol

De er liiidt vage, jeg er ved det... Men de virkede efter hensigten okay!

Hvis jeg var til festlige arragementer

Selvom jeg i perioder har været ubeskrivelig træt, elsker jeg at bruge tid med mine venner og familie. Jeg var da også til et par julefrokoster i de første 12 uger af min graviditet, og for at skjule, at jeg ikke drak alkohol, brugte jeg disse små tricks:

  • Jeg drak alkoholfri øl og vin 
  • Jeg fik de andre til at bestille deres drikkevarer for så selv at gå op og bestille efterfølgende 
  • Jeg allierede mig med en veninde, jeg allerede havde fortalt, jeg var gravid, som kunne hjælpe med missionen
  • Jeg lod, som om jeg drak (jeg fandt hurtigt ud af, at folk ofte slet ikke lægger mærke til, hvad du foretager dig)

Du behøver ikke lyve!

Vi valgte at holde vores hemmelighed for os selv, men det er naturligvis helt op til en selv at vurdere, hvor mange der skal kende til den lille babybule fra start. Derudover behøves du naturligvis heller komme med en undskyldning for, hvorfor du ikke drikker alkohol – det er altid helt okay at sige fra, uanset om du er gravid eller bare ikke har lyst!

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Rie reflekterer

Rie Kirkebjerg er redaktør på Woman.dk. Lige nu har hun byttet arbejdet ud med bleskift, for hun er nemlig på barsel med sin første barn.