“Er det ikke almindelig høflighed at hilse på buschaufføren, når du stiger ind i bussen?”

Rie undrer sig.
Rie undrer sig. © Privatfoto

Den anden dag talte jeg med en god veninde til klokken 00.00 om natten. Vi talte om mange ting, men ét af de scenarier, jeg efterfølgende har tænkt mere over, var vores lille snak om høflighed over for buschauffører.

Nogen hverken hilser eller skænker et blik

Vi har begge bidt mærke i, at det langt fra er alle, som hilser på buschaufføren, når de stiger ind i bussen. I hvert fald i København. 

Og nej, det er jo heller ikke, fordi chaufføren kan nå at høre, hvad hr. og fru Olsen har shoppet i Frederiksbergcenteret, eller hvor meget lille Noah glæder sig til en candyfloss i Tivoli, men at køre bus er trods alt en service – og ligesom vi hilser på medarbejderen bag disken, når vi søndag morgen er hos bageren, bør vi da også af almindelig høflighed hilse på buschaufføren.

Et andet eksempel på virkelig dårlig behandling er imod billetkontrolløren i toget. Som min veninde og jeg talte om, er det ofte størstedelen af dine medpassagerer, der ikke en gang skænker kontrolløren et enkelt blik. Iskoldt rækker de armen med Rejsekortet op, mens de stirrer ned i deres spændende iPhone.

Jeg er selv skyldig

Jeg var faktisk overbevist om, at jeg altid sagde hej til buschaufføren og billetkontrolløren i toget. Min tid som inkarneret pendler har heldigvis givet mig en del pli omkring vores offentlige transport i form af toge, men efter snakken med min veninde tog jeg dog mig selv i ikke at hilse på buschafføren i 8A. Hvorfor? Tja, dovenskab muligvis. En dårlig dag. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg fik dårlig samvittighed efter, for det var da det mindste, jeg kunne have gjort. Hvor svært kan det være?

Hils – hver gang!

Nogle mennesker bliver nærmest forskrækkede, når fremmede hilser på dem. Dog tror jeg på, at det må føles federe at få et par “hej!” i løbet af sin arbejdsdag end at få følelsen af, at du ikke engang er til stede. Sådan vil jeg i hvert fald til hver en tid selv have det på min egen arbejdsplads.

Derfor er jeg fast besluttet på, at jeg fremadrettet vil hilse på den chauffør, der fragter mig fra A til B og gør mit transportliv meget nemmere. Hver gang! Hvad med dig?

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

 

Rie reflekterer

Rie Louise Kirkebjerg er redaktør på Woman.dk. Hun elsker træning højt – men bland selv-slik endnu højere. Hun foretrækker vin frem for øl, men hvis hun er nødsaget til at drikke sidstnævnte, skal det helst være en lunken én af slagsen i en ølbong. Det er hun faktisk pænt god til (synes hun selv)

Læs mere fra samme kategori