“Er jeg den eneste, der virkelig skal lære at sige nej til aftaler, jeg ikke kan overskue?”

Nogle af dem jeg så gerne vil finde tid til hele tiden.
Nogle af dem jeg så gerne vil finde tid til hele tiden. © Privatfoto

Den anden dag til frokost på redaktionen talte vi – under vores indtagelse af nogle uhyggeligt gode fiskefrikadeller – om, hvor mange planer vi havde den pågældende dag.

Ingen af os kunne egentlig overskue nogle af arrangementerne efter arbejde – på trods af at det var fede ting, der stod i kalenderen. Faktisk brokkede vi os helt over, at vi skulle ses med vores søde veninder. Men kun fordi vi ikke havde overskud til det, og det er på ingen måde fair. Det er jo kun vores egen skyld, at vi propper kalenderen SÅ meget op med aftaler, som øsede vi vores favoritslik i en pose i den lokale bland selv slik-butik.

Jeg vil jo bare gerne nå det hele

Jeg har aftaler næsten hver eneste dag efter job, når jeg har fri ved 17-tiden. Og jeg elsker det! Men efter et par uger, hvor jeg har kørt fuldt på med sjove venindedates og aftaler, har jeg pludselig intet overskud tilbage, og så har jeg brug for en hel dag til at lade op – HELT alene.

Hvornår jeg lærer, at jeg i stedet bør slappe lidt mere af i løbet af ugen, ved jeg ikke. Jeg vil ikke gå glip af noget, og jeg vil gerne ses med alle mine veninder ofte. Til sidst er der dog ikke flere dage tilbage i ugen, og så ender jeg med en kalender, der er propfyldt… Igen. 

Jeg når ikke at nyde det, jeg har gang i

Det værste er, at jeg ofte ikke når at nyde det, jeg har gang i, fordi jeg tænker over den næste aftale eller det næste gøremål, jeg har sat mig for. Derfor kan jeg godt komme til at “skynde” mig igennem en aftale, eller i hvert fald ikke være helt tilstede mentalt, fordi jeg stresser over, hvad jeg skal senere på dagen eller dagen efter. På den måde når jeg slet ikke at nyde nuet og dét, jeg netop nu har gang i. Og hvad er så pointen med aftalerne?

Hvordan siger jeg så fra? 

Jeg er så småt ved at acceptere, at jeg ikke kan nå det hele. Men hvordan siger jeg så nej til (eller endnu sværere: aflyser) en aftale med en god veninde, når jeg vitterligt HAR lyst til at se hende, men bare ikke kan finde overskuddet til det?

Jeg tror, det er vigtigt at tænke på, at det ikke er egoistisk at sige nej. Der er alligevel ikke noget ved at ses med en veninde, som har alle tankerne et andet sted. Så er det bedre at ses en dag, hvor vi begge har lyst, tid og overskud. For begge parters skyld.

Det allervigtigste, når jeg skal afvise en aftale, må dog være at være ærlig og i stedet for at finde på en lille hvid løgn om, at jeg ikke kan (for egentlig bare at skåne min veninde eller familie...). Jeg tror, at jeg klart kommer længst med sandheden. Og sommetider er det vel helt okay at sige, at man ikke har overskud. Ikke?

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Rie reflekterer

Rie Louise Kirkebjerg er redaktør på Woman.dk. Hun elsker træning højt – men bland selv-slik endnu højere. Hun foretrækker vin frem for øl, men hvis hun er nødsaget til at drikke sidstnævnte, skal det helst være en lunken én af slagsen i en ølbong. Det er hun faktisk pænt god til (synes hun selv)

Læs mere fra samme kategori