“Er jeg den eneste, hvis kalender altid er propfyldt?”

Fyldt kalender
Er det overhovedet afslapning, hvis jeg ‘planlægger’ det? © Privat foto

For nylig var jeg ude med en veninde, og da vi siger farvel, spørger hun, om ikke vi skal finde en ny dag at ses – selvfølgelig skal vi det! Så vi hiver begge to mobilerne frem og kigger i kalenderen, men det bliver hurtigt til en omgang: “Hvad med næste tirsdag?“, “Hvad med lørdag om to uger?“, ”Hvad med på onsdag og så fire uger frem?”. Behøver jeg skrive, at vi ikke fik sat et kryds i kalenderen...

Kalenderen uden plads og skruen uden ende

Jeg er selv typen, hvis kalender uge efter uge er fyldt heeeelt op med aftaler, studie, arbejde og praktiske ting (jeg bliver næsten helt forpustet bare af at skrive det). Jeg er generelt meget struktureret, så jeg planlægger mine dage nøje og forsøger at få det meste ud af døgnets 24 timer, men ofte glemmer jeg at planlægge tid til det (måske) allervigtigste – nemlig tid til afslapning og tid til mig selv. Men er det overhovedet afslapning, hvis jeg ‘planlægger’ det? Og hvordan får jeg så lige tid til afslapning i en hverdag med veninder, venner, kæreste, familie, studie, arbejde og aaaaaalt det andet?

Hvorfor er det så svært at sige fra?

Én ting, jeg dog godt ved, er, at det hele handler om prioriteringer og kunsten at sige fra. Jeg har selv fuld forståelse for, når andre aflyser aftaler, simpelthen fordi de har for travlt, eller når min studiegruppe eller en kollega siger fra på grund af for mange opgaver. Så hvorfor har jeg ikke den samme forståelse overfor mig selv, når jeg oplever behovet for at sige fra? Måske det hele handler om, at jeg gerne vil nå det hele, om jeg så må nedprioritere mine egne behov… Og det ved jeg jo godt, er det rene sludder! 

Når overskudskontoen er i minus

Jeg er jo også godt klar over, at jeg er en bedre veninde, datter og kæreste, når min overskudskonto er i plus, og jeg ikke hele tiden har tankerne på det næste, jeg skal. Derfor øver jeg mig i at sige fra og huske på at mærke efter, hvad jeg selv har behov for og lyst til. Og hvis jeg har mere behov for at ligge på sofaen eller gå en lang tur i stedet for en aften ude med veninderne eller til familiekomsammen, må det jo være dét, jeg skal. Det betyder samtidigt ikke, at jeg ikke har lyst til at se mine veninder eller min familie – og det ved jeg jo inderst inde også godt, at de ved!

“Det er okay”

En anden ting jeg øver mig i er at sige til mig selv: “Det er okay”. Det er okay, hvis min aflevering på studiet ikke er helt så grundig og gennemarbejdet, som jeg havde håbet. Det er okay, hvis jeg ikke når alt det, jeg havde planlagt den dag. Det er okay, at jeg 'slutter' min dag klokken 18 og bruger resten af aftenen på hvad end, jeg er i humør til.

Generelt øver jeg mig i ikke at have så høje forventinger til mit eget overskud. Jeg behøver ikke spurte af sted med 180 kilometer i timen, for det er jo også vigtigt, at jeg får ladet op, nyder tiden og har det sjovt undervejs – selvom jeg har meget, jeg skal nå.

Der er kun 24 timer på et døgn

Min chef har engang sagt til mig: “Der er 24 timer på et døgn. Otte af dem skal du helst bruge på at sove, otte af dem arbejder du og de sidste otte timer er dem, du virkelig skal passe godt på”. Og med de ord prøver jeg også at komme den dårlige samvittighed til livs, når jeg aflyser en aftale eller siger nej til en opgave, som jeg sikkert godt ville kunne nå, men hvor mit overskud måske alligevel ikke helt rækker. I stedet klapper jeg mig selv på skulderen og tænker 'godt gået!'.

Vejen frem er måske ikke at lave en masse aftaler i kalenderen på forhånd, men at jeg mærker efter og i stedet bliver lidt mere spontan med hvad jeg rent faktisk har lyst til netop i dag. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her. 

Camillas check-in

Camilla Stubbe er praktikant på Woman.dk. Hun elsker alt der har med true crime at gøre, og kunne snildt blive en dygtig efterforsker (mener hun selv). Når hun ikke læser, ser eller lytter til vilde krimihistorier, består hendes hobby i at spise ude eller at øve sine overtalelsesevner overfor kæresten, da hun drømmer om at få en hund.

Du vil (garanteret) også kunne lide