“Er jeg den eneste, som falder i søvn til fredagsfilmen?”

Blogindlæg fra Woman redaktionen, Freyja fortæller
© Privatfoto

En af mine værste egenskaber har jeg arvet fra min mor – så tak for det, mor! Hun kan ikke holde sig vågen, når der bliver sat en film på – så det kan jeg heller ikke. Nu tænker du måske, at det er en harmløs, lille ting at gøre sådan et stort nummer ud af, men jeg siger dig, at det har ikke ligefrem en ubetydelig påvirkning på for eksempel mit parforhold.

Lad os lige få afklaret skadens omfang

Det er faktisk (næsten) ligegyldigt, om klokken er ti om formiddagen, tre om eftermiddagen eller ni om aftenen… Jeg bliver ofte lullet i søvn, når alt omkring mig bliver stille, og jeg kun skal fokusere på skærmen foran mig. Selvfølgelig er det værst om aftenen, men det er altså heller ikke helt ualmindeligt, at jeg falder i søvn, selvom jeg lige er stået op. Det er som sådan også lige meget, hvor meget jeg stopper i mig af koffein og sukker – når først jeg sidder der med tunge øjne foran fjernsynet, så er det for sent, og jeg kan ikke hjælpe mig selv på nogen måde.

Min kæreste synes, at det er det mest irriterende i verden. Og han tagger mig ofte i memes på Facebook med diverse babyer og gamle damer, som falder i søvn to sekunder efter, at filmen er sat på – men så længe han kan grine af mig, er jeg taknemmelig.

Døgnets absolut bedste søvn

Jeg synes, at det er noget af det hårdeste i verden (... i hvert fald når jeg sidder i situationen) at holde mig vågen på sofaen. Der er ikke noget så tungt som mine øjenlåg i de her situationer, og det er virkelig en kamp for mig at holde mig vågen – en kamp, som jeg tvivler på, er det værd. For jeg lover dig, at når jeg endelig giver efter, så er det døgnets absolut bedste søvn – og det ville på ingen måde være det samme, hvis jeg lagde mig ind i sengen. Den perfekte søvn findes kun på sofaen ved siden af min kæreste, mens der kører en film på fuld drøn i fjernsynet.

Til gengæld vågner jeg allerede igen efter ti minutter – veludhvilet og klar til at følge med i filmen igen… Hvis altså ikke min kæreste allerede har givet op og slukket for filmen – for han hader virkelig at skulle se videre selv, mens jeg blunder vigtige scener væk.

Mit livs dyreste lur

Men nogle gange er han så sød, at han spørger om vi skal sætte filmen på pause et øjeblik – og jeg ELSKER ham virkelig for det. Men jeg kan heller ikke helt lade være med at se det som et mindre personligt nederlag; at jeg heller ikke kunne holde mig vågen til denne film. Den står vist 20-0 til søvnen – eller noget… Jeg ser det som en uretfærdig kamp.

Jeg er sågar faldet i søvn i biografen en gang – sådan rigtigt faldet i søvn... Og det var han bestemt ikke glad for. Det må vist have været mit livs dyreste lur – både økonomisk (for det var vistnok i den store biograf Imperial i København, og det var Hobitten – den sene forestilling) og i forhold til min kæreste (som var ret så utilfreds). Så det gør jeg altså ikke igen! Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne love mig selv (og ham) det!

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. For takket være min værste egenskab så kan jeg faktisk se Hobitten (og alle de andre drøngode film) igen, akkurat som hvis jeg aldrig havde set dem før…  

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Freyja fortæller

Freyja Sveinsdottir Anderberg er 25 år og tidligere praktikant på Woman.dk. Hun elsker sko, og hun har lidt for mange par – især hvis du spørger hendes kæreste, som har lovet hende et walk-inn closet. Det er dog løbeskoene, hun bruger mest, når hun flere gange ugentligt løber gaderne på Amager tynde.