“Er jeg den eneste, som (stadig) elsker alt ved jul i en alder af 22?”

Michelle fra redaktionen
© Privatfoto

Så længe jeg kan huske, har jeg været en rigtig julepige: Sådan en, som begynder at tælle ned til jul fra 1. oktober, overpynter lejligheden med nisser og gran, spiser havregrynskugler hver eneste dag i december og ikke misser ét afsnit af julekalenderen for noget som helst andet. For mig er december den hyggeligste måned på året, og derfor får den altså ikke for lidt!

Jeg ved egentlig ikke, hvordan mit kærlighedsforhold til julen er opstået. Mit bud er, at det må være, fordi jeg også har fødselsdag i julen – så lige siden jeg var helt lille, har den søde juletid været forbundet med masser af glæde... Og gaver, bevares. 

Mit indtryk er, at de fleste får et mere afslappet forhold til julen med alderen – og pludselig er julekalender, julebag og julepynt slet ikke så vigtigt, som det var førhen. Det er så bare aldrig sket for mig. Tværtimod er mit forhold til den søde jul kun blevet stærkere med alderen – jeg er faktisk faldet pladask for den hyggelige højtid.

Nissehue hver dag i december

Dem som kender mig ved, hvor vigtigt det er for mig at gå all in på jul – og jeg tror egentlig, at de synes, det er meget hyggeligt, at jeg er så ekstrem (og måske til tider lidt for meget – selvom de ikke siger det...). Men det er altså langt fra alle, som kan sætte sig ind i, at kærligheden er SÅ enorm. Og jo, jeg kan da godt høre, at det lyder en smule tosset, at en kvinde på min alder skynder sig hjem for at se Pyrus i fjernsynet for tiende år i træk (selvom hun selvfølgelig også har den på DVD)... Eller bliver oprigtigt trist, når pynten skal tages af juletræet... Men der er altså bare et eller andet ved julestemningen, som jeg slet ikke kan stå for. Også selvom jeg er 22 år gammel. 

Og helt ærligt, er jeg den eneste, som (stadig) elsker alt ved jul i en alder af 22? Det kan jeg da umuligt være. Og kan jeg overhovedet blive for gammel til at elske jul? Jeg tror det ikke. Der må være nogle på alder med mig, som kan nikke genkendende til alt det her julegøgl: Nogle som værdsætter pebernødder, jule klippe-klistre, julemusik og adventsgaver lige så meget, som jeg gør – og nogle som heller ikke skammer sig over at have lyst til at gå med nissehue hver dag i december måned eller misunde smukke Kandis for sine tre fletninger (og nej, det er ikke en joke!). 

Hvad er der at hade? 

Det varmer mit julehjerte, når jeg tænker på, at der er nogle, som elsker jul lige så højt, som jeg gør. Og faktisk forstår jeg virkelig ikke dem, som ikke gør. For hånden på hjertet, hvad er der hade ved julen? Altså andet end den stærke længsel der rammer som et lyn, når julerusen har lagt sig, og du indser, at du nu skal vente et helt år, før det igen bliver jul...

Spørger du mig, er der ikke noget bedre end at lave konfekt til lyden af Last Christmas i baggrunden – eller bare købe tonsvis af julegodter i det lokale supermarked (snebolde og skumjulemænd er jo seriøst undervurderede!). Og fik jeg nævnt den tilfredsstillende følelse, jeg får, når jeg åbner min (alt for dyre – men helt uundværlige) chokoladejulekalender hver morgen i en hel måned? Åh, det er jo fuldstændig magisk!

Hvis du, ligesom mig, hvert år forsøger at trække juleaften i langdrag, bare fordi du aldrig vil have, at den skal slutte, så genkender du garanteret også alle de andre ting på den her liste, som kun vi, der er virkelig vilde med jul, kan forstå. Og hvis du, ligesom mig, slet ikke kan vente, til det bliver jul i år, så kan du passende begynde at sprede juleglæde og julestemning i ventetiden – jeg har i hvert fald tænkt mig at begynde nu, for jeg har besluttet, at jeg aldrig bliver for gammel til at være en julepige. Og jo før juleglæden begynder, jo bedre. Ikke?

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Michelles meddelelser

Michelle er tidligere praktikant på Woman.dk. Hun er kæmpe fan af bland selv slik – og går ikke så højt op i om hun spiser det i weekender eller hverdage. Hun er også helt pjattet med julen og tæller hvert år ned til december, hvor hun går all in på nisser, pebbernødder og julekalendre. 

Læs mere fra samme kategori