“Færdiguddannet – men hvad skal jeg så nu?”

Freyja S. Anderberg
© Privatfoto

Følelsen af frihed, lettelsen over at have klaret det godt, rigtig godt faktisk, forløsningen efter tre års slid, lykken, optimismen, håbet om fremtidens muligheder, spænding omkring det nye og ukendte, intimideret af mulighederne – og begrænsningerne, angst, og senere panik! På bare få uger gennemgik jeg hele følelsesregisteret, og jeg fandt ud af, at der bestemt ikke er langt fra følelsen af succes til det komplet modsatte.

En lykkerus der mindede mig om studentertiden

At gå ud fra eksamenslokalet efter en veloverstået bacheloreksamen velvidende, at sommeren ventede forude og med en forventning om, at verden lå for mine fødder – jeg siger dig, lykken ville ingen ende tage. Det var følelsen af frihed og overskud – jeg var ikke til at skyde igennem. Det føltes næsten, som da jeg blev student fire år tidligere.

Men noget føltes ikke som sidst. For fremtidens uforudsigelighed var nu et altoverskyggende og skræmmende faktum, der i høj grad gennemsyrede alt, der var mig på det tidspunkt. For hvad skulle der nu blive af mig? Ville jeg kunne få mit drømmejob? Jeg havde med vilje udskudt alt der havde med a-kasse, jobsøgning og dagpenge at gøre, til jeg stod med eksamensbeviset i hånden. Men det var jo nu, så... vågn op, Freyja.

Jeg havde ingen planer om at læse videre. Jeg var ret skoletræt, og jeg var bestemt ikke motiveret til at gå direkte videre til overbygningen. Så drømmen – og planen – var at finde et job, som jeg ville blive så glad for, at en kandidatgrad ikke ville komme på tale, men var det overhovedet muligt for mig?

 … Men hvor langt var jeg egentlig kommet siden da?

Jeg var pludselig møghamrende angst og panikslagen for at stå med følelsen af ikke at være kommet videre, siden jeg blev student. I hvert fald hvad gjaldt min jobsituation. Når jeg tog et kig i spejlet og på mine omgivelser, kunne jeg jo godt se forandringerne og den menneskelige modningsproces, jeg havde været igennem, så jeg var jo ikke i tvivl om, at jeg havde rykket mig milevidt, men arbejdsmarkedet og mine muligheder (eller den potentielle mangel på samme) skræmte mig.

Jeg var især bange for, at jeg ville blive desperat efter et job og derfor takke ja til et, som jeg også kunne have fået uden min uddannelse, hvilket netop ville få mig til at føle, at jeg ikke havde rykket mig en meter siden hue-ugen – og at de tre år på universitetet ikke havde været tilstrækkelige eller havde givet pote. Og hele dagpengesystemet var kun med til at forstærke disse følelser. 

Dybe ridser i lakken

Det virkede da attraktivt at være på dagpenge et par måneder, mens jeg ledte efter drømmejobbet. Og jeg skal da ikke klage, for det gav en stor økonomisk tryghed. Men de jævnlige, obligatoriske møder på jobcenteret, den påtvungede aktivering, der lå og truede i den nærmeste fremtid, og de mange afslag på jobs (som jeg efter at have brugt timer på at søge, faktisk VIRKELIG gerne ville have) var ikke just noget, der boostede selvtilliden for den nyudklækkede bachelor, som så frem til at bidrage til samfundet.

Og så må jeg ikke glemme de mange jobs, der egentlig ikke var noget for mig, som jeg følte mig tvunget til at søge på grund af de strikse dagpengeregler, hvilke også lavede dybe ridser i lakken. Så jeg havde svært ved at finde mig selv og min plads i den verden, jeg drømte om at blive en aktiv og bidragende del af.

De eneste begrænsninger er dem, du sætter for dig selv

Men efter længere tids overvejelser og panik, og efter hvad der føltes som 1000 søgte stillinger, besluttede jeg mig for at tage mig sammen og give slip på bekymringerne. Jeg traf en beslutning om, at mit brændende ønske om succes måtte være større end frygten for fiasko. For jeg vidste allerede dengang med sikkerhed, at mine tre år på universitetet har gjort en verden til forskel for mig, og at jeg nu er 1000 gange rigere, end jeg var med bidemærker og bølger i huen.

Og der gik ikke længe efter, at jeg havde truffet denne beslutning, før jeg fik et job. I oktober 2016 (tre måneder efter jeg blev færdiguddannet) fik jeg et studierelevant job, og det tog en markant del af det pres, jeg havde lagt på mig selv. Nu følte jeg igen, at jeg havde en plads i samfundet – jeg følte mig vigtig og uundværlig – følelser, som jeg nu aldrig vil undervurdere, da de tilsyneladende har stor betydning for mig og min tilfredshed både personligt og karrieremæssigt.

Men jeg fandt også ud af, at det ikke var drømmejobbet, og at jeg ikke ville være der for længe. Jeg skulle jo starte et sted, og det gav mig så meget erfaring og et godt karrieremæssigt springbræt. Og så blev jeg motiveret til at læse videre.

Hvad der egentlig skulle have været begyndelsen på drømmekarrieren var nu blevet til et sabbatår, for nu er jeg i gang med min kandidatuddannelse, som jeg færdiggør til sommer. Jeg tror fuldt og fast på, at det år, jeg havde mellem min bachelor og kandidat (med alle dets op- og nedture), var ret så vigtigt og afgørende for mig – det var nødvendigt for mig og mine fremtidige beslutninger, og jeg frygter ikke længere tiden efter jeg afslutter min kandidat – og det behøver du heller ikke at gøre – det hele skal nok gøre dig klogere.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Freyja fortæller

Freyja Sveinsdottir Anderberg er 25 år og tidligere praktikant på Woman.dk. Hun elsker sko, og hun har lidt for mange par – især hvis du spørger hendes kæreste, som har lovet hende et walk-inn closet. Det er dog løbeskoene, hun bruger mest, når hun flere gange ugentligt løber gaderne på Amager tynde.