“Feminisme hjalp mig med at bearbejde slutshaming”

Mit første blogindlæg – wuhu! Jeg er jo en skrivenørd med tankemylder, så jeg har en lang liste med idéer hertil. Nogle er sjove, og andre er mere dybe eller måske sørgelige. Jeg har valgt, at mit første indlæg skal give et indblik i, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Og hvis der er noget, jeg står for, er det feminisme. 

Jeg er godt klar over, at feminisme-begrebet er blevet lidt af et fy-ord i anti-woke miljøer, hvor det ofte bliver fejet væk med ”øøøøh jeg er altså HUMANist, ikke FEMINist fordi jeg synes alle skal behandles lige”. Lidt den samme vending, der bliver brugt i forbindelse med Black Lives Matter: ”altså jeg synes jo at ALL LIVES MATTER”. Ja ja – den er vi alle med på, det er ikke det, det handler om. 

MEN jeg vil lade ordkløveriet ligge her. I stedet vil jeg drage opmærksomheden hen imod… MIG. Og (desværre) regner jeg med, at rigtig mange kvinder kan relatere til mine oplevelser. 

Jeg satte mig ikke ind i, hvad feminisme handlede om, før jeg var i starten af mine tyvere. Derfor havde jeg heller ikke som sådan det begrebsapparat, der er nødvendigt, for at kunne forstå egne følelser, reaktioner og tanker i visse situationer.
Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi er hudløst ærlige. Måske derfor, var min indstilling allerede i folkeskolen ”hvis drengene må, må jeg også”. Til at starte med, altså i mellemtrinnet, var jeg slet ikke klar over, at der var normer for, hvad piger måtte og ikke måtte. Dét blev jeg først opmærksom på, da jeg første gang blev drillet med, at jeg onanerede. Det var samtidigt dér, jeg blev gjort bekendt med, at der er konsekvenser ved min direkthed. Da jeg senere blev udskammet for at sige ja til sex OG nej til sex, blev jeg først forvirret. Måtte drengene ikke godt det? Hvorfor måtte jeg så ikke? Og hvorfor fik jeg nedladende blikke og kommentarer, når jeg havde udfordrende tøj på? Men også når jeg havde plain/kedeligt tøj på? Jeg begyndte at lukke mig inde i mig selv og prøvede at tilpasse mig de her normer. 

Slutshaming er hverken logisk, sundt eller sjovt. Det kan føles virkelig ensomt og give alvorlige traumer resten af livet. Derfor blev jeg meget lettet, da jeg lærte, at jeg ikke er den eneste. Da jeg lærte, at der findes et begreb for det, hvor JEG ikke blev gjort til den forkerte, men i stedet dem der udøver det. Begrebet slutshaming og ideologien feminisme gjorde mig i stand til at tage min vigtigste værdi tilbage: ærlighed. Ærlighed over for mig selv – hvad har JEG lyst til? Og det gav mig styrke til at være ligeglad med, hvad andre tænkte om mine handlinger. For de vigtigste ”andre” i mit liv, er alligevel dem, der ikke sætter mig i bås, men dem deler eller respekterer mit verdenssyn. 

Så for at opsummere min lange rant, har feminisme-begrebet lært mig at tackle og bearbejde ubehagelige oplevelser gennem mit liv på en hensigtsmæssig måde, hvor ”skam” ikke er overskriften. Det har givet mig en indgangsvinkel til at forstå mig selv og andre, så skam- og forkerthedsfølelser blot eksisterer i parentes. Jeg arbejder fortsat på at skrive det helt ud af min livshistorie.  

Hvis dig der læser dette, kan genkende dig selv lidt for godt i det, jeg skriver, så kan jeg varmt anbefale kognitiv terapi, podcasts og bøger om relaterede emner og mit vigtigste værktøj: skriv!