“Hvor længe er det egentlig acceptabelt at være forlovet?”

Der er intet galt i at være forlovet i lang tid.
Der er intet galt i at være forlovet i lang tid. © Privatfoto

Det er efterhånden over tre år siden, at jeg blev forlovet med min søde kæreste (som jeg stadig kalder ham, fordi jeg åbenbart ikke er voksen nok til at kalde ham min forlovede).

Dengang var jeg 23 år, og jeg var totalt uforberedt. Hvilket nok også var meningen... Men altså – jeg er slet ikke typen, der nogensinde har drømt om et fancy bryllup eller bare at blive forlovet for den sags skyld. Faktisk tror jeg slet ikke, jeg rigtigt har skænket det særlig mange tanker overhovedet. Indtil jeg pludselig stod midt i det. 

Novemberregn, hjemmelavet wok – og en ring på min finger

Heldigvis vidste min kæreste, at jeg ville gemme mig som en muldvarp i et hul, hvis han havde valgt at lave sit forlovelsesstunt i fuld offentlighed. Så sådan blev det heldigvis ikke! Phew! I stedet skete det hele i afslappede rammer, og jeg var lige ved at sætte min sidste nudel i halsen, da min kæreste lige ovenpå den sursøde wok-ret pludselig endte på gulvet. På ét knæ! 

Jeg sagde pænt ja tak, og lige der fik jeg så andre ting at tænke over, end hvilken type hund der ville udgøre den perfekte familieforøgelse. Som om det ikke er svært nok i sig selv (tydeligvis, for jeg har stadig ikke fået en hund).

Siden den aften i november har årstiderne skiftet et par gange, uden at særlig meget har ændret sig. Men behøver det nødvendigvis det? 

“Hvornår skal I giftes?” 

Et af de spørgsmål, jeg får ved jævne mellemrum på grund af den glimtende genstand på min ringfinger, er, hvornår den store dag så finder sted. Og hver gang svarer jeg det samme, ukonkrete svar: “Jeg ved det ikke.”

Jeg bliver aldrig irriteret over spørgsmålet – men jeg kan godt blive irriteret over min egen usikkerhed omkring, hvornår det egentlig bør være. For jeg kommer nok heller ikke nødvendigvis til at vide det lige i næste måned eller måneden efter.

Og i virkeligheden er det nok også lidt ligegyldigt – for alle uformelle regler bør ikke føre til unødvendig stress. Så nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg ikke længere er optaget af, at jeg ikke er blevet gift inden for de typiske 12 til 18 måneder, som statistikkerne på Google så fint viser. For 42 måneder kan nu altså også noget! 

En forlovelse er også en bekræftigelse 

Selvom det “ja”, der blev sagt hjemme i stuen for efterhånden længe siden, ikke er lige så stort og endegyldigt som det “ja”, der engang skal siges foran alteret, så er en forlovelse vel også en ret fin ting i sig selv – og en ting, der gerne må stå på i lang tid!

For jeg nyder egentlig den kroniske forlovelsestilstand og er ikke parat til at give den op helt endnu. Og så er bryllupsplanlægning jo nærmest en hel sport i sig selv. Puha! Jeg tager hatten af for alle, der er nået længere, end jeg er med mine 17 skærmbilleder af brudekjoler. Godt gået! 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hennys hjerterum

Henny er studentermedhjælper og tidligere praktikant på Woman.dk. Hun er en nordatlantisk øboer, der har startet nye eventyr på det danske fastland. Hun elsker at gå sent i seng og sove til middag, og hun bilder sig selv ind, at hun er minimalist, selvom hendes lejlighed i virkeligheden er fyldt til randen af tøj, genbrugsting og 70 forskellige tevarianter. 

 

Læs mere fra samme kategori