“Hvor lang tid skal man være kærester, før man flytter sammen?”

Jeg har lige fejret toårsdag med min kæreste, og det fik mig til at tænke, ‘hvor lang tid skal man egentlig være kærester, før man flytter sammen?’.
Når jeg møder nye mennesker, bliver jeg nemlig ofte spurgt ind til, om jeg bor sammen med min kæreste. Til det svarer jeg nej, da vi bor hver for sig, men så er det, som om der sker noget. Jeg får en følelse af, at jeg skal forklare, hvorfor vi ikke bor sammen. Som om der er noget galt med forholdet, hvis ikke vi deler den samme sofa og tager i IKEA for at samle PAX-skabe i weekenden.
Grunden til, at vi ikke bor sammen, er ikke særlig speciel, og handler ikke om andet end, at vi begge bor steder, som vi er glade for. Når folk hører, at vi altså IKKE bor sammen (og heller ikke har planer om det foreløbigt), får jeg alligevel en følelse af, at jeg skal forklare hvorfor.
Jeg kan høre mig selv sige sætninger a la “men det er noget, vi er enige om” eller “vi skal selvfølgelig flytte sammen på et tidspunkt” for at retfærdiggøre situationen. Og det får mig til at tænke ‘hvorfor er der denne underliggende ide om, at man bør bo sammen, når man er kærester?’.
Hvad siger AI?
Jeg har spurgt AI, hvor lang tid man skal være kærester, før man flytter sammen. Til det spørgsmål blev svaret: “Der er ikke en fast regel, men mange par venter typisk mellem seks måneder og et år, før de flytter sammen”. Og selvom jeg er klar over, at jeg har valgt en meget utroværdig kilde (altså, det er en robot, hvad ved den om forhold?), så må jeg bare sige, at jeg alligevel er ret chokeret over svaret.
Hvis det er sandheden, så forstår jeg i hvert fald bedre, hvorfor jeg kan få trangen til at forklare min egen boligsituation til nye mennesker. Men så igen – det er jo bare en robot, selvom den til tider kan give skræmmende menneskelige svar...
Veninders kærester
Kigger jeg på mine veninder og deres kærester, kan jeg (overordnet) opdele dem i to kategorier. Der er dem, der flytter sammen med deres kærester, nærmest inden de kender kærestens livret. Og så er der (i den helt anden ende af spektrummet) dem, der efterhånden har været kærester siden gymnasiet og stadig ikke har planer om at slå adresserne sammen.
Dette gør mig også mere rolig omkring min egen boligsituation. For jeg er jo ikke den eneste, der lever i et forhold, hvor vi lever hver for sig og bare lige har en ekstra tandbørste liggende i skabet.
Hvad med de der COLA-par?
Og nej, det er ikke den brusende sodavand med den røde etikette, jeg tænker på. Et COLA-par betyder, at man er kærester, der bor hver for sig, altså COuples Living Apart: COLA. Det er et begreb, der er opstået i de seneste år, og som bliver mere og mere udbredt.
Mit bud er, at det kommer som følge af, at vi efterhånden får mere og mere travlt i vores hverdag, når vi både skal passe karrieren, det sociale liv, få motioneret og også lige have tid til alle de praktiske ting. Og derfor kan det være dejligt at have sit eget space, hvor der bare er roligt, og ingen andre end dig selv har en holdning til, om opvaskemaskinen er tømt, eller om væggen skal være lyserød eller blå.
Måske er COLA-parrene et tegn på, at det bliver mere og mere almindeligt at være kærester og på samme tid bo hver for sig. Der er i hvert fald ikke et rigtigt eller forkert svar på spørgsmålet om, hvor lang tid skal man egentlig være kærester, før man flytter sammen (selvom AI gav et bud på det). I den situation handler det nok mere om den rigtige mavefornemmelse, og den kan i hvert fald ikke sammenlignes med andres.